3. Mål, vægt og mønt

Ved brug af taloplysninger fra senmiddelalderlige kilder, gælder det om at være yderst kritisk og omhyggelig. Oplysningerne er tidsmæssigt meget spredte, og mål- og vægtangivelser kan være fra vidt forskellige områder. Hansestæderne fx havde ikke noget fælles mål- og vægtsystem; selv inden for et begrænset geografisk område som Lübeck, Hamborg og Holsten kunne målene variere, og der findes endog eksempler på forskellige mål inden for den enkelte by.

     Hertil kommer, at man nemt kan blive ”rundforvirret”, hvis man ser hvilke forskelle på mål- og vægtangivelser, der kan være i forskellige afhandlinger for det samme område eller den samme by. Bedre bliver det heller ikke af, at gamle oplysninger om mål ukritisk bliver overtaget fra den ene forfatter til den næste, som det allerede blev bemærket i 1722. Når forskellene også gælder for opslagsværker og fagbøger, kan man tilslutte sig det, en metrolog skrev i 1836: ”Hvornår begynder man at værdige mål og vægt på behørig vis og overlade beskæftigelsen med dem til kendere”.

     Det vil ikke være muligt her at følge denne opfordring, og ved beregningerne senere vil mål- og vægtangivelserne fra de følgende oplysninger blive anvendt:

     Et af de mål, der hyppigst blev anvendt, var en skæppe (tysk Scheffel). Hos Böttger; Waschinski 1952 angives den lybske skæppe til 22,67 l, men dette er „metrologisk ikke holdbart”. Alberti 1957 angiver 1 skæppe rug til i Lübeck at have været 34,69 l og 1 skæppe havre 39,514 l. Kröger 1985 viser forskellige målinger af skæpper fra Lübeck til at give et indhold for rugskæppen på mellem 33,41 til 35,58 l, og for havre mellem 39,24 og 39,69 l. De skæpper, der findes på museum i Lübeck bliver hos Wolf 1986 angivet til for rug at rumme henholdsvis 33 l og 34,2 l, og for havre 38,2 l og 39,4 l.

     I Rostock var en skæppe (rug) 38,89 l, og den holstenske skæppe var nogenlunde på størrelse med den rostockske - og den samme for alle 4 kornsorter.

     Når korn - eller for den sags skyld andre varer i løsvægt - skulle vejes, kunne der være mange regler for, hvordan det skulle foregå. Kornmål var i de fleste tilfælde "strøget", "urystet" og "ustødt". Det modsatte kunne også være tilfældet, og der kunne fx ”trykkes to gange med én hånd”. For havre (i Rostock) kunne der være tale om skiftevis ”strøget” og "med top på". Hvordan handelen nøjagtig skulle foregå, har været noget, som køber og sælger sikkert har aftalt på forhånd.

     I Rostock lavedes en meget benyttet - også i Norden - tønde, der blev kaldt sildetønden, fordi den af mange hansestæder fra 1375 og i årene herefter blev gjort til normen for sildetønder.I Lübeck blev den fx målt med ”eynen yseren runden bant mit anderen zwen stucken dar zu behorende”. Det var dog kun det ydre mål, der her kunne kontrolleres. Tøndestavenes eller bundens og toppens tykkelse kunne ikke kontrolleres.

 

     En tøndes volumen kan måles med følgende formel og mål: hvis tøndens højde h er 85 cm, tøndens diameter på midten D er 65 cm og tøndens diameter ved enderne d er 40 cm, er tøndens volumen i kubikcentimeter = (3,14 x 85 divideret med 15) x (2 x 65² + 40 x 65 + ¾ x 40²) = (17,79) x (12250) = 217.968 cm³ eller ca. 218 liter.

Ændrer man nu tykkelsen på stavene og top og bund med fx ½ cm, vil volumen ændre sig:

h=84 cm, D= 64 cm, d=39 cm. (3,14 x 84 divideret med 15) x (2 x 64² + 40 x 64 + ¾ x 39²) =

(17,58) x (11828,75) = 207.949 cm³ eller ca. 208 liter.

Det er en stor forskel på indhold, så blot nogle få millimeter kan betyde en stor fordel for den, der benytter en tønde, der på ydersiden overholder normen, men hvad indholdet angår, bliver til et tab for køberen.

Benyttelsen af mange af den slags tønder kan betyde en anseelig gevinst.

Derfor enedes Lübeck og Rostock i 1469 om, at tønden skulle holde et volumen på 8 Heringsahm (ame). Denne sildeahm, der i museer findes fysiske eksemplarer af, indeholder for Lübecks vedkommende 14,97 l og for Rostock 15,08 l. Da en sildetønde indeholdt 8 ahm, bliver det for Rostock 120,64 l. Tøndens volumen var afstemt, så den passede med andre mål fx 32 Stübchen efter Mainzer norm à 3,77 liter lig med 120,64 liter eller 30 Stübchen Wormser norm à 4,02 liter lig med 120,60 liter.

     I litteraturen bliver indholdet af sildetønden ofte angivet med ca. 118 l. Dette gælder også for KLNM, der angiver tønden til at have et rumindhold på 117,36 l. Dette tal stammer ifølge Wolf 1986 fra Stieda 1886, der bliver overtaget af Held 1918 og også af Techen 1925, der alle antager, at hver ahm indeholder 14 ¾ liter.   

     Den største enhed, varer blev angivet i var læst. 1 læst (tysk Last) korn (for byg og rug) var i Lübeck 24 tønder, og 1 læst havre 48 tønder. 1 læst tøndegods bestod for de fleste andre varers vedkommende af 12 tønder, fx smør, tran, honning, tjære, øl og fisk (sild). I forbindelse med læstetal blev varens navn dog altid nævnt, idet der kunne være undtagelser fra reglerne, 1 læst salt kunne også være 18 tønder.

     Der var stor forskel på vægten af forskellige varer, 1 tønde smør fx vejede 126 kg, og 1 tønde honning 157, 5 kg. Normalt angiver vægten af en tønde smør til 224 pund.

Tabel 1: Grovvarer

Tabel 1: Grovvarer

Fra liter til kilo

Ved omregning fra l til kg skal man kende rumvægten, der er vægtenheden kg/hl. Den kan variere meget fra parti til parti (fx pga. vandindholdet), men er for tørt korn ca.:

Tabel 2: kg/hl

     Andre steder er der lidt afvigende angivelser af omregningen. Fx angiver Witthöft 2002 den samme omregning for hvede 75 kg/hl (750 g/l), mens den for rug er 67,5 kg/hk (675 g/l) og havre 43 kg/hl (430 g/l). Det samme gælder for Wolf, der har følgende omregningsfaktorer: hvede 75 kg/hl, rug 70 kg/hl, byg 56 kg/hl og havre 42 kg/hl. De 2 sidste afviger en del fra angivelserne i skemaet, uden at det er klart hvorfor.

     Om disse vægtangivelser fra nutiden og det 18-19 årh. også gælder for senmiddelalderen, ved vi ikke, men det er sandsynligt. Anvender man disse tal vejede 1 skæppe rug altså i Lübeck ca. 25 kg, i Rostock og Slesvig-Holsten ca. 28 kg.

Øl og vin

Øl blev målt i Stübchen (stoveken) og tønder. Normer for Stübchen kendes i Hamborg og Lübeck ikke før 1487, da 1 Stübchen blev fastsat til 3,638 l. Samme forfatter skriver lidt senere: I Lübeck blev der i 1487 støbt et nyt mål for en halv Stübchen, der indeholdt 1,755 liter, altså en Stübchen på 3,51 liter. På målet står der: Anno domini 1487 da wart dese stoveken nyn mate ghaten myt vulborde des erliken rades der stad lubeke in nutte des gemene besten. Denne Stübchen var også en tilpasning til målet ohm, der blev benyttet mange andre steder, og som indeholdt 40 Stübchen à 3,52 liter lig med 140,8 liter. Hvilket mål er så det rigtige – eller var der to forskellige?

     1 Ohm (ahm eller ame) var et gammelt mål for øl og vin, men særligt for vin. Det varierede dog også fra land til land og fra by til by. Ame er ikke lig med ama, amaer, der er lig med en Eimer. 1 Eimer er et vinmål i Nordtyskland i senmiddelalderen, der er lig med ½ ame eller ohm. Ame kan også betegnes som en tover (”med 2 håndtag”).

     1 Maβ var lig med 1,2 l (1,069) i Nürnberg.

     For England var 1 fad (tun) lig med 953,93 l (252 gallons à 3, 785432 l, der var den gamle engelske winchestergallon. Hvis der var tale om franske måleenheder, var 1 pipe 616,4 l og 1 tonneau 931,1 l. 1 fuder var et gammelt (rhinsk) vinmål på 875-1000 l.

     At navigere blandt alle de forskellige vinmål var noget, man havde store problemer med, og indholdet af et fad fx kunne variere så meget, at man i Antwerpen 1431 skulle fortolde vin efter deres indhold i tønder eller ohm.

     Som med Stübchen var der forskel på øltøndernes volumen. En øltønde til eksport indeholdt i Hamborg før 1487 16 verdendeel (Viertel) eller 128,88 liter. En veerndel var lig med 2 stoveken (Stübchen) altså indeholdt en hamborgsk øltønde til eksport 32 Stübchen à 4,3 liter. Denne eksporttønde blev 1487 ændret til 17 ½ verdendeel og indeholdt dermed 140,8 liter. Det skete i Bremen, men uden tvivl også i Hamborg So de hamborger tunnen don. Som med Rostocktønden var det af praktiske og handelsmæssige grunde en tilpasning til målene i den vestlige del af Tyskland og de hollandske byer, som det meste af øleksporten gik til. I Hamborg havde man desuden en tønde på 48 Stübchen à 1,62 l. Hvorfor man havde en så usædvanlig lille Stübchen, har jeg (endnu) ikke fundet en forklaring på.

Tabel 3: Flydende varer

Salt

I KLNM står der: ”1 td. Lüneburgsalt vejede i 1300-tallet ca. 1 skpd. (280 markpd.), hvoraf tøndens vægt udgjorde 2-3 lispd.” 1 tønde lüneburgsk salt var lig med 1 skibspund eller 280 pund (à 486 g), eller 6 (salt)skæpper à 22,680 kg, hvilket er 136,08 kg. Til denne bruttovægt lægges 3 lispund (à 6,804 kg) eller 20,4 kg (tara) for tønden. Det skulle så give en bruttovægt på 155,5-156,6 kg. Witthöft har selv en anden vægt: 1 tønde lüneburgsk salt var 24 lispund á 6,804 kg= 163,296 kg. 1 last salt var lig med 12 tønder, men kunne også være 18 tønder – som den var i Danmark.

Vægt - pund

Her er det – også – nemt at komme på glatis. Kröger 1986 har 14 forskellige tal for vægten af et pund, fra 483,326 g til 485,03 g, taget fra forskellige kilder og sammenligninger med fx det engelske troypund. En måling med en bismervægt fra Riga gav en pundvægt på 485 g.

     Det er altså nødvendigt at vælge den vægt for et lübecksk pund, som man mener, der er argumenteret bedst for: 1 lübecksk pund var 484,708 g, et hamborgsk pund 484,6 g og et lüneburgsk 486,0 g. Det skal lige præciseres, at der her er tale om markedspund. (andre pund var kræmmerpund og møntpund). Et pund var delt i lot, der var lig med 1/32 pund. I Lübeck var 1 lot altså lig med ca. 15,15 g.

     1 preussisk pund (kulmischer Pfund) var i Danzig sandsynligvis 424,863 g, og i Nürnberg var et pund 475 g. 

     1 lispund var i Lübeck lig med 14 pund, ca. 6,8 kg, hvis der var tale om landfragt, men 16 pund, hvis der var tale om bruttovægten.   

     1 skibspund var lig med 20 lispund eller 135,7 kg og 155,2 kg bruttovægt. Ved siden af dette skibspund på 280 pund (20 x 14) var der også et skibspund på 320 pund (20 x 16), der var et mål beregnet til dem, der transporterede varerne.

Tabel 4: Vægt

Regnings – og betalingsmønt*

* normalt bruges der forkortelser for de fleste regnings- og betalingsmønter, men i det videre forløb vil de for læsbarhedens skyld blive skrevet fuldt ud, og forkortelser overvejende blive anvendt i tabeller.

Regningsmønter var mark (m.), der blev benyttet i bl.a. Lübeck, Holsten, Rostock, Lüneborg, eller pund. 1 mark var lig med 16 skilling (sk.), og hver skilling var lig med 12 penning (p eller d for denar). 1 penning var lig med 2 heller. Blev der regnet i pund, som i fx Hamborg, var dette lig med 20 skilling, og hver skilling var lig med 12 penning. Større summer kunne også afregnes i gulden. 1 gulden svingede noget i værdi, i 1410 var den 17 skilling værdog i 1441 26 skilling.Potthoff sætter den for det 15. årh. til 24 skilling.

     Den preussiske mark (m. pr.) i Danzig var lig med 24 scot (fc) lig med 60 skilling eller lig med 720 penning.

     Mønter til betaling var i første række en slået mønt kaldet witten, som Lübeck fra 1367 og den vendiske møntunion efter 1379 og indtil en reces i 1410/11 skal have præget 15 mio. stk. af. Mønten var 4 penning værd, en vægt på 1,33 gr. og et sølvindhold på 1,16 gr. Tidligere var andre prægede mønter hulpenning (1 penning) og dobbeltpenning (kaldet blaffer).

     Witten blev siden 1388 og senest efter 1422 suppleret og efterhånden afløst af to andre mønter 3-penningen og 6-penningen. I 1433 blev der også slået en skillingsmønt, en mønt med en værdi af 12 penning.  

      Nu skulle der mange witten til ved store beløb, så derfor brugte man også guldmønter som betalingsmiddel. Som der står i dokumentet fra pantsætningen af Aabenraa i 1411 [  ]effte vor jewelke twe lubesche mark vnde dre schillinge eyne gude engelsche nobele [   ]. Hos Jesse angives en nobel til i 1410 at have en værdi af 35 skilling, men under Hanserecesserne for 1410, bestemmes det, at den engelske nobel skal have en værdi af 25 skilling, den lübeckske gulden 17 skillling, og den rhinske gulden (rh. fl.) 13 ½ skilling. Erik af Pommern forlangte fra 1429 1 nobel for hvert skib ved Øresundstolden, men ved betalingen kunne man i stedet for noblen betale 2 ½ rhinske gulden.

     Den rhinske gulden var en af de mest anvendte guldmønter; første gang udmøntet i 1386, da de tyske kurfyrster lavede en møntunion.

     En del af priserne i det følgende er taget fra Nürnberg og i særdeleshed fra byens krig i 1449-50 mod hertugen af Brandenburg. Siden 1396 blev der i byen regnet med 1 pund lig med 20 skilling lig med 120 penning lig med 240 heller. Det var de såkaldte nye pund). I hverdagen regnedes også med det gamle pund, hvor 1 pund var lig med 30 penning. Der gik altså 4 gamle pund på ét nyt pund. Ungarske gulden var lig med 1 pund 7 skilling, bygulden lig med 1 pund 4 ½ skilling og landgulden lig med 1 pund 2 skilling. Omkring 1440 var en gulden i Nürnberg 1 pund 5 skilling værd, og det er den værdi, der bliver brugt i det følgende.

Forholdet mellem de forskellige mønter

Forholdet mellem mark lübecksk og mark preussisk var i begyndelsen af det 15. årh. omkring 2:1, eller nærmere bestemt 1 mark lübecksk var i 1403 lig med 12 scot (12 ½), i 1407-1408= 12 scot, 1410 =12 ½ scot, i 1430 =20 scot og i 1445= 22—24 scot. Eller omvendt: i 1411 kostede 1 mark preussisk (knap) 30 skilling lübecksk (16 skilling lübecksk var lig med 0,54 mark preussisk); i 1436 skulle man give knap 18 skilling lübecksk for 1 mark preussisk.

     Forholdet mellem mark lübecksk og mark rostocksk var ca. 1:2, altså 2 mark rostocksk for hver mark lübecksk.

     I Lübeck var 1 rhinsk gulden lig med 13 ½ skilling lübecksk i 1410, i 1421 var den 15 skilling, og i 1423 og 1424 var forholdet mellem mark lübecksk og den rhinske gulden 1:1. I 1427 var kursen 14 skilling 8 penning og i 1439 22 skilling. I 1483 havde en rhinsk gulden en værdi af 24 skilling.  

     Forholdet mellem den rhinske gulden og mark preussisk var 1408: 1 rhinsk gulden =12 scot 20 penning. I 1421 var 1 rhinsk gulden =1 mark preussisk 3 scot, og i 1435 var 1 rhinsk gulden = 1 mark preussisk 7 scot. Den Tyske Ordens Soldbuch fra 1409 siger, at 1 rhinsk gulden er lig med 11 scot.

     I Nürnberg var kursen på 1 rhinsk gulden 22 skilling eller 132 penning i begyndelsen af det 15. århundrede. I midten af det 15. årh var kursen steget til 150 -160 penning.

     I Regensburg var regningsmønten pundet, der var lig med 240 penning. Byen havde en såkaldt ” lang skilling”, der var lig med 30 penning, og pundet var altså lig med 8 skilling. Kursen på en rhinsk gulden i Regensburg var i årene 1421-22 55 penning og i 1424-25 57 penning.

     Hvor der inddrages priser fra andre områder end det nordtyske, vil disse blive forsøgt omregnet til rhinske gulden. Det var en forholdsvis stabil mønt, og en mønt man i samtiden havde tillid til. Hvor intet andet er nævnt, benyttes kursen for rhinske gulden på 14 skilling lübecksk 8 penning fra 1427 til beregningerne af priser i det følgende.

     For de nordtyske priser vil beløbene blive forsøgt omregnet til mark lübecksk eller rhinske gulden. Det kan give nogle usikkerheder, da året for kursen for de forskellige mønter ikke altid ”flugter” med året for prisen på en bestemt vare.

Tabel 5: Omregningstabel