10. Belejringen af Brundlund

Ved belejring af en by eller borg var der, foruden de rent praktiske forberedelser som proviant, transport, hensyn til årstiden osv., en lang række militære overvejelser, der skulle foretages inden krigstogtet. Hvordan var topografien, lå borgen højt, var der vand omkring, eller var der andre fysiske forhold, der skulle tages højde for? Var det en professionel styrke, der forsvarede borgen, eller var der også "amatører" - borgere fra byen? Disse overvejelser bestemte, hvor stor en styrke, der skulle deltage, hvilke belejringseksperter der skulle engageres, og hvor meget og hvilket belejringsudstyr der skulle medbringes?    

     Belejringsvåbnene, der blev medbragt, var også bestemt af formålet. Skulle de bruges til at nedbryde mure, til at skyde over mure og sætte ild til befæstninger og bygninger, og skulle de evt. også bruges til ”antipersonelle formål”? Der findes ikke mange holstenske eller hanseatiske kilder, der beskriver hvilke redskaber, der blev medbragt til en belejring, men Detmar beskriver fx, hvad Lübeck og Hamborg havde med ved belejringen af Flensborg i 1431: [ ] ”sanden beyde stede dar vele volkes mit bussen vnde katten unde myt mennygherleye anderen instrumenten to orlhege”. [ ] ”begge stæder sendte mange folk med kanoner og katte [stormtage på hjul, der kunne beskytte soldaterne, når de gik frem mod borgen] og mange andre redskaber til krig”.

     Under hele kampen om Slesvig kan der – ifølge Magnussen – dokumenteres 19 angreb på borge i tidsrummet 1410-1431, men at få et overblik over, hvordan belejringer i detaljer foregik, er vanskeligt. Kilderne skildrer oftest kun hensigten og resultatet, og står der noget om forløbet, er det meget kortfattet. Dette er også tilfældet for belejringen af Brundlund. Det kan anses for sikkert, at Brundlund belejres i næsten 4 uger og herefter stormes, indtages og befæstes yderligere, samt at der ved denne storm tages fanger. Om det lige er 60 fanger er et åbent spørgsmål. Hvordan selve belejringen og stormen er foregået, ved vi ikke noget om. Her kan vi kun ”gætte kvalificeret” ud fra det antal soldater og tunge våben, ammunition og andre belejringsredskaber, der kan have stået til rådighed for hertug Wilhelm og belejrerne, og som vil blive præsenteret i det følgende.

   

Belejringskunst

I det foregående kapitel er det forsøgt at skabe et indtryk af, hvordan Brundlund slot oprindeligt kan have været bygget og befæstet. Det har naturligvis været hertug Wilhelm bekendt, og han har vidst, hvordan der så ud i området omkring Brundlund. Han har haft et indgående kendskab til borgens besætning og de våben, den har haft til forsvaret. Erik af Pommern har uden tvivl fået underretning om, at der samledes en større hærstyrke i Slesvig og Rendsborg og har efterfølgende forstærket forsvaret både med mænd, materiel og proviant. Ud fra alle disse informationer har hertug Wilhelm bestemt, hvordan borgen skulle belejres og indtages.

     Af belejringsudstyr var det først og fremmest nødvendigt med effektive fjernvåben.

 

Bliden

Med en lettere omskrivning kan man sige: "kært redskab har mange navne". En stor faststående stenslynge, der bruger vægtstangsprincippet, og som på dansk kaldes blide, havde også mange andre betegnelser: blyde, blidha, bidda, biffa, bleide. I Frankrig og England brugtes udtrykket trebuchet. Første gang blider bliver nævnt i Europa er i 1199. 

     Blider og andre belejringsmaskiner findes kun som tegninger og som rekonstruktioner; der er endnu ikke fundet rester af én. Omkring år 1900 blev der på loftet i kirken i den østpreussiske by Liebemühl fundet en blide, der var skilt ad. Ingen vidste, hvad delene kunne bruges til, og de blev derfor brugt som brænde! Nedenstående billede er fra Cardiff Castle, hvor en rekonstrueret 10 m høj blide betjenes af 8 mand. Den vejer 6 tons, hvilket må være inklusive stenene i kontravægten.

     Billederne af – og beretningerne om brugen af belejringsmaskiner – fortæller om effektive krigsredskaber. Bliderne blev fremstillet, så de kunne skilles ad. Det lettede transporten, og at de blev samlet med tapper og kiler gjorde, at bliden ved brug kunne ”arbejde”.

billede af en blide ved Cardiff castle

     Rekonstruktioner og forsøg med dem, ikke mindst på Middelaldercentret i Nykøbing Falster, giver det samme billede af effektive krigsmaskiner. Fx har forsøg med akslerne, som var en af de ting, der blev sværest belastet, vist, at aksler lavet af avnbøg er langt bedre end aksler af jern.

Blidernes anvendelse

Bliderne var meget præcise og skudhastigheden høj; ved Middelaldercentret har man ved forsøg kunnet ramme et 5x5 meter felt på 160-180 meters afstand. Ligeledes har et effektivt team kunnet affyre bliden hvert 10. minut.

     Rækkevidden af blider kender vi ikke kun fra forsøg med rekonstruktioner, men også fra enkelte kilder. Ærkebiskop Konrad von Hochstaden belejrede i 1257 Köln, og nogle af hans blider traf mål, der lå mere end 450 m borte, selvom effekten var ringe, da der kun gik et par tagsten itu, hvis man skal tro krønikeskriveren.

     Kun fantasien satte grænser for, hvad der er blevet fyret over muren i begge retninger.

Det normale var store sten, spræng- eller brandbomber, krukker med fækalier eller gylle (hussitterne sendte 1800 stk. mod borgen i Prag under belejringen i 1422), og/eller krukker med kogende olie/flydende bly. Bistader eller krukker med slanger og skorpioner blev også brugt (arabiske kilder). Kadavere – helst allerede i forrådnelse – blev sendt over muren, og tilfangetagne spioner kunne også "sendes tilbage".

     Kontravægten blev fyldt med jord, sten eller bly, som et arsenal med blyvægte fra Carcassonne i 1298 viser. Blystykkerne var af forskellig størrelse (50-100 pund, 22,5-45 kg), og på den måde kunne blidemesteren hele tiden justere vægten nøjagtigt og dermed også afstanden.

     Men var blider ikke umoderne i 1429 og afløst af kanoner – ”bussen”? Nej, blider blev også brugt i stort antal i det 15. årh., fx under Hundredårskrigen i Frankrig, i Paris 1421-22, i Picardiet 1422 og fandtes stadig på inventarlister i 1460’erne og 1470’erne. I 1415 lod Braunschweig 2 nye blider bygge.

     De byer, der havde engageret hertug Wilhelm, havde blider og var i stand til også at indsætte dem på steder, der lå langt væk (som det blev beskrevet ovenfor, var de lavet som et samlesæt). 1378 hjalp Lübeck Lüneburg med 2 af byens blider, og i 1433 angreb hertug Adolf sammen med Hamborg og Lübeck Sibetsburg, der lå vest for Bremen. Stedet var et tilholdssted for vitaliebrødre, og ved angrebet blev der anvendt blider.

en traction trebuchet ses her i baggrunden af billedet

Hæren kan også have medbragt blider med tovtræk, eller i hvert fald en masse tove og slynger, der skulle bruges til at betjene dem. Disse blider har man kunnet bygget i løbet af kort tid, og de har haft en stor skudfrekvens med mindre projektiler, som brandbomber og sten, og rækkevidden har været omkring 150 m. Træfsikkerheden har dog ikke været stor, da 10-15 mand – eller flere – ikke har kunnet levere nøjagtig den samme kraft skud efter skud. Et større antal af disse blider har så evt. også været anvendt til at terrorisere de belejrede - eller de belejrende.

Behov for eksperter

Bygningen og betjeningen af blider krævede eksperter. Konstruktionen af en blide har krævet kendskab til tømmer og til at kunne proportionere bliden rigtigt, så den kunne holde til de kræfter, der blev frigivet ved affyringen. Som med mange andre håndværk krævede det lang tids oplæring at bygge den slags komplicerede maskiner, og der krævedes en masse træning af mandskabet for at de kunne betjene bliden.

     Tyske byregnskaber viser betalinger til en række blidebyggere, fx mester Proffion, der sammen med 12 svende bygger en blide i Aachen. I Goslar kendes 2 brødre som "blidemestre". Blidemesteren - "magister tormentorum" hos Saxo - blev godt betalt og kunne også blive godt belønnet, hvis hans arbejde var effektivt, som Ulrik Blidemester, der blev tildelt et jordområde i Estland i beg. af 1200-tallet - måske efter erobringen af Tallinn i 1219.

     Blidebyggerne var så efterspurgte, at blev de taget til fange, kunne de straks få et nyt job hos den, der havde fanget dem, som det skete med John Crab, der i 1296 blev taget til fange ved belejringen af Berwich Castle.

     Blandt andre eksperter, hertug Wilhelm engagerede, har ”bøssemesteren” været en af de mest respekterede. Han repræsenterede et nyt erhverv, der gradvist var vokset frem i de foregående godt hundrede år. De fleste af mestrene kom oprindeligt fra smede- eller klokkestøberlavet, og kunne nu blive engageret af en by til at fremstille kanoner til byens forsvar, eller være ansat af byen til at stå for både fremstillingen og betjeningen.

      Mange bøssemestre var ”selvstændige entreprenører”, der lod sig engagere til enkelte krige, og kontrakterne fortæller om deres høje status. En sådan fra 1428 mellem en mester Hans Trost og grev Johan af Pfalz giver et indblik. Her forpligtede bøssemesteren sig til at sørge for, at borgene var velbestykkede med kanoner, til ikke at støbe kanoner til andre eller lære dem ”kunsten”. De kanoner, han støbte i grevens område, måtte han ikke tage højere betaling for, end hvad der var ”ret og billigt”, da han havde fået monopol på støbningerne. Til gengæld lovede greven, at lønnen årligt ville være 100 gulden foruden klæder og kost. Behøvede mesteren hjælp til sit arbejde, skulle der stilles folk til hans rådighed.

     En anden aftale viser tydeligt, hvor vigtig en bøssemester var. I en aftale fra 1446 mellem kejser Friedrich III og hans bøssemestre fastlægges der bl.a., hvad der tilkom bøssemesteren, når en by var erobret. Han skulle – alt efter kanonens størrelse – have 1-4 hjælpere, der også skulle have udbetalt sold. Når der blev uddelt proviant, og bøssemesteren var i gang med arbejdet – ”stod med tændsnoren i hånden”, skulle han ikke vente, men have proviant med det samme. Det må vel forstås på den måde, at han ikke skulle forlade sine kanoner for at få udleveret proviant. I fjendeland skulle klokken i byen, landsbyen og markedet overgives til bøssemesteren. Blev en by erobret, skulle bøssemesteren have den største kanon og alt krudtet. Skulle én eller flere af disse aftaler blive misligholdt, havde mesteren og hans folk ret til at forlade arbejdet og søge ansættelse andetsteds. Bøssemestrene skulle have kendskab til matematik og kemi (alkymi), og desuden skulle de være gudfrygtige og leve et moralsk liv.

     Alle disse belejringseksperter skulle ikke kun have forstand på blider, kanoner, krudt og forskellige former for projektiler, men også på de ting der skulle beskytte skytset og soldaterne: stormtage (”katte”), paveser, lavetter etc. Det var ikke mærkeligt, at deres arbejde var så efterspurgt.

 

"Bussen"*

* I senmiddelalderen blev krudtvåben aldrig omtalt som kanoner. Det anvendte udtryk var bøsser (plattysk bussen). Dette gjaldt våben af alle størrelser – fx hant bussen, altså ”håndkrudtvåben”. Bussen schuten – bøsseskytte – kunne både være en, der affyrede svære våben og håndvåben. For ikke at forvirre mere end højst nødvendigt, vil ordet kanoner i det følgende blive anvendt for store krudtvåben og bøsser for de mindre, fx hagebøsser.

I første halvdel af det 15. årh. skete der en ændring i styrkeforholdet mellem forsvarer og angriber. Hvor det tidligere havde været i forsvarerens favør, havde den tekniske udvikling af kanonerne bevirket, at angriberen nu ofte havde en fordel forudsat, at han rådede over tilstrækkelig ildkraft. Et eksempel er den engelske konge Henry V, der under Hundredårskrigen i 1415 hurtigt indtog Harfleur og andre byer i Normandiet.

      I nogle byer, som fx Rostock, kan udviklingen af ”krudtfjernvåben” følges nøjere. Her kan man se, hvordan udgifterne til kanoner steg kraftigt i de sidste årtier af det 14. årh. og de første årtier af det 15. årh. I regnskaberne ses det, at kanonerne blev stadigt bedre, og hvis de ved prøveskydningen ikke fungerede som forventet, blev de smeltet om og støbt til nye. I 1425 er de første kammerbussen med udskiftelige krudtkamre registreret. Dette kunne øge skudfrekvensen betydeligt.

     En tilsvarende udvikling kan også følges i Frankfurt. I starten var det mest ildpile (se s. 84), byen lod fremstille. Disse blev affyret med armbrøster, kanoner eller lange rør, såkaldte fire lances. I 1370’erne blev der så bygget kanoner, der kunne affyre stenkugler. De bøssemestre, byen ansatte, havde dog vekslende held med udviklingen af våbnet, og heller ikke militært var våbnene den store succes. I 1394 ansatte byen derfor bøssemestre fra Nürnberg til at støbe bronzekanoner, og i 1399 var byens kanoner så gode, at de var med til at ødelægge en borg, som byen belejrede.

     De to former for kanoner, hertug Wilhelm kan have haft med, var smedejerns- og bronzekanoner. Smedejernskanoner blev fremstillet på to forskellige måder. De mindre kalibre blev smedet i ét stykke og derefter udboret. Større kalibre blev fremstillet af jernstave, der havde samme længde som det ønskede kanonrør. De blev så lagt omkring en stamme, der havde samme diameter som røret, og derefter blev der lagt glødende ringe omkring. Når disse afkøledes, pressede de stavene sammen til et helt tæt rør.

     Effektiviteten af kanonerne gjorde, at deres antal steg kraftigt, fx havde Den Tyske Orden omkring 1400 100 stk. på deres borge, 1410 var det 162, og 5 år efter var antallet 741.

     Samtidig blev der også støbt eller smedet nogle meget store kanoner – såkaldte bombarder. Den Tyske Orden fik i 1409 støbt en bombard i bronze, og kuglerne havde en diameter på 50 cm og en vægt på op til 170 kg. Den kostede 278,5 mark preussisk at få fremstillet. Et eksempel på en sådan bombard, kaldet ”Faule Mette”, kunne fyre en kugle på 730,5 pund ud på en afstand af 2442 m, som det skete, da den ved et forsøg blev affyret i Braunschweig i 1717. ”Faule Mette” vejede 8,75 ton og var den største af 94 bombarder, som var registreret i Braunschweig mellem 1411 og 1421.

     Disse kanoner blev fremstillet, fordi bøssemestrene havde opdaget, at mindre stenkugler, der blev affyret sammen med en større krudtladning for større effekt, gik i stykker, når de ramte en borgmur. Løsningen måtte så være at gøre kuglerne større.

     For det nordtyske områdes og Danmarks vedkommende er der kun få spredte oplysninger om kanoner. I 1417 angreb holstenerne borgen Tielenburg, hvorfra Otto Schinkel i ledtog med nogle ditmarskere foretog plyndringstogter ind i Holsten. Ved angrebet blev der medbragt ”büssen und andre kriegsgerede van Gottorpe”. I Holsten havde krigsentreprenøren Curd up der Lucht 1 eller 2 år før grev Heinrichs død – dvs. i 1426 eller 1427 – lånt ham 2 stålbøsser, en bøsse med 3 [krudt]kamre og 1/4 tønde krudt.

”Bussens” brug og effektivitet

En af de kanoner, som hæren kan have medført, er en type som Loshultkanonen. Det var en lille 30 cm lang bronzekanon, der vejede 9,3 kg. Middelaldercentrets forsøg med den lille kanon har vist, at den meget effektivt kunne affyre forskellige former for ammunition, og op til en afstand på 50 m kunne den skyde med jernskrå til antipersonel anvendelse. Noget som en sammenligning af slidsporene i den originale kanon med den rekonstruerede viste, at den faktisk blev brugt til.

     Der blev udført andre forsøg med forskellige former for træpile, som middelalderlige tegninger viste, at den kunne være blevet benyttet til. Pilene blev lavet af træ, udstyret med metalstyrefjer og omviklet med snor for at kunne rammes fast ned i kanonløbet. Pile, der er fundet på en borg i Tyskland, var lavet af egetræ, og havde enderne omviklet med læderstrimler. Forsøg med disse pile viste, at de kunne nå en afstand på 500 m og måske mere præcist ramme mål på 2-300 m.

     En anden bronzekanon, som kan have været med ved belejringen, var én som lignede Middelaldercentrets rekonstruktion af en 120 kg tung bronzekanon fra Historisches Museum i Berlin. Den formodes at have været fra omkring 1450, men også i begyndelsen af århundredet blev der støbt større bronzekanoner.

     Denne bronzekanon var meget effektiv og havde en lang rækkevidde. Ved skudforsøg kunne en stenkugle på omkring 4 kg have en rækkevidde på 400-600 m, alt efter hvor meget krudt der blev anvendt. Forholdet mellem krudt og kugle bliver oftest angivet til 1:4 ved kanoner og 1:1 ved håndvåben, men Middelaldercentrets forsøg med bronzekanonen viste, at en 4 kg tung kugle med en ca. 400 g krudtladning havde en skudlængde på over 400 m. En anden interessant oplysning fra disse prøveskydninger er, at skudfrekvensen var meget høj; et trænet hold kunne lade og affyre kanonen med fem minutters intervaller.

     Man kan også læse om ladningen af kanoner i Johannes Bengedans’ bog om krigskunst og kanoner. Den er formentlig skrevet i midten af 1400-tallet, hvor han i 1440’erne var ansat som bøssemester hos den danske konge Christoffer af Bayern. Bogen er en håndbog til Bengedans’ kollegaer med al den viden, han gennem hele sit arbejdsliv havde erhvervet sig. Han kan have arbejdet for Erik af Pommern, men det skriver han ikke noget om i bogen.

     Ifølge Bengedans anbringes der ved ladningen en cylinderformet klods i røret et stykke fra krudtkammeret, så det mellemrum, der dannes, kan komprimere eksplosionsgasserne. Klodsen skal laves af birketræ. Brugen af en sådan klods har ved forsøg vist sig at være meget effektiv. Det gav en høj mundingshastighed og lang rækkevidde.

     Affyringen af kanoner var dog forbundet med en vis risiko for bøssemesteren. Kanonerne kunne stadig være af en så dårlig kvalitet, at de sprang i stykker og dræbte de personer, der betjente dem. Man skulle altid – efter antændelsen af lunten – sørge for at komme 10 skridt væk.

     Alle disse store fjernvåben kunne anvendes både som angrebs- og forsvarsvåben. Som Bengedans udtrykker det ”Den [kanonen] befrier mange fæstninger for frygt, så at man ængstes mindre”. Det kan dog være omvendt ”Den tilføjer mangen borg og by stor lidelse og erobrer dem, så folk må lide”.

Middelaldercentrets rekonstruktion af en bronzekanon

Mindre fjernvåben

Som det var tilfældet med Regensburgerne (se s. 53) fortsætter man også i Den Tyske Orden – og mange andre steder – med at holde fast i armbrøsten. Et dokument fra 1433, der beskæftiger sig med udrustningen af svære vogne, der skulle bruges som ”Wagenburg” (noget hussitterne havde gjort berømt i hele Europa), bestemmer, at armbrøsten og lodbøssen skulle have samme militære værdi.

     At der i Lübeck i 1425 bestemtes, at der måtte være 16 mestre, der lavede armbrøster, og at der i Hamborg i perioden 1469-96 var 14 armbrøstmagere må betyde, at armbrøster slet ikke var blevet fortrængt af håndholdte ildvåben.

     Lodbøsser var mindre håndvåben, der kunne affyre blykugler. De var fremstillet af bronze eller smedejern og forsynet med en rekylhage, så bøssen kunne lægges over en mur eller palisade, for at den kunne opfange rekylen. En sådan lodbøsse er fundet ved Vedelspang, en af de borge, som Erik af Pommern lod opføre på nordsiden af Slien i 1415. Bøssen var 81 cm lang, havde et løb på 27 cm og en vægt på 2,4 kg. Der skulle 2 mand til at betjene den, én til at sigte og én til at antænde krudtet. Virkningen var i starten ikke så stor, men det ændrede sig med opfindelsen af kornkrudtet omkring 1420. Lodbøsser fandtes også i andre størrelser. Nogle kunne skyde med blykugler på 11 cm i diameter. Så var de opstokket, dvs. at de var anbragt og fastspændt på en trækonstruktion, så bøssen nemmere kunne flyttes og eleveres.

Krudt og ammunition

Bengedans gjorde meget ud af fremstilling og brug af brandpile, brandbomber og ”drager”. Alle våben, hvormed man som angriber kunne sætte ild til trækonstruktioner og tage på borgen, eller som forsvarer bruge til at sætte ild til blider, vogne og telte, havde stor betydning. Det var ikke alle borge, der var lavet af sten, hvor det derfor gjaldt om at skyde hul i muren eller et tårn. Forsvarerne kunne ikke på samme tid slukke brande og forsvare borgen.

     Brandpile blev ifølge Bengedans lavet af en blanding af bly, svovl, salpeter, sol armoniacum (ammoniumklorid) og mercurium sublimatum (kviksølvklorid). Disse stoffer opvarmes sammen, og det ”gule stof,” der kommer ud af denne proces, tørres og males fint. Herefter kan det blandes 1:10 med almindeligt krudt. ”Så bliver pilene holdbare, og der bliver en voldsom ild”, som han skriver. Bengedans kunne lave 6 forskellige slags brandpile, der alle først brændte, når de ramte målet. Forsøg med disse brandpile har dog ikke ført til, at det kan ses, hvordan de virkede. Forskere fra Ho-gruppen ved Middelaldercentret i Nykøbing Falster har ved forsøg med at fremstille 3 forskellige af Bengedans’ brandpile ”skabt flere spørgsmål end svar.” Ved at tilføje en lunte til pilen lykkedes det dem at gøre pilene til et effektivt våben, der hurtigt kunne sætte ild til det træværk, de ramte.

     Andre brandpile var beregnet til at selvantænde, når de blev våde. Nogle af pilene kunne endda brænde under vand. Som det var tilfældet med brandkuglerne, var brandpilene særligt gode at affyre om natten. Disse pile beskriver Bengedans på denne måde: ”natten bliver til dag”.

     En slags fragmentationsbomber kunne også anvendes. Det var en såkaldt drage, der bestod af en række mindre bomber.

     Andre sprængladninger kunne være ”hagl”, en slags kardæsker, der bestod af sten og jernstumper, der var anbragt i kanonen kittet sammen med ler. En anden måde at sende en ladning ”hagl” afsted på, kunne være en stangladning, der var en stang af hårdt træ med knaster. Stangen blev så udhulet og fyldt med krudt, sten og jernstumper.

     Sprængpile blev fremstillet som brandpile med den forskel, at pilehovedet skulle formes som en aflang tragt, der var hul, og kunne fyldes med krudt og kviksølv.

     De brand- og sprængpile, som blev affyret mod Brundlund, har været af de typer, som Bengedans beskriver, men han fortæller ikke, hvordan de skal ”afleveres”. ”Du skal affyre den som alle andre af den slags”. Brandpilene har man kunnet lave i mange forskellige størrelser, også mindre, der kunne affyres med en almindelig armbrøst. De store brandpile, men i særdeleshed sprængpilene, er måske blevet affyret med en ballista – en armbrøst i stor størrelse. Eller de er blevet affyret med en kanon af Loshulttypen.

Brandkugler, der kunne affyres med en kanon eller blide, blev lavet på følgende måde: man tog et stykke sardug (groft stof af uld og hør), der blev syet som en bold, fyldt med kul, svovl, harpiks og salpeter. Denne ”bold” omvikledes så på kryds og tværs med en snor, og så blev bolden badet i en opløsning af spydglans, harpiks og svovl. Ifølge Bengedans opnås den største effekt på fjenden, når brandbomben affyres et par timer før midnat.

     Almindelige armbrøstpile (bolte) blev der brugt store mængder af. Derfor var der også en pilstikker – en der skæftede boltene og gjorde dem klar til brug – med blandt håndværkerne. Hvordan de kunne blive fremstillet, viser en beholdning af disse pile, som er fundet i en kirke i Soest i Tyskland. Armbrøstboltenes skaft var af egetræ med styrefjer af vidjer og en jernspids. Boltene vejede ca. 70 g med en længde på 39 cm og havde den største virkning på 30-100 m afstand afhængig af størrelsen og opbygningen af armbrøsten.

 

Stigen og andre redskaber

Blandt de vigtigste ikke-teknologiske redskaber var stigen. Simple stiger er hurtigt fremstillet - hvis man har træ til rådighed. Stiger kan også forholdsvis nemt medbringes, men her kan længden være et problem. Den mur eller palisade, man ønsker at forcere, skal man kende højden på. Hvis det ikke er tilfældet, kan man blive tvunget til at hæve belejringen, som det skete for englænderne i 1351, da de belejrede Boulogne. Deres stiger var for korte til, at de kunne komme over bymuren.

     Standskjolde eller paveser som de blev kaldt, blev fremstillet i alle størrelser, fra de mindre, som én eller to mand kunne flytte og beskytte sig bag til paveser, der var så store, at de var forsynet med hjul. De var fremstillet af træ eller læder eller i en kombination og var ofte fint malede. De kunne også laves med spidser foran og en eller to støtter på bagsiden, der kunne slås ud, så paveserne kunne stå af sig selv.

     Som det fremgår af nogle af provianteringslisterne, skulle der medbringes en masse værktøj og redskaber af forskellig art. Langt det meste værktøj har de forskellige håndværkere selv medbragt, men der skulle også bruges redskaber som fx spader, skovle, jernkiler og brækjern. Stenhuggeren skulle bruge spidshakker, og der kunne af og til være brug for en del. I et hofholdningsregnskab fra København for 1447 var der anført en udgift til 32 spidshakker, ”hvormed man hugger sten til bøsserne”.

Brundlunds besætning og bevæbning

I fredstid havde en borg af Brundlunds størrelse normalt kun et mindre antal bevæbnede. Det tal, vi har at gå ud fra, er de 60 mand, der blev taget til fange ved stormen på borgen, men dens besætning har under belejringen nok været en del større, men hvor mange har vi ingen anelse om. Hvem der stod i spidsen for forsvarerne vides ikke, men det kan have været Otto Knob, der i 1419 var høvedsmand på Brundlund.

     Borgens arsenal af våben har været af samme art som belejrernes; små og større bronzekanoner, kammerbøsser (kanoner med udskiftelige krudtkamre) og måske blider. Håndfjernvåben har været armbrøster og lod- og hagebøsser.

     Voldgraven omkring Brundlund var meget bred, men sikkert ikke særlig dyb. Det har været muligt for belejrerne at stoppe for tilførslen af vand til graven fra Mølleåen, men at tømme voldgraven har været vanskeligt og tidskrævende, og en opfyldning med fx faskiner og andet materiale ville også tage lang tid. En anden mulighed ville være at forcere voldgraven med tømmerflåder eller pontonbroer. At forcere en voldgrav var noget bøssemester Bengedans mente at kunne klare, som han skriver i et brev til højmesteren for Den Tyske Orden. ”Ligeledes kan jeg med redskaber krydse en vandgrav og sætte over den. Slig udrustning kan man let bære”.  

 

Begyndelsen på belejringen – og afslutningen

Aabenraa by var hurtigt indtaget. De våbenføre mænd, der måtte have været i byen, var blevet trukket ind bag Brundlunds mure. Alle mænd var pligtige til at møde til forsvar, når riget blev angrebet. Der er sandsynligvis også kommet mænd udefra til forsvaret, enten med skib eller over land nordfra.

     Mens etableringen af lejren foregik, blev der taget kontakt til Otto Knob. En sådan kontakt med forslag om overgivelse mod fri afmarch var noget en belejrer altid forsøgte, ligesom man kunne forsøge at få forsvarerne til at overgive sig enkeltvis - eller skifte side. For at overbevise de indesluttede om, at en hurtig overgivelse var det bedste for dem, blev der benyttet alle former for psykisk pres, fx at byen efter en storm ville blive plyndret og brændt ned og forsvarerne af borgen blive dræbt. Det fysiske pres var en hyppig beskydning med forskellige former for ammunition. Der var således flere grunde til, at en belejring ønskedes overstået så hurtigt som muligt. De finansielle var åbenlyse, men sygdomme var også en konstant fare for belejrerne.

     At udnytte tiden var for hertug Wilhelm den vigtigste faktor. Da han kun havde 4 uger og et fast beløb til indtagelsen af borgen i Aabenraa, gjaldt det om at klare det så hurtigt som muligt og med så få mænd som muligt. Det var en svær balancegang; for få mænd og for lidt belejringsudstyr ville måske forlænge belejringen ud over de 4 uger, og derefter være for egen regning; men på den anden side ville for mange mænd og for meget udstyr være for dyrt.

     Der var en grund til, at de tre byer engagerede hertug Wilhelm. Han var uden tvivl en meget nysgerrig og intelligent krigsentreprenør, der altid var informeret om konflikter og krige andre steder i Europa: Hvordan hærførere opstillede deres styrker, hvordan forholdet mellem lejesoldater til hest og fodfolket var, hvordan logistikken blev håndteret, hvordan marchen var organiseret, hvilke fjernvåben, der blev benyttet, og hvordan plyndring og byttedeling foregik. Fx havde Wilhelm selv deltaget i et korstog mod hussitterne i Böhmen. Han havde set, hvor disciplinerede deres hære var, hvor hurtigt de kunne bevæge sig, og hvordan mange nye taktiske og strategiske tiltag gjorde dem til en formidabel styrke, der kun kunne aftvinge modstanderne respekt. Det gjaldt i hvert fald for hertug Wilhelm – selvom han sikkert ikke har sagt det højt.

     Hvordan starten på en belejring kan have set ud, ses af en indberetning til rådet i Lübeck fra kampen om Bergedorf i juli 1420. Her angreb Lübeck og Hamborg byen for at stoppe angreb på deres købmænd, når de bevægede sig mellem de to byer.

[  ] at vi torsdag aften kom til Bergedorf, opstillede vores krigsapparat og begyndte stormen. Og med guds hjælp indtog vi byen fredag morgen og en del af byen brændte[  ].

     Lübeck angreb derefter byens borg fra to retninger med kanoner. Den store kanon gik i stykker, men de lånte en anden af hamborgerne. Men kanonerne kunne ikke udrette så meget, da forsvarerne havde ”vorbolwerket” slottet, dvs. de havde beskyttet murene med tømmer og jord. Denne befæstning eller forstærkning af murene kunne altså opfange kraften fra stenkuglerne – åbenbart også fra større kanoner. Den måde som Bergedorferne forsvarede sig på, var åbenbart en almindelig anvendt teknik – også til søs, som det skete med skibene foran Flensborg i 1431: ”do de dar quemen, do dededen se eyre schepe ummelank myt groten bælen unde balken unde huden, up dat de jenen, de up dem slote weren, en nenen schaden don konden myt bussen, usw.” ”da de kom dertil, da anbragte de brædder og bjælker og huder omkring deres skibe, så de oppe på slottet ingen skade kunne gøre dem med bøsser, osv.”

        Stormen på et befæstet sted eller en borg var altid et risikabelt foretagende for angriberne. Det kunne føre til store tab, og de borgere fra Hamborg eller Lübeck, der var med blandt de to hansestæders mænd ved Brundlund, og som ikke var erfarne krige, var sikkert ikke blandt de allerforreste, da stormen på borgen blev indledt.

     Ved at anvende informationerne fra det foregående kan vi i korte træk skabe et indtryk af, hvordan selve belejringen kan være foregået:

     Da Brundlund ikke overgav sig, begyndte Wilhelms styrker belejringen. Der var gået 1-2 dage med at opstille blider og kanoner i en passende afstand fra Brundlund. Måske var kravet/tilbuddet om at overgive borgen igen blevet fremsat, men var på ny blevet afvist.

     Der blev lavet en blokade af forbindelserne til borgen eller byen. Borgen skulle helst indesluttes helt, så der ikke kunne komme personer hverken ud eller ind, og ingen forstærkninger eller forsyninger nå frem til de indesluttede. Med Korner mener Magnussen, at der i løbet af belejringen er blevet bygget en mur rundt om Brundlund. ”Korner berichtete, dass man die Stadt und die Burganlage im Zuge der Belagerung durch einen Wall umgeben habe”. Sådan kan man oversætte obsidione vallavit, men det er ikke logisk, da det ville have taget alt for lang tid at bygge sådan en mur – og til hvilket formål?

     Denne blokade skulle ikke mindst være så stærk, at den kunne modstå eventuelle udfald fra borgen. Der blev posteret vagter rundt om borgen, og det sumpede område blev befæstet flere steder, så det ville være muligt at angribe fra flere sider. På den måde var det ikke muligt at regne ud, hvorfra stormen ville finde sted. De store blider blev opstillet; det samme gjaldt for de kanoner, de måtte have medbragt. De er måske blevet anbragt i nærheden af, hvor den tidligere borg Aabenraahus stod. Herfra kunne det svære skyts beskyde hele holmen, men først og fremmest portbygningen. Der blev sendt vagter ud for at holde øje med, om der eventuelt kunne være en undsætningsstyrke på vej over land eller ind gennem Åbenrå fjord.         

     Bliderne blev sat til at sende store sten afsted – de første skud blev brugt til at bestemme afstanden –, som kunne gennembryde tagene på de huse, der var inden for volden. Derefter blev der sendt brandpile afsted for at forsøge at antænde husene inden for borgens mure. Soldaterne rykkede frem mod voldgraven, og de har sikkert været under kraftig beskydning. Det gik langsomt, men fremrykningen kan være foregået flere steder, og fremme ved voldgraven begyndte de nogle steder at fylde den op eller forberedte Bengedans’ pontonbroer til stormen.

     På den måde gik der et par uger, men hvornår og hvordan selve stormen på borgen fandt sted er vanskeligt at sige. Korner siger, at efter 4 uger blev Brundlund stormet og indtaget. Det er påfaldende, at hertug Wilhelms kontrakt også siger 4 uger. Det kan være en tilfældighed, men da al krigsførelse ud over 4 uger var for hans egen regning, er det sandsynligt, at selve stormen har fundet sted tidligere. Der har så været tid til at befæste borgen yderligere; pakke lejren sammen og være tilbage i Slesvig eller Rendsborg inden, de 4 uger var gået.