12. Hjem igen
Efter 4 uger ved Brundlund var styrken ”hjemme igen”, og det vil sige enten Slesvig by eller Rendsborg. Det var her et eventuelt bytte skulle deles, den sidste del af solden udbetales, og kvitteringer udstedes.
Hvor meget der kan være blevet plyndret, kan vi kun få nogle få glimt af, som kilden med tingsvidnerne viser (se s. 20). Om det er rigtigt, som Gregersen skriver ”Det anførte udsagn tyder sammen med adskillige andre spredte vidnesbyrd på, at kampene mellem Erik af Pommern og holstenerne kom til at gå særligt slemt ud over Aabenraa-egnen” er ikke til at afgøre, men plyndringer, brandskatning og fanger – og dermed løsepenge – var en del af krigen.
Plyndringer
"En mand, som ikke ved, hvordan man sætter ild til steder, er ikke værdig til betegnelsen lejesoldat". Landområder, der blev hjemsøgt af plyndrende hære – og følgerne heraf, har der gennem tiderne været mange af. Man kan blot tænke på Trediveårskrigen, Napoleons felttog, eller for Sønderjyllands vedkommende de svenske troppers hærgen i 1600-tallet.
Direkte konfrontationer i felten mellem parterne i den lange kamp om Sønderjylland var der ikke mange af; derimod var belejringer og plyndringstogter - til lands og til vands - hyppigt forekommende. Det var ikke noget særegent for konflikten mellem holstenerne, hansestæderne og kongen; sådan foregik langt de fleste konflikter i senmiddelalderens Vesteuropa. Man undgik så vidt muligt åbne slag i felten, da de indebar en stor risiko for nederlag, hvorimod hurtige plyndringstogter ind i fjendeland ikke var behæftet med samme risici.
Plyndringer havde flere formål: at skaffe proviant til hæren, at tage bytte der kunne sælges efter togtet for dermed at skaffe mere kapital til videre krigsførelse; de kunne også være en del af lejesoldaternes løn – en ret som de havde ifølge deres kontrakter, og endelig kunne plyndringer være med til at terrorisere befolkningen og dermed skade fjenden.
Alt blev medtaget ved plyndringer, som anklageskrifterne viser, og det var overalt det samme. Det gjaldt om at svække modstanderen økonomisk, og det gjorde man bedst ved at sørge for, at indtægterne udeblev, først og fremmest ved at bønderne ikke ville være i stand til at betale deres afgifter. Kunne det plyndrede ikke slæbes med, blev det ofte brændt af.
Under kampene til søs i 1428 sejlede nogle af hansestædernes skibe til Bornholm, og tog her 500 køer, 100 okser, 600 lam og 6 last smør fra den ene halvdel af øen, mens den anden halvdel blev brændt ned. Året forinden i april 1427 havde der også været en hanseatisk flåde på øen. Den havde afpresset bornholmerne 10.000 mark for ikke at plyndre – kaldet brandskat, men Møn og Lolland-Falster blev hærget af flåden, og der blev taget et stort bytte.
Alle regnede med, at plyndring var noget, som kunne være med til at gøre et felttog profitabelt; rig kunne man ikke blive af solden alene. Rustninger og våben var eftertragtede, men ellers var indbo og husgeråd altid noget, der blev plyndret. Heste var det mest eftertragtede bytte. De var værdifulde, kunne ”transportere sig selv”, kunne nemt sælges eller leveres tilbage mod en løsesum. Det samme gjaldt for okser.
Indgik hansestæderne aftaler om indbyrdes bistand ved angreb, som fx i 1402, eller i en aftale fra 1443, var der nøje bestemmelser for, hvordan et eventuelt bytte skulle deles. Byen, der havde bedt om bistand, skulle selv beholde landsbyer, byer eller ejendomme, der under kampen blev erobret hos angriberen. Blev der taget andet, som fanger eller indkasseret penge fra brandskat, skulle alt deles mellem de soldater, som havde erhvervet byttet. Det gjaldt ikke kvæg eller andre dyr; dem skulle den angrebne by have til at dække sine omkostninger.
En regel, der altid stod i disse aftaler, var, at byen, der havde anmodet om bistand, skulle give mad og foder, hvorimod solden til soldaterne skulle betales af de byer, der kom til hjælp. De samme bestemmelser fandtes i forbundsaftalen mellem hansestæderne og holstenerne fra den 27. september 1426.
Det kunne være svært at koncentrere sig om at belejre en by og indtage den, når muligheden for plyndring og stort bytte var noget mere tiltrækkende. Det skete fx i Bayern i 1413, hvor en belejring måtte opgives, da lejesoldaterne hellere ville plyndre omegnen til stor ærgrelse for den, der havde engageret dem.
Nogen tid efter, at kampen om Sønderjylland var afsluttet, havde de preussiske stæder i 1436 lavet en opgørelse over det gods, deres borgere var blevet frarøvet af de kapere, hansestæderne havde i søen. Opgørelsen dækker årene 1427-1431, og selvom man må gå ud fra, at de beløb, der er opgivet, ikke er blevet sat for lavt, må man til gengæld også formode, at dokumentationen og beløbene skulle være i orden, når de ved forhandlinger ønskede erstatning for deres tab. De angivne pengebeløb kan opgøres til over 11.000 mark lübecksk, hvortil kommer værdien af de røvede varer på ca. 2000 mark lübecksk Det kan selvfølgelig være, at det er gået særlig hårdt ud over de købmænd, som prøvede at forholde sig neutrale, men der har givet været tale om endog store muligheder for at gøre et stort bytte.
De preussiske stæder mistede store beløb, ikke kun til hansestædernes og holstenernes kapere, men også til kongens. Til brug ved forhandlinger mellem ham og byerne i 1434 blev der udfærdiget en 13 sider lang liste over det, hvad fx Danzigs borgere havde mistet i danske farvande i perioden 1396-1434. Der er samlet tale om store værdier, for de saltskibe, der i 1428 blev taget af Erik af Pommern, beløb sig alene til 20.000 mark lübecksk Blot for en enkelt bys vedkommende var der altså tale om endog store summer, hvis man skal tro listen.
Brandskat
Når man havde indtaget en by, blev borgerne ofte stillet over for et valg. Enten at få byen plyndret og brændt ned, eller betale sig fra det, den såkaldte brandskat. Efter slaget ved Immervad i 1421 indtog holstenerne Haderslev og fik udbetalt 3000 mark lübecksk Mærkeligt nok er denne brandskat ikke blandt klagepunkterne i de klageskrifter, der blev udfærdiget i 1423. At det var muligt at opkræve så stort et beløb i Haderslev kan hænge sammen med, at de adelige i omegnen havde doneret store beløb til ombygning af Maria Kirke (den nuværende domkirke). Der kan derfor have været tilstrækkeligt med penge, og Kirken må have været med til at betale brandskatten.
Løsepenge
At afkræve løsesum for tilfangetagne findes der mange eksempler på. En løsesum rettede sig efter den tilfangetagnes status og formue, og så var det familiens eller venners opgave at tilvejebringe den løsesum, som man havde forhandlet sig frem til.
Tilfangetagelse var ikke nogen vanære - som flugt kunne være det – men en høj løsesum kunne betyde økonomisk ruin for en adelsmand og hans familie. Det kunne tvinge ham til at låne store summer eller sælge eller pantsætte sin ejendom.
Det er i det hanseatiske kildemateriale, de fleste oplysninger om ”fanggeld” findes, og fra en hansedag i Lübeck i 1418 findes der en paragraf angående de fanger, der måtte blive taget. Løsesummen skulle udbetales efter det pågældende lands sædvane, og blev denne ikke betalt, skulle den tilfangetagne følge den, der fangede ham. Det vil sige, at var man ikke i stand til at skaffe pengene, kunne man i stedet forpligte sig til at arbejde gælden af. Det var, hvad 3 adelige og deres mænd gjorde, da de forpligtede sig til at gøre tjeneste for Hamborg. Ellers kunne man, når størrelsen af løsesummen var aftalt, og der var nogen, der havde kautioneret for en, blive løsladt. Der er bevaret en lang række af sådanne aftaler, hvor vi kan se forskellige beløb og betingelser.
Hans Danneveld, der skulle betale 200 mark lübecksk for sin frigivelse fra lübecksk fangenskab, var åbenbart ikke for god til at betale sin løsesum, og rådet i Lübeck måtte formane dem, der havde kautioneret for ham, til at overholde deres forpligtelser. Var man ikke adelig, kunne man slippe med et mindre beløb. En mand ved navn Jancke lover rådet i Lübeck at betale 12 mark lübecksk for sin løsladelse fra fangenskab.
Når man var fange, havde man lov til at gå frit omkring, formentlig mod at afgive sit æresord på, at man ikke ville flygte. Det betød åbenbart ikke, at man så også skulle opføre sig ordentligt. I alt fald klager prioren i Ratzeburg over, at en fange, der befandt sig i Lübecks varetægt, har udført "skændselsgerninger" i landsbyen Malzahn.
Man kunne også sidde længe i fangenskab. Den 22. november 1436 udveksledes der fanger mellem Lübeck og Danmark, og selvom man var afgået ved døden i fangenskabet, skulle der alligevel betales. Familien måtte, for at få udleveret liget af Johannes van Damme, betale 35 mark lübecksk
At tage fanger kunne være en meget indbringende forretning, viser tallene fra de hamborgske kæmnerregnskaber, hvor byen havde store udgifter til løsesum for de borgere og lejesoldater, der var blevet taget til fange i Danmark. I 1431 206 pund, i 1432 et voldsomt beløb på 9942 pund, i 1433 2474 pund, i 1435 1651 pund, i 1436 3332 pund og i 1437 blev de sidste afdrag på 186 pund betalt.
Da Brundlund overgav sig, var der 60 tilfangetagne. Om disse fanger har fået ”fri afmarch”, eller om de alle – eller nogle af dem – er blevet tilbageholdt for, at der kunne afkræves løsesum, oplyses ikke nogen steder, men mon ikke nogle af fangerne har været adelige og kunnet indbringe en større løsesum.
Deling af byttet
Når holstenerne inviterede andre nordtyske fyrster på plyndringstogt op i Jylland, som de gjorde i 1428, blev byttet ved hjemkomsten delt på ”ridderlig vis”. Hvad dette udtryk dækker over, findes der ingen forklaring på, men det kan være foregået på den måde, som det skete i Nürnberg under krigen 1449-50, hvor man havde en forordning ”Ordnung des aufpietten und der peute,“ der ganske detaljeret beskrev, hvordan byttet skulle deles. Alt det plyndrede skulle afleveres, når man kom tilbage til byen, og der blev valgt såkaldte byttemestre til at overvåge, at det skete, og at alt blev opbevaret forsvarligt. Fordelingen skete derefter efter helt klare regler. Først fik byen en tiendedel af kvæget, og ligeledes fik anførerne af de forskellige afdelinger af soldater et mindre antal kvæg. Derefter blev resten af kvæget, og alt andet som sengetøj, husgeråd, korn etc. solgt på torvet. Efter salget blev der ansat skrivere til at registrere, hvem der havde deltaget i togtet og overvåge udbetalingen af det rigtige beløb. Ved udbetalingen var der den regel, at en rytter til hest fik dobbelt så stor en andel som en skytte til fods eller en kusk; dog fik en kusk med vogn det samme som en rytter. Herefter lader det til, at alle, der har været med til at tage bytte, har fået den samme andel, uanset om de har været borgere eller lejesoldater og uanset, om de har haft særlige opgaver som anførere eller fanebærere. Der var endvidere en del andre regler; bl.a. skulle alle ved modtagelse af pengene sværge, at man havde deltaget i togtet, intet havde beholdt selv og angivet dem, der havde.
Kilder med så detaljerede regler for deling af bytte kendes ikke fra hansestæderne og Holsten, men de har uden tvivl eksisteret, og sikkert været nogenlunde de samme som i Nürnberg, som fx reglen med, at en rytter fik samme andel som to soldater til fods, som det også var tilfældet i aftalen fra 1443 mellem hansestæderne.
Det lader altså til, at mange af bestemmelserne gik igen de fleste steder, hvilket da også er logisk. Lejesoldater kom vidt omkring og det har været praktisk, at de havde samme betingelser overalt. Derved undgik de, der engagerede dem, diskussioner og besvær.
Det samlede regnskab
Hvis der skal forsøges at lave et samlet regnskab, har det, som det især er fremgået af kapitel 11, været vanskeligt at finde alle beløb til regnskabet. Nogle af posterne har det været forholdsvis enkelt at finde, hvilket har været med til at give et nogenlunde pålideligt billede af udgifterne. For andre poster har det desværre været umuligt at kunne sætte beløb på. Her har der ganske enkelt ikke været nogle tal ud fra hvilke, man kunne lave ”vidensbaserede spekulationer”. Det at kunne sige: det kan vi ikke sige noget om, er jo også vigtigt.
I kapitel 4 blev solden for gleverne estimeret til et beløb mellem 1800 og 4125 mark lübecksk (afrundet), hvor det sidste beløb er inklusive eventuelle rejsepenge. Hertil kommer 198 ½ mark lübecksk til andet personel, og hvis man indregner rejsepenge 297,75 mark lübecksk. Det giver en samlet sold i runde tal på mellem 1998 ½ og 4422,75 mark lübecksk.
Udgiften til styrkens forplejning beløb sig til 2300,25 – 2874,50 mark lübecksk, og ved en sammenligning mellem den gennemsnitlige ”minimumsudgift” på 3200 mark lübecksk og den gennemsnitlige ”reelle udgift” på 2587 mark lübecksk er der en difference på 613 mark lübecksk. Den kan have mange årsager, men baseret på de tidligere overvejelser, formodes det, at minimumsudgiften kan være estimeret for højt. Det kan dog også være at nogle af de ”reelle udgifter” er blevet beregnet for lavt. Udgifter til hestenes mad – havren beløb sig til 567-863,75 mark lübecksk.
Belejringsudgifterne er det område, der er sværest at sige noget sikkert om. Ret beset kan angrebet på Aabenraa og Brundlund være foregået uden tungt belejringsudstyr, og det modsatte kan også have været tilfældet, altså med nogle tunge kanoner medbragt fra Lübeck eller Hamborg. Hvis vi havde haft et bedre kendskab til Brundlunds befæstninger, havde behovet for tungt skyts og ammunition været lettere ”at bestemme”. Det beregnede beløb for belejringsudgifter er samlet ca. 638,50 – 763,75 mark lübecksk, men der er som nævnt også et stort mørketal for ammunition, hvor der ganske enkelt mangler oplysninger om priserne på forskellige former for især brandpile og brandbomber.
Udgifterne til transport af personel, forsyninger til mennesker og heste samt belejringsudstyr beløb sig til mellem 1375 og 1490,50 mark lübecksk.
Det samlede beløb for sold, forplejning, belejringsudstyr og transport var i alt mellem 6829,25 og 10.414,25 mark lübecksk. (Alle beløb bag disse tal kan ses i Bilag 6 side 135-136). Det er tale om en forholdsvis stor forskel, der dog hovedsageligt skyldes, om der blev betalt czerunge eller ej.
Selv hvis det antages, at regnskabet er 2000-3000 mark lübecksk for lavt beregnet, kan hertug Wilhelm alligevel have haft en pæn indtægt for de 4 uger. For at udgifterne i de foregående afsnit er blevet estimeret for lavt, og hans fortjeneste derfor har været noget mindre taler, at de byer, der betalte ”gildet”, højst sandsynligt har haft en nogenlunde fornemmelse for, hvad et sådant 4 ugers krigstogt med det antal lejesoldater og andet personel ville koste.
Afslutning
Så hvorfor betalte de tre hansestæder så mange penge til hertug Wilhelm for at føre krig i så kort en periode?
Svaret kan man måske finde i et udsagn fra Lübecks borgmester Heinrich Castorp: "Latet uns dagen, wente dat vänlein ist licht an de stange gebunden, aver it kostet vel, it mit ehren wedder af to nehmen" ”lad os forhandle, for krigsfanen er let at hejse, men det koster meget igen at tage den ned med ære.”
For hansestæderne var det vigtigt, at krige blev undgået, at der blev gjort alle anstrengelser for, at det ikke kom til krig, men var det uundgåeligt, så sørgede man for, at den blev afsluttet så hurtigt som muligt. Rådet i Lübeck vidste – som alle andre hansestæder, at krig kostede rigtig mange penge, men også, at den lagde hindringer i vejen for handelen. Derfor var man også villig til at betale 20.000 mark lübecksk for 4 ugers arbejde, fordi byerne var overbeviste om, at hertug Wilhelm var en kriger, der kunne være med til at afslutte konflikten om Sønderjylland. Nøjagtig som hansestæderne året forinden havde givet ham 2000 mark lübecksk for at forhandle en aftale om Sønderjylland med Erik af Pommern og 6000 mark lübecksk, hvis der var kommet en aftale i hus.
Når man præsenterer noget, skal man kunne sige: ”dette er muligvis ikke hele sandheden, men der er masser af sandhed i det”, som den irske digter og nobelprismodtager Seamus Heaney har udtrykt det. Om dette er rigtigt for det foregående, må du som læser selv tage stilling til. Der er sikkert nogle, der vil sige, at der mere er tale om fri fantasi end om et forsøg på en historisk afhandling. ”Der er tale om antagelser og gætterier baseret på nogle få relevante kilder og en masse andre informationer, der intet har med sagen at gøre. Det man kan fortælle om Aabenraa og Brundlund i året 1429, kan man kort læse om hos Erslev side 247f., og det er alt, der kan siges om Aabenraa og Brundlund 1429. ” Det er selvfølgelig en kritik, man risikerer, når man forsøger sig med noget nyt som en ”augmented rekonstruktion” af begivenheder og regnskab.
Efterskrift
”Vejen er målet” siges det ofte, og det har også været tilfældet i dette arbejde – og det blev inspireret af et simpelt spørgsmål: Hvor meget krig kan man få for 20.000 mark lübecksk i 4 uger i senmiddelalderen?
Det begyndte med at forsøge at finde tal, der kunne være med til at besvare det. Selve arbejdet er foregået ad to spor, dels ved at benytte bibliografier og ikke mindst ved ”knopskydning” – altså at én afhandlings noter har ført videre til de næste tal og oplysninger, som igen har ført til videre læsning osv. Der har været mange interessante oplevelser undervejs – også ofte ved læsning af ældre afhandlinger, der altså stadig kan bruges.
”Knopskydningen” har ikke altid ført til oplysninger, der kunne bruges, men har derimod givet anledning til overvejelser om, hvilke undersøgelser det kunne være interessant at foretage i fremtiden fx:
Om ”rejsen” med hertug Wilhelm var noget risikabel og uprøvet, kan jeg dog med Hermann Hesse i Der Pilger sige:
”Hab ich auch das Ziel verfehlt, Kühn war doch die Fahrt.“
(”Har jeg også forfejlet målet, dristig[herlig] var færden dog”).
Sidehenvisninger i teksten
refererer til en samlet fil med
noter, som findes i BILAG 8.
Peder Ravn