11. Udgifterne til logistik og belejringsudstyr

Hvis det er en udfordring at udarbejde ”et regnskab” for forplejningen, må det siges, at et forsøg på at udregne, hvad transport, belejringsudstyr, ammunition og eventuelle erstatninger kan have kostet, sikkert vil være mere udfordrende – set på baggrund af de tal, det har været muligt at finde. Ikke desto mindre skal der gøres et forsøg på også at udarbejde et regnskab for disse udgifter.

Heste og vogne

Der skulle bruges mange vogne til at transportere blider, kanoner, ammunition og andet belejringsudstyr. Et eksempel fra Den Tyske Orden viser, hvor mange heste og vogne, der var nødvendige for at flytte en af de helt store kanoner. Her skulle den ”grosse bochsen” flyttes fra Ordenens hovedsæde Marienburg til en anden by. Alene til at flytte kanonrøret skulle der bruges 24 heste, og til transporten af kugler, krudt og tilbehør 30 vogne og 150 heste. Krudtkammeret har også skullet flyttes, og det har krævet en ekstra vogn. Alt i alt må flytningen af 1 stor kanon have krævet 30-40 kuske og næsten 200 heste.

     Nu er det ikke sandsynligt, at hertug Wilhelm har lånt en af de store kanoner af Lübeck eller Hamborg, som byerne brugte i 1420 ved Bergedorf. Det har ikke været nødvendigt, Brundlunds forsvarsværker taget i betragtning, men han har bestemt rådet over et antal mindre kanoner og nogle blider. Det er ikke sandsynligt, at han har indledt en belejring uden at råde over sådanne fjernvåben.

     De mange hestevogne, der skulle bruges, har hertug Wilhelm formentlig ikke selv rådet over. Langt de fleste har han skullet leje, enten hos holstenerne, der sandsynligvis har fået dem stillet til rådighed af bønder og klostre, eller i byerne.

     Man kan få en forestilling om lejeomkostningerne ved at se på, hvad der fx blev betalt i Regensburg under krigene mod hussitterne i 1420'erne. En vogn med kusk kostede 1 skilling per uge. Det var 30 penning og med en kurs på på 55-57 penning for en rhinsk gulden, var det lidt mere end en halv rhinsk gulden om ugen (0,53-0,55), eller lidt mere end 2 rhinske gulden om måneden. Et åbent spørgsmål er dog, om kusken – eller ejeren af vognen – selv skulle betale for foder til hestene? Normalt skulle kuskene have foder oveni betalingen, når det var uden for byen, som det nedenfor kan ses for Nürnberg.

     Sammenligner vi det med andre lejeaftaler, blev kuske og firspandsvogne aflønnet med 30 heller (15 penning) pr. hest pr. dag i Nürnberg 1449-50. Det vil sige, at en vogn med to heste kostede 30 penninge, og med en kurs på rhinske gulden på 150 penninge, kostede en vogn med to heste og kusk en femtedel rhinsk gulden pr. dag. Det er for en måned (28 dage) lidt mere end 5 ½ rhinske gulden.  Det var den hyre, der blev betalt, når vognene var udenfor byen. Hos Zeilinger står der, at for en vogn med 4 heste blev der i krigen 1449-50 betalt 8 pund om ugen i leje. 8 pund var lig med 6 ½ rhinske gulden, men det var for en hyre i byen, og her skulle lejesoldaterne betale for mad både til dem selv og hestene, og forholdene må have været de samme for ejerne af vognene.

     Forskellen på lejen i Regensburg og Nürnberg kan have forskellige årsager: beløbene ligger ca. 25 år fra hinanden; efterspørgslen efter vogne i 1449 kan have hævet prisen; beløbet kan have været med eller uden løn til kuske, eller med eller uden foder til hestene. At hertug Wilhelm har skullet betale et beløb på 3 rhinske gulden for leje af vogn med kusk og heste i en måned virker derfor rimeligt, og det var den rene leje, foder til hestene og forplejning til kusken(e) skulle han betale oveni.

     Til transport af forplejning til mennesker og heste skulle der bruges mange vogne. Som det blev vist i kapitel 7, var det nødvendigt med op til 394 vogne til provianten inklusive et lille antal vogne til køkkengrej, og hvad der ellers var nødvendigt for livet i en lejr.

     Spørgsmålet er, om der var tale om så mange hestevogne, eller om der også blev benyttet oksekærrer, eller om der måske var nogle vogne, der kørte flere gange. Under alle omstændigheder har det været dyrt at leje så mange. Med en anslået leje på 3 rhinske gulden per måned var den samlede leje for 364 til 394 vogne mellem 1092 og 1182 rhinske gulden eller mellem 1001 og 1083,5 mark lübecksk (med kursen fra 1427).

     Når der skal laves en opgørelse over, hvor mange vogne der ellers var nødvendige, kan vi begynde med glevernes ejendele og deres telte.

En vogn per 12-15 mand (se s. 51) i togtet til deres personlige sager bliver for 300 glever ca. 40 vogne (drengene i gleverne regnes ikke med), og selvom nogle glever sikkert enkeltvis eller i fællesskab har haft deres egne vogne med, har Hertug Wilhelm skullet betale for dem, og det bliver 80 rhinske gulden for 4 ugers leje. Disse vogne er blevet kørt af nogle af de mænd eller drenge, der havde hjælpefunktioner i gleverne.

     De forskellige professioner i andet personel har enten haft deres egne vogne, eller nogle af dem kan have været fælles vogne, som der har skullet betales leje af. Der var – som anslået i afsnit 4 – ca. 86 personer andet personel, men håndværkere som fx bagere (ovne) og smede (esser) har haft egne vogne, hvor kuskene kunne have deres ejendele med, så antallet af vogne til andet personels ejendele har ikke været så stort. Hvis nogle af folkene er blevet kørt i vogne, har der sandsynligvis kunnet være 6 mand på en vogn; det var der fx i Nürnberg, når byen havde fodfolk med i krig. Hvis det antages, at der har været tale om 10-12 vogne, og lejen har været 2 rhinske gulden pr. vogn, har udgiften været 20-24 rhinske gulden.

Tunge våben – blider og kanoner

 I det foregående kapitel så vi på hvilke våben, der kunne være blevet anvendt ved belejringen – først og fremmest de større våben. Hertug Wilhelm kan have lånt 1 eller 2 blider fra Lübeck. Han har måske ikke skullet betale leje, men har forpligtet sig til at levere dem tilbage i samme stand, som han modtog dem i. Transporten har han dog selv skullet betale. Bliderne kan have været af nogenlunde samme størrelse som ”jubilæumsbliden” fra Middelaldercentret i 1989. Den vejede 12 tons med 2 tons sten i kontravægten. Medførte hæren 2 blider af denne type, har det betydet, at der skulle transporteres ca. 20 tons. Til dette har der skullet bruges ca. 20 vogne med firspand. Nu har en vogn med firspand sikkert ikke kostet det dobbelte af en tospands, men sandsynligvis mere end 50% ekstra, da der formentlig har været to kuske på en sådan vogn, så 5 rhinske gulden per firspand per måned må anses for en rimelig betaling. Det bliver for 20 vogne i en måned 100 rhinske gulden.

     8 bronzekanoner af den type, som Middelaldercentret har fremstillet kopier af, kan have været medbragt. Det er kanoner af den type, som højmesteren i Den Tyske Orden i 1433 forlangte, at vognene skulle udrustes med. Kanoner, der kunne affyre sten på størrelse med et hoved: ”eyn buchse, die eyn stein schust als eyn gut haupt”.

     I Nürnberg havde man under krigen 1449-50 også kanoner på vogne, og for hver 4 kanoner skulle der være 3 centner krudt og 1 pund tændkrudt, 2000 pile og 150 brandpile, 200 ildkugler og slynger[?]. Først tænker man ”hvad har de brugt slynger til?”, men de blev jo brugt til de hånddrevne blider! (se s. 83). Hvis hertug Wilhelm har medbragt 8 bronzekanoner og et tilsvarende antal kanoner af Loshulttypen, har disse 16 kanoner med alt tilbehør krævet 12-14 tospandsvogne, der har kostet 36-42 rhinske gulden.

Krudt og ammunition

I 1406 kostede en centner krudt i Nürnberg 15 gulden 10 skilling og 11 heller (uden prisen på kul). En pris, der lå nogenlunde fast; fx var prisen næsten den samme i Straubing i 1426-27. Hvis der til belejringen af Brundlund har været medbragt den samme mængde krudt og ammunition som i Nürnberg, har 1 centner krudt – med kursen for bygulden på 24 ½ skilling (se s. 29) – kostet 19 pund og 63 penning, eller omregnet ca. 15 ½ rhinske gulden; 6 centner krudt kostede 93 rhinske gulden. Da vi går ud fra, at al krudt er blevet medbragt, har det ikke været nødvendigt at medbringe svovl, salpeter og trækul til fremstilling af krudt.

     100 bøssesten til kanoner kostede 20 pund i Nördlingen, og 1800 bøssesten kostede 39 gulden i krigen 1449-50, uden at det på nogen måde kan ses, hvor store stenene var. Benyttes den nürnbergske ”nye” mønt, (se s. 29) kostede 100 bøssesten – måske med størrelse ”som et hoved” – 16 rhinske gulden (med den samme kurs på 150 penninge, da Augsburg i første halvdel af det 15. årh. havde en rhinsk guldenkurs på 140-165 penninge) I Nürnberg kostede de 1800 bøssesten, som sikkert var små sten til hagebøsser, lidt mere end 38 rhinske gulden.

    Til sammenligning kostede 25 schok små tilhuggede sten til hagebøsser i Danzig 16 scot per schok (60 stk.), i alt 16 mark preussisk 16 scot. Det var for 1500 stk. knap 15 rhinske gulden (med kursen fra 1421). En korrekt sammenligning kan der ikke rigtig foretages; størrelserne kan være forskellige, der kan have været forskellige kvalitetskrav, og prisen kan have været med eller uden råvarer.

     Som det blev beskrevet i det foregående afsnit, kan der have været et temmelig stort forbrug af ammunition grundet skudfrekvensen, så til 8 kanoner har 100 4-kg sten til hver måske været i underkanten, men anvendes prisen på 16 rhinske gulden pr. 100 stk., bliver det til en udgift på 128 rhinske gulden, og 256 rhinske gulden, hvis antallet var 200 stk.

     Bly var forholdsvis billigt og kostede i 1420’erne i Straubing 3 penning pr. pund. 1000 pund – forudsat at prisen var den samme i Nordtyskland – ville så koste 15 mark lübecksk 10 skilling.

     Armbrøstbolte(pile) blev altid købt i store mængder, og prisen varierede ikke meget. 1000 stk. armbrøstbolte kostede fra lidt over 2 mark lübecksk i 1412, 3 mark lübecksk 4 skilling i 1408 og 5 mark lübecksk 8 skilling i 1410 til ca. 9 mark lübecksk 11 skilling i 1450’erne. Regner man priserne fra 1450’erne om til prisen for 1000 stk., bliver det ca. 7 mark lübecksk 4 skilling. En pris på mellem 4 og 6 mark lübecksk for 1000 stk. må være et fornuftigt ”prisoverslag”, og et indkøb af 5000 stk. kan ikke siges at være for mange, og for prisen på 30 mark lübecksk har der også været råd til skæfter. Pilstikkeren må have haft meget at se til.

      De mange forskellige former for brandpile, bomber og raketter – og det store antal, der sandsynligvis er blevet affyret – har også udgjort en del af den samlede udgift for ammunition, men det har desværre ikke været muligt at fastsætte denne nøjagtigt, men den samlede pris for den ovenfor nævnte ammunition uden brandpile, brandbomber og raketter har kun været 248 mark lübecksk 3 skilling og 4 penning og med det dobbelte antal kanonkugler 365 mark lübecksk 8 skilling og 8 penning. Der har altså været råd til indkøb af store mængder brandpile og andre former for skyts, der kunne sætte bygninger i brand.

     Antallet af ekstra vogne til ammunitionen kan have være 8-10, og disse vogne har kostet 24-30 rhinske gulden for en måneds leje.

Redskaber, værktøj og tønder

Sammen med det krudt og den ammunition, der i Nürnberg i 1449-50 blev medbragt til kanonerne, skulle der på andre vogne medbringes skovle, hakker, spidshakker, kiler, paveser og stiger.

     Andre redskaber som økser, hamre, save, bor, spader, etc. har der også skullet være tilstrækkeligt af. Hvorvidt disse redskaber er blevet indkøbt, eller om de har været en del af et eventuelt lager til krigsformål, er spørgsmålet. Hvis de har skullet købes, findes der for nogle af dem priser fra klageskrifterne – og indkøb i byer, der viser, hvad disse ting kan have kostet. En hammer angives til at have en værdi af 1 mark lübecksk, økser til henholdsvis 6 skilling lübecksk og 1 mark lübecksk, en skovl til 3 skilling lübecksk. Skulle der være indkøbt fx 50 stk. af hver, og priserne være nogenlunde repræsentative, ville det blive i alt 110 mark lübecksk.

     Søm måtte ikke mangle, og der findes priser for forskellige størrelser. Små søm kostede fra en tredjedel penning til lidt over en halv penning stykket, og store søm 1 penning per styk, de såkaldte ”penningesøm”. Blev der indkøbt 5000 af de sidste, var prisen 26 mark lübecksk 8 penning.

     Hestesko må der have været brug for i stort antal. Der findes en pris på hestesko på 5 penning pr. stk., som desværre er fra 1389, men sammenligner vi med udviklingen af prisen på søm, må en pris på 6-7 penning per hestesko anses for at være en rimelig pris. For 1900 heste, der måske i gennemsnit skulle have 2 nye sko, ville det beløbe sig til ca. 119-138 mark lübecksk.

     Til at transportere alle disse redskaber har der skullet bruges 3-4 vogne til en leje af 9-12 rhinske gulden.

     Man kan gå ud fra, at mange fødevarer er købt i tønder, hvor prisen har været inklusive ”indpakningen”, men hvis den ikke var, skulle der indkøbes tønder. Nye kostede i 1416 8 skilling lübecksk per stk., og gamle kostede 1½ skilling lübecksk, så forudsat, at disse priser holder, og der skulle indkøbes 250 stk. nye tønder til fødevarer og 250 gamle tønder, der skulle bruges til overgangen over voldgraven, ville udgiften beløbe sig til 148 mark lübecksk 7 skilling. Det virker dog noget ulogisk, at hæren har slæbt tomme tønder med til Brundlund, når der var nok af tønder, der blev brugt som containere. Der har måske skullet indkøbes 250 nye til en pris af 125 mark lübecksk.

Erstatninger for våben og heste

     Som tidligere omtalt skulle alle soldater ifølge deres kontrakter selv sørge for våben, men mistede de dele af eller hele udstyret, skulle dette erstattes af hertug Wilhelm. Det kunne være dyrt, og der findes en del oplysninger om, hvad våben kunne koste i de krav om skadeserstatninger, der blev fremført under krigen fx i 1413.

     Armbrøster kunne gå i stykker, og her ville prisen for en god armbrøst være 3-4 mark lübecksk. Man kunne få et brugbart sværd for 1½ mark lübecksk, men et ordentligt sværd må have kostet 2-3 mark lübecksk, og så kunne man selvfølgelig få sværd, der kostede betydeligt mere.

Der var også eksempler på en næsten fuld udrustning: i 1413 blev 1 harnisk, 1 skjold, 1 gleve [lanse], 1 sværd sat til at have en værdi af 12 mark lübecksk. Det har ikke altid været nødvendigt at erstatte våben; ofte kunne de repareres, for der var jo våbensmede med på togtet.

     Hertug Wilhelm har ikke købt heste til togtet, da alle havde deres egne. Det har kun været nødvendigt, når mistede heste skulle erstattes, som det var aftalt i kontrakterne. Hvad heste kostede, kan man få en fornemmelse af ved at se på klageskrifterne fra 1409 og 1413. Her er der sikkert ikke blevet holdt igen med prissætningen, men der er ingen tvivl om, at heste var dyre – både i anskaffelse og underhold.

     Som et eksempel skulle Den Tyske Orden i 1402 betale erstatning for 50 heste, som 24 soldater fra Kulmland havde mistet under sommerens togt til Litauen. For stridsheste (Hengste -destrier) 15-20 mark preussisk, for andre krigsheste (Trabern) 10-15 mark og for almindelige rejse- eller vognheste 5-10 mark. En schweik (en lille hest, der blev meget benyttet af Den Tyske Orden) kostede 3-6 mark. Nu kan det ikke ses, hvilke begivenheder eller forhold, der gjorde, at man mistede disse mange heste, men der kan ofte have været mange heste, der skulle betales erstatning for, og det kunne hurtigt blive til en stor udgift.

Ingen tal

Det var nødvendigt at have telte (kaldet tentoria eller pawluvne) med, når så mange mennesker skulle have tag over hovedet på et krigstogt eller ved en belejring. Ser man på afbildninger af telte fra middelalderen, var de åbenbart runde eller pavillonagtige og bygget over et træskelet. Teltdugen har for det meste været af lærred, eller der kan nogle steder være anvendt huder, som en af provianteringslisterne viser. Det lader til, at almindelige telte havde plads til 4 personer.

     I Straubing skulle der i 1421 laves et nyt telt, og til dette formål blev der indkøbt zwilich, et dobbeltrådet lærreds- eller bomuldsstof, og i Danzig blev der i midten af det 15. årh betalt ca. 7 mark preussisk for syning af et telt. Det fremgår ikke, om prisen var inklusive teltlærred. Uden at kende prisen på de forskellige telte må det antages, at telte ikke har været billige. Spørgsmålet er, om de forskellige grupper ikke havde deres egne telte med, så hertug Wilhelm kun ville have udgifter til telte, hvis de blev beskadiget.

     Telte er dog ikke det eneste område, hvor det er sparsomt med oplysninger om priser og udgifter. Ved at kigge på de tidligere anførte provianteringsfortegnelser (se kapitel 6. Logistik) kan det ses, at der mangler at blive sat priser og udgifter på nogle af de ting, man kunne forvente blev medbragt til lejre, som fx udstyr til teltene: stole, borde og senge(?). Men havde hertug Wilhelm en udgift forbundet med disse ting?

     En udgift, han har haft, er til belysning; her skulle der medbringes vokslys, tællelys og ikke mindst fakler. Til dem har der skullet bruges fakkelstokke og voks, men her fortæller priserne desværre ikke noget om mængden. En halv tønde vokslys kostede i Rostock 2 mark rostocksk 12 skilling i 1416, og er der blevet medtaget 4-5 tønder, har prisen været mellem 11 mark lübecksk og 13 mark lübecksk 7 skilling.

     Andre ting, der skulle medbringes til lejrlivet, har været spiseskåle og måske også duge og håndklæder. Opretholdelsen af livsstil og personlig hygiejne har åbenbart spillet en rolle, som det ses af Rothenburg ob der Taubers regnskab fra 1499, hvor der foruden udgifter til vask af duge og håndklæder også var udgifter til besøg hos barberen. Af mere specielle artikler, der kan være medbragt, er tørret mos, der blev anvendt som toiletpapir. I en af provianteringslisterne nævnes, at der blev medbragt brænde, men det har ikke været nødvendigt at medbringe til Aabenraa; der var masser af skov omkring byen.

Den mulige udgift til belejringen og manglende tal

En sammentælling af de ovenfor nævnte estimerede udgifter giver et samlet beløb på afrundet 1390 – 2008 mark lübecksk (1389 mark lübecksk 13 skilling og 8 penning – 2008 mark lübecksk 13 skilling og 8 penning).

     Der er en del ”mørketal” – især hvad angår udgiften til kanoner, mængden af ammunition og ikke mindst brandpile og – bomber, ligesom der mangler priser for nogle af de mindre redskaber, såsom jernkæder, tove, brækjern, koben, jernkøller og jernkiler.

     Erstatninger for våben, heste og tilbehør kan ikke have været store. Der var ikke fjendtligheder, hvor hestene blev benyttet, og våben er ikke blevet mistet til fjenden, men kan være blevet ødelagt ved stormen på Brundlund, så en afvejning vil sige, at erstatningsbeløbet måske ikke kan have været helt så voldsomt.