Ekskurs 2: Vitaliebrødre – lejesoldater med ret til selvaflønning

Hvor der er handelsskibe, er der også sørøveri med udsigt til et hurtigt bytte; der kan dog også ligge andre motiver bag, fx økonomiske eller politiske konkurrenter, som engagerede sørøvere for at genere deres fjender.

Efter en våbenhvile brød fjendtlighederne i Sønderjylland ud igen i 1416. Holstenerne var i begyndelsen meget trængte, og de gode erfaringer, mecklenburgerne i slutningen af det 14. årh. havde haft med at engagere kapere, inspirerede dem til også at åbne deres havne for mænd, der ville drive kaperi mod "de tre riger".

Disse mænd gik under betegnelsen vitaliebrødre. Det var oprindelig betegnelsen for de søfolk, mecklenburgerne havde engageret i deres kamp mod dronning Margrethe for at beholde den svenske trone, og som deltog i kampen om det belejrede Stockholm. De sørgede også for forsyninger til byen, og heraf navnet: vitalie = fetalje = forsyninger. Efter freden i Lindholm i 1395 drog de fleste af dem til Frisland, hvor øerne gav gode muligheder for sikre skjulesteder, og friserne var mere end villige til at bringe de røvede varer i omløb igen, naturligvis mod at få en passende andel.   Andre tog til den nordlige del af Østersøen eller den Botniske Bugt, hvor de opførte borge, hvorfra de kunne operere.

Vitaliebrødrene blev betegnet som partige (man havde en andel), eller Likedeeler (de delte ligeligt). Det lader til, at man mange steder har skelnet mellem vitaliebrødre og almindelige sørøvere vittallienbrodere unde zeroveren - "nyne vitalenbroderen och andere rovere".   

De blev først og fremmest rekrutteret blandt matroser og fiskere, der var vant til at sejle, men også bønder og folk, der var kommet i klemme under de sociale uroligheder i hansestæderne før og efter år 1400, blev optaget blandt vitaliebrødrene.  Købmænd, der var gået konkurs, og dermed havde sat sig uden for det gode selskab, valgte af og til denne beskæftigelse, og forbrydere eller forviste fra byerne kunne også blive vitaliebrødre. Det eneste afgørende var, at man forstod sig på at bruge våben. Alle havde et håb om, at kaperlivet kunne give dem rigdom og social opstigning.

Det kan godt være, at vitaliebrødrene har opfattet sig som et broderskab eller gilde, men når de blev taget i sørøveri, fandtes der kun én straf, som omfattede alle ombord. De blev halshugget, og hovedet blev med et stort spiger anbragt på pæle i havneindløbet på et sted, alle skibe skulle passere. Som skræk og advarsel samtidig med, at det skulle forhindre, at de fordømtes sjæle gik igen.

Når vitaliebrødrene blev engageret af en by eller fyrste, fik de et kaperbrev fra den eller dem, de arbejdede for, og dermed skulle kaperiet i en krigssituation være fuldt legal. Helt så enkelt var det dog ikke, da retsforholdene var meget komplicerede; byret, strandingsret og søret var uafhængige med mange grænsestridigheder til følge. Neutral fragt på fjendtlige skibe kunne kapres, og det samme gjaldt for neutrale skibe med fjendtligt gods. Noget som hansestæderne ikke anerkendte; for dem var alt sørøveri.

De holstenske kaperhavne

Da de holstenske havne blev åbnet for kapere, strømmede mange vitaliebrødre til, ikke kun fra Frisland men også andre steder fra. Kiel, Eckernförde, og Neustadt var nogle af de byer, der herefter blev brugt som base for deres togter. Adgang til sikre havne og skjulesteder, hvor man kunne overvintre, reparere skibe, proviantere samt have mulighed for at afsætte de røvede varer, var meget nødvendige. Hvor vigtigt dette var, kan antallet af kapringer i Østersøen, der er registreret i hansestædernes optegnelser før 1416, sige noget om. Det eneste vidnesbyrd, der findes i de hanseatiske kilder om sørøveri i tiden fra 1410 til 1416, er et brev fra Wismar til Lübeck angående en adelsmand, der havde fanget nogle sørøvere og kastet dem i fængsel. Nu kan man selvfølgelig ikke slutte, at fraværet af oplysninger betyder, at der så ikke fandt kapringer sted, men det er dog påfaldende, hvor stor forskel der er på oplysningerne fra dette tidsrum og årene herefter.

Vitaliebrødrene viste hurtigt, hvor effektive de var, og det bekræftes indirekte, hvis man ser på de forhandlinger, der blev ført i juli 1416 mellem Erik af Pommern og hansestæderne ved Lollands albue. Her ønskede kongen et forbund, hvor hansestæderne skulle tage sig af bekæmpelsen af de holstenske vitaliebrødre, mens han selv tog sig af kampen på landjorden. Han kom også ind på de skader, de holstenske kapere gjorde på købmændene. Hvis stæderne ikke ville gøre noget for at stoppe dem, blev kongen nødt til selv at engagere kapere.

Den 12. november 1416 skrev kongen igen til hansestæderne, der alle var forsamlet i Lübeck og Rostock, at han ved et tidligere møde var blevet lovet, at han inden 6 uger ville få besked om, hvad stæderne agtede at gøre ved sørøverproblemet ”Vi og vore er blevet groft og hårdt beskadiget siden den tid, og endnu bliver det fra dag til dag af sørøverne, at det for os ikke er til at bære”. Svaret var, at hansestæderne ville sende skibe i søen, så snart vejret tillod det, og så tilføjedes det, at "de mange skader, der allerede er sket, gør os af hjertet ondt". Der blev samme dato den 8. december 1416 skrevet til holstenerne og klaget over de mange overgreb, der var sket fra skibe, der kom fra Holsten. Der var heller ikke betalt erstatning for det tidligere røvede, og hansestæderne forlangte, at overfaldene blev stoppet, ellers ville man selv gøre noget.

Det lader ikke til at have gjort det store indtryk i Holsten. Den 20. januar 1417 drøftedes problemet igen på en hansedag, og der blev skrevet til holstenerne, hvor der i skarpe vendinger blev klaget over de skader, som vitaliebrødrene havde tilføjet købmændene. Hvis der ikke øjeblikkeligt blev gjort noget ved problemet og ydet erstatning, som holstenerne mundtligt havde givet tilsagn om, ville man gå over til repressalier. Hertug Heinrichs undskyldning om, at vitaliebrødrene ikke stod i hans tjeneste, afvistes som ubegrundet. At det var alvorligt ment med gengældelse, vidner et brev fra den 26. januar 1417 om, hvor Heinrich bad om, at man ville udsætte iværksættelsen af repressalier indtil den 21. marts, hvor han vil have indgået forlig med de skadelidte, og samtidig lovede han at skrive til alle de byer, hvor der kunne opholde sig nogen, der ville "skade købmanden", at de ikke stod under hans beskyttelse.

I august 1417 tog vitaliebrødre fra Kiel et skib tilhørende ærkebispen i Lund Peder Kruse. End ikke for kirkens mænd gjorde disse "kjække sørøvere" holdt, som Jahn skriver. En mængde kostbare klæder, bøger, og guld og sølv faldt i kapernes hænder. Biskoppen havde sendt bud efter sine ejendele, fordi han efter Erik af Pommerns indtagelse af Slesvig by ville demonstrere grænsen for den danske kirkeprovins.

I november 1417 lykkedes det for Lübeck at få indgået den første våbenhvile, og i dokumenterne fra disse forhandlinger var et af punkterne de vitaliebrødre, grev Heinrich havde engageret. Han lovede ikke blot at afskedige disse, men også, at det ville ske til lands og ikke til søs, for at de ikke skulle gøre mere skade. Han lovede endda at sende en af sine mænd, Luder Sten, til Kiel for at indskærpe dette over for byen. Svaret fra Kiel var, at vitaliebrødrene måtte forlade landet over land, da man havde tilbageholdt deres skibe og ikke ville udlevere dem.

I et brev fra marts 1418 fra Lübeck til Wismar lader det til, at rådet i Kiel ikke helt fulgte opfordringen til at afskedige alle vitaliebrødre. Byen ville skrive til Kiel og klage over, at sørøverne havde fået ophold her "doch besorge wy, dat id wenich helpe".

At det ikke varede længe, før vitaliebrødrene vendte tilbage til de holstenske havne, kan ses af et brev fra den 16. maj 1419 til højmesteren for Den Tyske Orden, hvor det blev beklaget, at skibsførerne fra hele Østersøområdet manglede 300-400 søfolk for at kunne bemande deres skibe. Søfolkene var taget til Frisland eller Holsten.

Det kunne der være mange grunde til, men en af dem var uden tvivl de betingelser, søfolk måtte arbejde under hos hansekøbmændene. Varerne kom altid i første række, også ved forlis. Søsyge søfolk skulle betale deres hyre tilbage, og rømmede de, inden arbejdet var afsluttet, kunne de straffes med fængsel på vand og brød, eller endog henrettelse. De kunne ganske vist tjene lidt ekstra ved selv at handle, eller ved at hjælpe ved lastning eller losning, men den store indtjening var der ikke tale om. Det kan derfor ikke undre, at der var så mange søfolk, der ønskede at tilslutte sig vitaliebrødrene.

I forbindelse med indkaldelsen til fredsforhandlinger i Flensborg i 1421 sendte Lübeck et brev til Wismar, hvori byen opfordredes til at deltage. I dette brev blev der også gjort opmærksom på, at man ville tage spørgsmålet om sørøveri op, både med kongen og med holstenerne. Stralsund sendte dog afbud til mødet; man ønskede ikke at mødes med holstenerne "fordi de inden for kort tid har gjort vore borgere stor skade".

I december 1421 sendte rådet i Lübeck et brev til sine udsendinge i Flensborg. Her berettedes der om de mange vitaliebrødre, der var på havet. De var sejlet ud fra Eckernförde og havde taget adskillige skuder og 1 skib med 50 heste. Hestene var blevet bragt til Kiel og Lütjenburg. Ifølge et rygte i Lübeck havde vitaliebrødrene smidt søfolkene over bord, og udsendingene blev bedt om – efter bedste evne – at klage over dette hos hertugen af Slesvig.

Den 16. maj 1422 skrev Lübeck til Wismar og gav følgende oplysninger om de forberedelser, vitaliebrødrene gjorde. Byen havde haft udsendinge i både Neustadt og Kiel. I Neustadt var der ingen brødre, men i Kiel forberedte de sig på at stikke til søs. De havde 16 eller 18 snekker og en krejer på 70 læst, og endnu to krejere, der dog ikke var fuldt udrustet endnu.

Den 21. maj 1422 skrev rådet i Kiel til Lübeck og advarede om, at vitaliebrødrene rustede sig til at tage på havet. "Siden den tid, hvor vitaliebrødrene bragte everen [mindre skib] til vores by, har vi arbejdet ihærdigt på, at det ikke skulle ske igen". Og så kom nok den mest interessante del af brevet. Byens råd tilbød Lübeck at arbejde for, at de ville blive stoppet "by unser herschop." Hvem der stod bag, og for hvem det var muligt at stoppe vitaliebrødrenes hærgen, kan der ikke herske nogen tvivl om, men den store tiltro til, at det ville ske, har hansestæderne nok ikke haft.

Samarbejdet mellem byen og vitaliebrødrene har, på trods af Kiels påstand om det modsatte, sikkert fungeret upåklageligt. Rådet og nogle af vitaliebrødrene kvitterede den 13. februar 1418 sammen for en sum, der var blevet dem betalt. Beløbet er ikke nævnt og heller ikke, hvem det er, som de har modtaget summen af, men det interessante er, at de kvitterer sammen. Det må betyde, at der var et tæt samarbejde mellem parterne. Der kan være tale om løskøb af et skib eller gods. Den 25. juli 1423 var der en kort meddelelse fra en skipper i Åbo, Nicolaus Olavsson, om at han havde fået sit skib tilbage, som var blevet ham frarøvet og bragt til Kiel. Kiel var en hansestad, og skulle som sådan stille med folk til bekæmpelse af sørøveri (ganske vist kun 3). På den ene side brugte byen altså penge til at bekæmpe sørøveriet, og på den anden side var der borgere fra Kiel, der handlede med røvede varer. Det var selvfølgelig noget, der vakte stor forargelse blandt de andre hansestæder, således på et møde i Wismar i 1417. Også efter kampen om Sønderjylland forblev Kiel en markedsplads for røvede varer; i 1448 blev byen stadig brugt til dette formål.

En anden af vitaliebrødrenes hyppigt nævnte tilholdssteder var Neustadt, hvad der ikke kan undre, når man ser, hvor byen ligger. Rådet i byen skrev den 19. juli 1420 til Lübeck og hævdede, at det havde gjort alt, hvad der var muligt med hensyn til det skib, der var blevet ført til Neustadt. Som fjendtligt gods var det blevet bragt til byen uden rådets viden, og man ville arbejde for, at skib, last og mandskab blev hurtigt frigivet. I et brev fra rådet i Lübeck til Hamborg juli 1420 berettedes om et stort skib med kostbart gods tilhørende lübeckske borgere, som vitaliebrødre fra Neustadt havde taget. Man havde derfor sendt en mand til byen, men frygtede, at der skulle ske yderligere skade for borgerne. Man anmodede om, at Hamborg tog kontakt til holstenerne og formidlede, at borgerne kunne få deres gods tilbage, og at købmanden for fremtiden skulle forblive ubeskadiget. Den 20. sept. 1420 oplyste Neustadt til Lübeck, at byen ville sørge for, at ingen fjernede gods fra et skib (det er ikke til at afgøre, om der er tale om det samme skib), der var blevet bragt til byen, for at give ejerne lejlighed til at hente deres varer. Man så sig ikke i stand til at bringe det til Lübeck, og man kunne heller ikke forhindre, at byens herrer (de holstenske hertuger) havde givet dem, der ville føre krig mod "de tre rigers konge", lov til at bevæge sig frit i landet, men ville forsøge at forhindre, at det skete fra havnen i Neustadt.

Det kaprede gods

Normalt oplyses det kun, at et skib er blevet kapret og ført til den og den havn, men ved den følgende kilde er det så heldigt, at det kan ses, hvad der er blevet røvet, og hvad værdien af (noget af) det røvede har været. Den 17. november 1421 var et skib fra Stralsund, der stod ud fra Trave, blevet taget af holstenerne. Byen bad om, at Lübeck skulle gøre sin indflydelse gældende, da skibet også havde lübeckske borgeres gods ombord. Greifswald, der også havde borgere, der havde mistet gods ved kapringen, bad ligeledes Lübeck om at gøre sin indflydelse gældende overfor holstenerne.

På et stykke papir, der har været vedhæftet en af disse klager, er der nøje gjort rede for, hvad skipperen på skibet, Claus Sjællandsfarer, havde mistet. Først en liste over sørøverne, 13 i alt, og hvor de kom fra, Oldenburg, Eckernförde, Neustadt og Lütjenburg. Dernæst en opgørelse over hvem, der havde fået del i rovet: Marquard van Sicgem hjalp med at få varerne i land, og for dette fik han en rulle klæde fra Leyden og 3 tønder salt. To brødre Ahlefeldt fik 1 last salt og 1 tønde rav og 5 stokfisk fra Bergen, og for dette tillod de, at varerne blev ført ind i deres område. Så var der fogeden i Eckernförde, Gerd van Kotelberg, som også holdt hånden frem, han fik 14 tønder salt. Breide Rantzau og hans fætter fik 12 ruller klæde; ifølge opgørelsen var der 13 om bord, men den trettende havde hertugen kørt bort i sin fodersæk(vodersack). Yderligere havde skibet været lastet med 4 halve baller klæde (4 terling wandes), 400 pund græsfrø(?)(cypollensaed), 1/4 tønde rav, og 1 tønde tørrede fisk (vlackvissches), 1 kiste med klæder og 40 m. l. i rede penge, og endnu en kiste med tilsvarende indhold, værdi 30 m. l. Endvidere havde der i rede penge været 130 guIden, 10 m. l. Værdien for anker og tov blev opgjort til 50 mark sundesch fra Stralsund. Endelig havde der været 8 engelske kårder og 1 rulle blåt klæde fra Ypres om bord.

Værdien af det røvede har været adskillige hundrede mark lübecksk. Det mest interessante er, at vi for første gang direkte kan se, at man mener, at greverne også har fået del i byttet. Det er forbløffende så velunderrettet vedkommende, der har udfærdiget listen, har været; det kan dog undre, at de holstenske hertuger har ladet sig nøje med en rulle klæde. Det er en af de få gange, hvor de direkte kædes sammen med kaperiet.

Skibene repræsenterede også en betragtelig værdi. Der findes enkelte kilder, der viser, hvor meget de forskellige typer af skibe kunne sælges for, eller hvor meget ejeren skulle have i erstatning, hvis han havde mistet sit skib i forbindelse med krigshandlinger. Den 1. juni 1430 solgte en skipper sin ever (euer) for 240 mark lübecksk, og den 28 juli solgtes en fjerdedel af en krejer for 100 mark lübecksk.

I langt de fleste tilfælde har købmændene måttet afskrive deres tab, men det kan formodes, at de af og til selv har været i stand til at "købe" det stjålne gods tilbage fra vitaliebrødrene. Det har været den letteste måde for brødrene at skaffe sig rede penge på. Skulle de i havn med en last sild eller klæde, var der sikkert nogle, havnemyndigheder eller rådet i byen, der skulle have andel i rovet. Det sikreste, hurtigste og mest indbringende ville altså være at sælge tilbage til ejeren. På den måde kunne ejeren også formindske sit tab. Hvor ofte det foregik vides ikke; det har ikke været i parternes interesse at få det nedfældet på papir.

Enkelte eksempler på, at det foregik på denne måde findes dog. Fx Henning Hardeliff, der bekendtgør "løsladelsen" af sit skib, der under stædernes krig mod Erik af Pommern blev ham frarøvet, og som af den nuværende skipper, Hinrich Gerdessen, var blevet tilbagekøbt fra vitaliebrødre i Neustadt. Også efter krigsafslutningen blev der forhandlet om røvet gods. Den 2. februar 1433 forhandledes der om et skib, der var blevet taget af vitaliebrødre under krigen mod danskerne, og derefter ført til Neustadt. Hvad udfaldet blev, hører vi desværre ikke noget om.

Når det enkelte gange lykkedes for ejerne at opspore det kaprede, og man forsøgte at få det tilbage, var holstenerne kendt for at trække tiden i langdrag. Således også med gods, der var blevet taget fra en af Den Tyske Ordens fogeder, hvor man frygtede, at det røvede gods skulle forsvinde, inden man kunne få det igen: "Der findes folk, der bringer godset til landet Holsten for at dele det op”. Når man skulle afsætte det røvede gods igen, var det nødvendigt at omlade ting til tønder, der ikke havde ejerens mærke, eller omsmelte ting som fx voks.

I et brev fra Bremen klagedes der over hertugen af Slesvig. ”Ligeledes har hertugen af Slesvig taget skipper Albert Kukens skib, som var lastet med sild. Og lasten blev bragt til hans (hertugens) land og solgt der. Skipperen og købmanden opgjorde deres tab til 2 tusind mark lübecksk”." Der er ingen tidsangivelse på brevet, men det interessante er også, at det direkte er hertugen, der bliver gjort ansvarlig for rovet, og at de røvede sild er blevet solgt i Holsten.

Når skibene blev ført til de holstenske havne, kan det være en del af den aftale, der blev indgået mellem greverne og de vitaliebrødre, de engagerede, selvom der ikke eksisterer noget skriftligt om en sådan aftale. Her kan også være aftalt, at alle "fjendtlige" skibe, så vidt det var muligt, skulle føres til en holstensk havn. Selvom det var muligt at sælge skib og last i andre havne, kan vitaliebrødrene ikke have været sikre på, at dette kunne ske uden problemer; nogen kunne genkende lasten. Det sikreste, og sikkert også det hurtigste, hvis man ikke kunne sælge det tilbage til ejerne, var altså at føre det røvede gods til Holsten.

De store farer kan man ikke påstå, at vitaliebrødrene har været udsat for på havet. Det er kun sjældent, vi hører om, at nogle af dem er blevet fanget, men et eksempel har vi dog. Et lübecksk skib var stødt på nogle vitaliebrødre, og havde dræbt en del af dem. Resten, der var flygtet til Heiligenhafen, blev forfulgt af de lübeckske soldater og pågrebet. 22 blev dømt og halshugget i byen, anføreren blev dog ført til Lübeck, hvor også han mistede hovedet.

Optrapning i indsatsen af vitaliebrødre

I juli 1426 begyndte vitaliebrødre også at tage direkte del i krigshandlingerne. I juli erobrede de 16 skibe, der var på vej med proviant til de danske styrker, der belejrede Slesvig og Gottorp, og de erobrede adskillige andre skibe på Slien. I september deltog de i erobringen af Femern og borgen Glambek, som de fik til at overgive sig ved at foregive, at Lübeck og Hamborg deltog i angrebet. Det gjorde de ikke, men den 27. september 1426 indgik holstenerne et forbund med de vendiske hansestæder, der erklærede kong Erik af Pommern krig. Dette var et vendepunkt i kampen om Sønderjylland.

Hansestæderne havde et meget ambivalent forhold til vitaliebrødrene og kaperiet. Man forsøgte på alle måder at bekæmpe det, men når man selv deltog i en væbnet konflikt, var noget af det første, man gjorde, at engagere "lozer gezellen" ”løse folk” (et andet udtryk for vitaliebrødre eller kapere). Hamborg var et typisk eksempel på denne holdning. En udtalelse fra 1398, som nogle vitaliebrødre gav en købmand med på vejen, viser noget om dette: ”de var Guds venner og hele verdens fjender, med undtagelse af dem fra Hamborg og Bremen”. I andre hansestæder blev der på dette tidspunkt klaget over, at man i disse to byer ikke reagerede, når bytte blev sat til salg på deres markeder. Hamborgs forhold til sørøveri var altså mildest talt problematisk. Selvom man under krigen mod Erik af Pommern understøttede kaperiet, havde man dog andre steder store problemer med vitaliebrødrene, først og fremmest i Frisland.

På et hansemøde den 3. august 1427 opfordredes alle de vendiske stæder til at engagere kapere ”Ligeledes har sendebuddene besluttet, at enhver by skal øjeblikkelig tilkalde dem, der vil bekrige eller berøve de tre riger… og hvad de tager, som hører hjemme i rigerne eller kommer herfra, skal de kunne bruge, som de ønsker”.

Det betød en voldsom tilstrømning af vitaliebrødre. I 1427 forsøgte kejser Sigismund gennem Den Tyske Orden at hverve 1000 "Schiffskinder" og nogle gode anførere, der skulle sendes til Ungarn for at kæmpe mod tyrkerne. Det har muligvis været et forsøg på at hjælpe Erik af Pommern; på den måde ville holstenerne og hansestæderne ikke have så mange vitaliebrødre til deres rådighed. Hvervningen blev dog ikke til noget. De kilder, der findes fra resten af krigen, viser, at der virkelig var blevet tiltrukket et stort antal kapere, og samtidig viser de, at vitaliebrødrene havde haft store problemer med at kende forskel på ven og fjende. For slet ikke at tale om behandlingen af skibe fra neutrale byer.

I 1428 beskyldtes skibe fra Rostock for at have kapret proviantskibe fra Hamborg og Stralsund. I et brev til Lübeck bedyrede byen ikke at vide noget om dette, og hvis det var sandt, ville man gøre alt, for at skibet blev udleveret igen. Man oplyste endvidere, at der i farvandet ud for Wismar lå 2000 mand "lozer gezellen"; man foreslog derfor, at al sejlads blev indstillet, indtil byerne havde talt om, hvad der skulle gøres ved problemet. Hvis tallet er rigtigt, var der tale om en meget stor ansamling af vitaliebrødre. Det var så slemt, at Riga den 1. april 1428 meldte til Dorpat, at man ville indstille al skibsfart, fordi der var for mange sørøvere på havet, og opfordrede byen til at gøre det samme.

Den egentlige fjende gik det dog også ud over. Den 10. juli 1428 meldte Hermann Westphal til Lübeck, at man havde været på Bornholm for at plyndre; halvdelen af øen var brændt, og man havde taget 500 køer, 1000 okser, 600 lam og 6 last smør. Året før var Bornholm også blevet overfaldet, og indbyggerne havde måttet love 10.000 lødige mark i brandskat. Andre øer blev plyndret, Møn, Falster, Lolland, Læsø og Ærø. Men også neutrale kystområder var udsatte. Den 30. september 1429 lovede Hamborg biskoppen på Øsel, at hans undersåtter ikke ville blive udsat for overgreb fra hamborgske borgere eller lejesoldater.

Hvad det var, de holstenske hertuger havde gjort, da de slap vitaliebrødre løs på skibsfarten, fik de at se, da de åbenbart i december 1428 blev overfaldet på havet. I alt fald beklagede de sig kraftigt til rådet i Lübeck, der sendte et brev til Wismar, hvorfra overfaldsmændene efter holstenernes mening måtte være kommet. Hvad der videre skete i sagen, melder historien ikke noget om.

De preussiske byer og Den Tyske Orden holdt sig neutrale under hele krigen, men på trods af dette blev en del preussiske og livlandske skibe dog opbragt af begge parter. I et brev til de vendiske hansestæder beklagede højmesteren for Den Tyske Orden, Paul Rusdorf, sig over de mange overgreb. I løbet af kort tid skulle kaperne have taget 22 skibe, der kom fra Weichsel-floden "everne [skibene] ligger på vores farvande, og nogle endda foran vore havne". Brevet er ikke dateret, men mon ikke året er 1428. Det passer i alt fald sammen med de opfordringer, Lübeck kom med over for Wismar. Den 17. oktober 1428 bad Lübeck om, at der blev grebet ind over for udliggerne fra byen, der havde taget et preussisk skib, selvom aftalen var, at alle skibe herfra skulle kunne anløbe de vendiske havne uden at lide overlast. Også i et brev fra den 24. dec. 1428 spurgtes der, om det rygte var sandt, at 30 preussiske skibe var blevet opbragt af vitaliebrødre og bragt til farvandet ud for Wismar. Hvis det var tilfældet, blev byen bedt om at skride ind, så stæderne "ikke skal fremstå som æreløse og lovløse". Året efter, oktober 1429, måtte højmesteren igen beklage sig over, at hans undersåtter dagligt blev berøvet af lejesoldater fra Rostock, Wismar og Stralsund. Han beklagede sig til udsendinge fra Hamborg, Lübeck og Lüneburg ved et møde i Danzig.

Lang tid efter kampen havde de preussiske stæder (i 1436) lavet en opgørelse over det gods, deres borgere var blevet frarøvet af de mænd, stæderne havde i søen under krigen mod Erik af Pommern. Den dækker årene 1427-1431. Hvor meget, der er mistet i penge, er det ikke muligt at opgøre nøjagtigt, da der ikke er sat beløb på alle posterne. Selvom man må gå ud fra, at de beløb, der er opgivet, ikke er blevet sat for lavt, må man til gengæld også formode, at dokumentationen skulle være i orden ved sådanne forhandlinger. De angivne pengebeløb kan opgøres til over 11.000 mark lübecksk, hvortil kommer værdien af de røvede varer på ca. 2000 mark lübecksk. Det kan selvfølgelig være, at det er gået særlig hårdt ud over de købmænd og byer, som prøvede at forholde sig neutrale, men sammenholdt med de andre oplysninger, vi har om antallet af vitaliebrødre, har der givet været tale om gode muligheder for at gøre et stort bytte.

Vitaliebrødrenes betydning for holstenernes kamp om Sønderjylland

Tager man omfanget af korrespondance omhandlende vitaliebrødre som et udtryk for deres hærgen, er der ingen tvivl om, at de har udgjort et virkeligt alvorligt problem. Her er langt den overvejende del af kilderne hanseatiske, og kan følgelig give et fortegnet billede, men anses kilderne for at være repræsentative for omfanget af vitaliebrødrenes hærgen, må de have udgjort et stort problem. Hansestæderne havde desuden store udgifter i forbindelse med udrustning af fredsskibe, og når Erik Krummedige i et dokument nævner, at det kan være vanskeligt at komme til et planlagt møde i Slesvig, fordi hertug Heinrich har ladet 10-12 skibe sænke i Slien – de fleste hjemmehørende i Wismar – tyder det på, at antallet af opbragte skibe ikke har været noget, hansestæderne blot har kunnet afskrive. Allerede under forhandlinger i 1416 med udsendinge fra Lübeck, truede Erik af Pommern da også med selv at åbne de danske havne for kapere, selvom han beklager, at det også vil gå ud over ”købmanden”. Denne trussel gjorde et voldsomt indtryk på udsendingene.

Problemet var ikke sådan at få bugt med, og slet ikke, når andre hansestæder altid forsøgte at få Lübeck til at betale omkostningerne og klare tingene for sig. I marts 1418 måtte Lübeck således skrive til Wismar og indtrængende opfordre byen til, sammen med Rostock og Stralsund, at gøre noget ved problemet, som de havde forpligtet sig til på den nyligt afholdte hansedag. Nogle år senere var det galt igen. I september 1421 skrev Lübeck til Wismar om et skib, der var blevet taget i Fehmernsund. Man havde haft udsendinge hos holstenerne for at beklage sig over overfaldene "de dachliges schud" – ”som sker dagligt”. Man bad også om, at byen ville sende et skib i søen med 40-50 bevæbnede i nogle dage for at finde ud af, hvor sørøverne kom fra. I marts 1422 måtte rådet i Lübeck atter bede om, at Wismar og Rostock ville sende skibe til søs, da de selv og Hamborg havde fuldt op at gøre med at bekæmpe sørøverne i Frisland. I maj måtte byen skrive igen; der var åbenbart ikke sket noget.

Alle henvendelser fra hansestæderne til de holstenske havne eller de holstenske hertuger blev behandlet på samme måde: enten med at man ikke kunne gøre noget, eller ikke kendte noget til anklagerne, eller at man lovede straks at gøre en ende på uvæsenet. Mere skete der normalt heller ikke; gang på gang måtte stæderne vende tilbage til overgrebene, uden at der blev gjort noget fra "arbejdsgivernes" side.

I 1420 spidsede situationen sig til. I et brev fra den 26. juli skrev Lübeck – sandsynligvis til Wismar – at der i Neustadt befandt sig omkring 200 sørøvere, og at de inden for de sidste 3 dage havde opbragt 10 skibe. Der var så mange vitaliebrødre på havet, at ”hvis man ikke i tide gør noget, frygter vi, at det løse parti vil blive så stort, at man ikke vil kunne modstå dem, og at stæderne og købmanden vil komme til at lide forfærdelig skade, og at mange kvarterer i byerne vil gøre oprør”. Man havde forgæves henvendt sig skriftligt og mundtligt til de holstenske hertuger, men man regnede dog ikke med, at der ville være megen hjælp at hente -"de uns doch nicht helpen mochte edder mach."

I et brev fra rådet i Lübeck til borgmester Jordan Pleskow, der var i felten for at erobre byen Bergedorf fra hertug Erik af Sachsen-Lauenburg berettedes der om de mange overfald; at der måtte gøres noget, også hvis det betød, at der skulle tages drastiske midler i brug –”og kære herrer, så har de vitaliebrødre som er hos fyrsten af Holsten taget (så meget af) vores og købmandens gods, at vi ikke kan holde til mere, selv om det også bliver nødvendigt at føre krig med dem på landjorden på grund af dette”.

Et yderligere indicie på, hvor stor betydning, vitaliebrødrenes indsats kan have haft, er, at det efter indgåelsen af våbenstilstanden i 1432 lader til, at holstenerne har haft planer om at fortsætte med at engagere dem. Det var i alt fald det, som Wismar "ad hemmelig vej" havde erfaret, at de ville gøre. De skulle have engageret nogle anførere, og disse skulle have udtalt, at de ville hyre så mange folk, at de ikke længere skulle adlyde hansestæderne. Ganske vist var udrustningen af skibene vendt mod hollænderne, men Wismar beder alligevel om, at stæderne gør deres indflydelse gældende over for holstenerne, og forhindrer, at forehavendet bliver til noget.

Hvor meget vitaliebrødrene bidrog med til holstenernes krigsførelse, ud over at genere handelen kraftigt i Østersøen, er det ikke muligt at sige noget sikkert om. Nogen skriftlig aftale mellem de holstenske grever og vitaliebrødre findes ikke, og det vides ikke, hvordan byttet kan være blevet delt mellem parterne; ved andre lejligheder blev det jo delt "på ridderlig vis". Der kan have været tale om store beløb, som fik holstenerne til at risikere at sætte det gode forhold til Hamborg og Lübeck over styr. Selv ikke da vitaliebrødrenes hærgen var så voldsom, at lübeckerne truede holstenerne med krig, gjorde de noget alvorligt for at stoppe dem.

Peder Ravn