9. Borgen Brundlund og byen Aabenraa

Hvordan så borgen og byen, der skulle indtages, ud? I januar 1411 pantsatte hertug Erik af Sachsen-Lauenburg byen Aabenraa og Aabenraa slot med tilhørende len til dronning Margrethe for 3000 mark lübecksk, og en særlig bestemmelse tillod dronningen at ombygge borgen i Aabenraa eller flytte den til et andet sted:

[  ] Vortmer weret sake dat wy edder vnse eruen vnde nak{øe}melinge wolden dat vorscreuen slot Openraa vppe eyne andere stede buwen edder eyn ander slot in desses slotes leen nye buwen[…]

 [  ]Ydermere hvis førnævnte fyrstinde og frue, dronning Margrethe, eller hendes arvinger og efterkommere ville bygge det førnævnte slot, Åbenrå, på et andet sted eller nybygge et andet slot i dette slots len[…]

     I årene efter erhvervelsen blev borgen flyttet ud syd for byen, hvor der var et udstrakt sumpet område. Ser man på nutidige luftfotografier af området, er det svært helt at forestille sig, hvordan der har set ud, men går man en tur bag om Brundlund, kommer man ”ned” i niveau. Hvis man så forestiller sig, at de omkringliggende industri- og boligområder, de omfattende dræningsarbejder og dæmningen, hvor Dronning Margrethes Vej ligger, blev fjernet, ville man have et område, der kun er minimalt hævet over havniveau, og hvor grundvandsstanden er betydeligt højere end i dag. Ser man på Geodatastyrelsens kort over området, giver en indtegning af højdekurven 0,5 m et billede af, hvordan området kan have set ud.

     Der er for nylig blevet sat spørgsmål ved den gængse opfattelse af Aabenraas topografi i middelalderen, hvor man altid har taget udgangspunkt i Johannes Meiers kort fra 1641. Jørgen Witte har i Aabenraa i højmiddelalderen fremført den tese, at havniveauet var 2,5 m højere end i dag, og at fjorden derfor sluttede med et lavvandet nor, der gik flere hundrede meter ind i landet. Det skulle have betydet, at Brundlund blev anlagt på en ø ude i noret.

De aktuelle bekymringer for klimaforandringer har betydet, at forskere interesserer sig for, hvordan det historiske havniveau har udviklet sig, og i Danmark har det været muligt for geologerne at undersøge dette temmelig nøjagtigt.

”[ ] har vi vist, at det absolutte (globale) havniveau i østlige Nordsø til centrale Østersø er steget 110 +/-14 cm siden 1300, og at Lille Istids lave vandstand optrådte mellem 1250 og 1750 med et relativt havniveaufald på op til 40 cm fra 1200 til 1300.”

     Vi kender alle fra vores skoletids geografiundervisning, at Sønderjylland ligger syd for den såkaldte ”vippelinje.” Nord for den hæver landet sig stadig efter den sidste istid, og syd for synker landet. ”Stedvis med indtil en m”, som lex.dk siger. I Danske landskaber står der [  ] ”sænkedes Lolland-Falster, det sydlige Fyn og Sønderjylland”. Dette betvivles dog i en anmeldelse af bogen. ”Formentlig har vi ikke landsænkning i Danmark, men hvis vi har, er det så lidt, at det næppe kan medvirke til at forklare landskabsdannelsen i Danmark.”

     En konklusion på disse oplysninger må være, at vandstanden i Aabenraa i 1429 var ca. 1 m lavere end i dag. Det vil derfor i det følgende blive fastholdt, at borgen blev bygget i et sumpet område syd for byen.

borgen glambek. kilde: Haupt 1915

     Brundlund har måske været bygget efter de principper, som i senmiddelalderen var gældende i store dele af Europa. ”De steder, hvor der ikke er adgang til klipper, bør vand, jord og træ spille en stor rolle. Der skal der være en voldgrav, og beliggenheden skal være sådan, at ingen kan grave sig ind under borgen. Er der en mur (palisade) omkring borgen, skal man foran denne bygge endnu en mur og fylde mellemrummet med jord, så det kan opfange de stenkugler, der måtte blive affyret mod borgen. Hovedindgangen skal have en vindebro beklædt med jern. Bygninger kan beskyttes mod skud fra blider med planker og tømmer efter anvisning fra erfarne bygmestre og borgens besætning”, som det står skrevet i nogle anvisninger til den svenske konge Magnus Eriksson fra 1340.

     Af de få nyopførte borge eller fæstningsanlæg, som blev bygget under dronning Margrethe og kong Erik af Pommern, kan tre af dem ses at være opført med inspiration fra Den Tyske Orden. Visborg på Gotland – hvor Erik af Pommern efter sin afsættelse som konge i 1439 levede af sørøveri i 13 år – og Krogen i Helsingør (forgængeren til Kronborg). Det var næsten kvadratiske borge bygget af tegl. Krogens sider havde en længde på 75 m, og murene var 3,5 m tykke og op til 13 m høje. Andre eksempler på, efter hvilke principper og inspiration Brundlund kan være bygget, er Lindholmen i Skåne og borgen Glambek på Femern. Glambek blev undersøgt i 1908 og 1916, og billedet ovenfor viser, hvordan man mente, at borgen kan have set ud i begyndelsen af 1400-tallet.

     Da Brundlund blev bygget, har det krævet nogle omfattende jordarbejder, for det nuværende slot ligger på en pæreformet holm på 120x140 m, der hæver sig 1,5–4 m over havniveau. Holmen er omgivet af en voldgrav, der på østsiden er 40x45 m og på de andre 3 sider har en bredde på 6-15 m.

På et maleri fra 1750 kan man se, at voldgraven også på nord- og vestsiden har været meget bredere (hvis man skal tro maleren). På billedet kan man også se, at den nuværende dæmning har afløst en tidligere bro. I den sydøstlige del ligger en forhøjning, der er 5 m høj og har en omkreds på 80 m, der dog anses for at være af nyere dato.   

     Men hvordan har den middelalderlige borg så set ud? Under restaureringsarbejder i 1980’erne blev der dybt under resterne af murene fra Brundlunds befæstede porthus fra 1525-30 fundet svære granitsten, der kan stamme fra begyndelsen på bygning af borgen.

     De, der har beskæftiget sig med Brundlund, har også gjort sig nogle tanker om borgens oprindelige udseende, fx Johannes Hertz ved Nationalmuseets undersøgelser i 1986: ”Brundlunds forsvar har naturligvis ikke været begrænset til porthuset, men har om nødvendigt kunnet føres fra hele borgbanken. Denne må derfor langs indersiden af voldgraven have været forsynet med et værn, men om dette har bestået af en tømret palisade, en mur, en vold eller en kombination af disse, vil kun fremtidige arkæologiske undersøgelser kunne afgøre”. Eller Otto Madsen i 1970: ”Dog synes borgen foruden sit porttårn at have haft en omfatningsmur af sten. I hvert fald omtales en sådan 1597, da den er så gammel og brøstfældig, at ”folkene daglig under store omkostninger må arbejde på den”.

     Adgang til Brundlund har været over en bro, der førte over den brede voldgrav, og den har uden tvivl været på det nuværende sted. Der skulle være en nem forbindelse til byen, og mod øst, syd og vest har der været meget sumpet, sandsynligvis med gentagne oversvømmelser. Når man kom over voldgraven, har det oprindelige hus været bygget som et kvadratisk porthus på 12x14,5 m med kun 1,15 m tykke mure. Dette har været borgens hovedbygning og stedet, der først og fremmest skulle indtages.

    Idéen har været, at borgen skulle være af typen motte og bailey; motte er fransk for jordhøj og bailey er engelsk for et indhegnet område på et svært tilgængeligt sted, med en vandgrav omkring og en forhøjning i området, der var særlig stærkt befæstet.

     Brundlund har altså sandsynligvis været en borg med en ringmur/palisade, med borgens yderbygninger som en del af forsvarsværkerne. Disse bygninger har været boliger til soldater og andet personale, stalde til hestene, smedje, bageri og andre håndværkshuse. Der har også været forrådsbygninger og måske et kapel i borggården.

     Det særligt befæstede sted har været porttårnet, hvor våben og krudt er blevet opbevaret. Borggården kan også have givet plads til nogle blider. Hvor høj ringmuren har været, og om den eventuelt har stået på en vold er ikke til at sige; eventuelt har det været kombineret med en jordvold med en høj palisade på toppen. Så høje mure som Krogen har Brundlund sikkert ikke haft, men måske halvt så høje, fx havde borgen Duborg i Flensborg 7 m høje mure. Ringmuren kan også have været udstyret med en skyttegang af træ eller nicher til kanoner.

     Jordvolden kan også have været anbragt mellem to rækker palisader. Hvordan en sådan palisade kunne være bygget, så man under udgravninger ved Stegeborg på Møn. Den var ganske vist beregnet til at forhindre jord og ler i at skride ned i voldgraven, men skulle der bygges en palisade, var det måden at gøre det på. Til en 4 m høj mur i 250 meters længde var der blevet brugt over 170 store egetræer.

     Der har ikke været foretaget arkæologiske undersøgelser på holmen, så hvor stort et område muren har omkranset er ikke til at sige, men muren omkring Brundlund kan have været trukket et stykke bort fra voldgraven. Området mellem voldgraven og muren har været fuld af forhindringer, nedgravede spidse pæle – synlige og skjulte. Camouflerede huller med spidse genstande i bunden og mange andre forhindringer, der skulle forsinke angriberne og dermed gøre det lettere for forsvarerne at få ram på dem.

     Borgen og vandmøllen kan have udgjort et samlet forsvarsanlæg, men hvordan forbindelsen med borgens ”yderpost” – altså vandmøllen – kan have set ud, er ikke til at sige. Det var vigtigt, at møllen kunne forsvares, for en fjende, der indtog møllen, ville nemlig kunne afskære vandforsyningen til voldgraven. Den nuværende mølle ”er imidlertid opført i krydsskifte, og ikke i munkeskifte, og bygningen kan derfor næppe være ældre end ca. 1530-40”. Arkæologiske undersøgelser tyder dog på, at en mølle er bygget på dette sted på samme tid som borgen, da der er fundet senmiddelalderlige elementer i møllens fundament.

Aabenraa – Oppenraa

Den ældste del af byen var beliggende i området omkring Søndergade, Gildegade og Søndertorv ned mod Mølleåen. Byens gamle borg Aabenraahus lå, hvor Vestergade og Nybro mødes. Borgen lå uden for byen, da der i Vestergade ikke er fundet spor efter middelalderlige bebyggelser. Mod nord blev der i anden halvdel af det 14. årh. gravet en 20 m bred og 4 m dyb voldgrav, der skulle afgrænse byen mod nord, og som blev anlagt i forbindelse med bygningen af en mølle ved Aabenraahus. Dele af graven er fundet syd for Rådhusgade og kan ses indtegnet på Johannes Mejers kort over Aabenraa fra 1640. Den kan ikke have haft nogen forsvarsmæssig betydning, da terrænet nord for graven stiger en del.

     Trods byens afgrænsning af fjorden mod øst, af Mølleåen mod syd, af sumpede områder mod vest og en bred voldgrav mod nord kan den ikke have været svær at indtage. Indbyggertallet har ikke været stort; det er blevet estimeret, at byen i 1509 havde godt 600 indbyggere. Antallet har i 1429 sandsynligvis været nogenlunde det samme.

Det nuværende slot Brundlund set fra nord

Kilde: Masterplan for Brundlund slotspark 2008