4. Soldater og andet personel i hertug Wilhelms hær

Mange steder i 1300-tallet var lejesoldater for langt den største dels vedkommende adelige til hest og deres hjælpere. Dette ændrede sig efterhånden i den første halvdel af det 15. årh., og i år 1500 udgjorde adelen kun en mindre del af hæren. Sådan var det i Danmark, i Holsten, i hansestæderne og i resten af Nordtyskland.

     De svært pansrede ryttere blev efterhånden afløst af eller suppleret med lettere bevæbnede beredne udrustet med fx armbrøst eller lettere spyd. Skytter – og det vil først og fremmest sige armbrøstskytter – blev benyttet i stadig større omfang, og de blev efterhånden suppleret med skytter med krudtvåben. Det kom også til udtryk i den måde, hærene blev opstillet på; det ses fx i en plan fra Burgund i 1417: Hæren skulle bestå af riddere til fods bistået af skytter sammen med riddere og skytter til hest på flankerne. Ændringerne i hærenes sammensætning betød, at det nu også var muligt for andre end adelige og deres mænd at gøre krigstjeneste.

     Forandringerne havde flere årsager: Kampene under Hundredårskrigen 1337-1453 mellem England og Frankrig havde tydeligt vist, at angreb af adelige hære til hest kunne stoppes og nedkæmpes. Fx havde de engelske langbueskytter ved flere lejligheder vist, hvor effektive de var, ikke mindst i slaget ved Agincourt i 1415.

     Krudt og dertil hørende våben spillede en stadig større rolle, og med disse nye våben bestod en hær nu af flere nye grupper, først og fremmest kanonkyndige, men også soldater, der forstod at betjene krudthåndvåben. Begyndelsen af det 15. årh. er dog en overgangsperiode, hvor nogle karakteristiske våben, langbuen (dog ikke i Nordeuropa), armbrøsten og bliden, stadig spillede en stor rolle. De nye krudthåndvåben og kanoner blev til stadighed forbedret, men blider var endnu så effektive, at man ikke ville undvære dem ved belejringer – eller forsvar (se s. 82f).

     Også pligten til at stille i tilfælde af krig blev flere og flere steder og hyppigere noget, man kunne betale sig fra. Det gjaldt ikke mindst for borgerne i byerne. En af grundene for byerne til at engagere lejesoldater var, at tabene af borgere kunne være så store, at det havde indflydelse på byens næringsliv, som det var tilfældet med Rostock i forbindelse med krigen mod den danske kong Valdemar Atterdag. Hvor hurtigt overgangen fra et borgeropbud til en hær udelukkende bestående af lejesoldater kunne finde sted, kan observeres i Hamborg, hvorfra der var borgere med foran Brundlund, men nogle få år senere bestod styrken, som byen havde udsendt i kampen mod vitaliebrødrene i Frisland, udelukkende af lejesoldater.

      Den gradvise professionalisering af andre grupper end adelige og dermed en ændret sammensætning af hærene i den sidste halvdel af det 14. og første halvdel af det 15. årh. havde altså taktiske, teknologiske og samfundsmæssige årsager.

     I princippet var alle soldater, der solgte deres tjenester enmandsforetagender, men oftest blev der lavet en kontrakt med en ”krigsentreprenør”, der kunne stille med en gruppe af lejesoldater. Hvem hertug Wilhelm har engageret har været hans afgørelse, og han har uden tvivl engageret ”gamle kendinge”, der kom med et større antal egne folk. Disse underentreprenører har så kunnet få et større overskud til sig selv.

     Der var mange grunde til at gøre tjeneste som lejesoldat, og mange forskellige former for tjeneste. Man kunne blive fastansat til bevogtningsopgaver i en by, eller man aftalte at gøre tjeneste for en by eller en anden mand i en nærmere fastsat periode til de og de betingelser og for den og den betaling. Kontrakterne kunne være med eller uden kost, med eller uden erstatninger for mistede heste eller våben, med eller uden frikøb fra fangenskab eller afhænge af, hvor god ens våbenudrustning var.

     Der kunne være forskellige betingelser eller fordele indført i kontrakterne, og betalingen kunne også afhænge af, hvor stor en risiko, man løb; soldater i forreste række kunne selvfølgelig kræve - og fik også en højere sold end soldater, der fx kun havde bevogtningsopgaver eller som stod bagerst, som bøsseskytterne fra fx Rothenburg i 1499, der kun fik ¾ sold, fordi de var placeret i bagerste række. Foruden solden kunne der udbetales store beløb ved ansættelsen og ved afsked. Var man ansat med fri kost kunne man få dobbelt sold, når tjenesten foregik langt fra byen, som det var normalt i fx Nürnberg. En lejesoldat kunne få noget af solden forudbetalt kaldet ofraschunge – op til nogle ugers sold – alt afhængig af rejsens længde. Til gengæld kunne man ikke få rejsepenge - den såkaldte czerunge, når kontrakten udløb. Blev en soldat taget til fange, skulle der udover løsepenge, også betales for kost og ophold under fangenskabet – og solden skulle selvfølgelig fortsat betales. At betale løsepenge kunne tage lang tid; i 1436 og 1437 betaler Hamborg for frikøb af fanger fra krigen mod Erik af Pommern.

     For nogle var det at gøre tjeneste som lejesoldat en levevej, for andre en mulighed, når lejligheden bød sig – som det var tilfældet med mange af vitaliebrødrene. For andre var krig og fejder en del af deres adels- eller ridderkultur, fx når Den Tyske Orden inviterede ”gæster” til at deltage i korstog i de baltiske lande, eller der kunne være familiære grunde, som når hertug Wilhelm af Lüneburg deltog i kampen om Slesvig.

     Der må altså skelnes mellem dem, der kun drog i krig for penge og dem, der havde politiske, sociale eller økonomiske bånd med dem, de arbejdede for. Der var også andre forskelle. De, der blev engageret af hertug Wilhelm, deltog ikke kun for soldens, men også for kampens skyld og for udsigten til bytte, mens det har været anderledes for de borgere, der deltog – fx dem fra Hamborg.

     For at komme frem til, hvad hertug Wilhelm har skullet betale i sold, kan betingelserne for og størrelsen af betalingen, når fx hansestæderne, Den Tyske Orden eller sydtyske byer hvervede lejesoldater, måske give et fingerpeg.

Hansestædernes kontrakter

Hansestædernes soldbetaling til lejesoldater i deres tjeneste i den første halvdel af det 15. årh. kan ses af forskellige kontrakter, fx i 1409 da man var i krig med hertug Erik af Sachsen-Lauenburg, hvor der blev indgået en kontrakt med væbnerne Ecgard og Laurencius Haken, der stillede med 7 gewapend (se s. 38) og 4 skytter. Det lader til, at der har været tale om en slags standardkontrakter, da der findes forskellige kontrakter formuleret på samme måde. Tilsvarende findes der enslydende kvitteringer for udbetalt sold, og det er ikke så mærkeligt, at der er bevaret masser af disse kvitteringer, da man måtte sørge for, at man senere kunne dokumentere, at solden virkelig var blevet udbetalt.

     Kontrakten med de to væbnere var klar og detaljeret. Hver gleve (se s. 38) skulle have 30 mark lübecksk, og hver skytte skulle have 15 mark lübecksk for det halve år, tjenesten var beregnet til at vare. Hertil kom fri fortæring i herberget, øl, ”foder og skoning af hestene, og hvad derudover tilkommer os som riddere, uden svig og undskyldninger”. Altså som det tilkom dem efter deres stand; også betalingen skete efter taksten for ”riddertzold”. Harnisker og våben skulle mændene selv sørge for, men kom de ud for en ”arbejdsulykke” – de kunne blive taget til fange eller miste deres heste og udstyr – skulle de frikøbes, og hestene og udstyret erstattes. Erstatningspligten gjaldt dog ikke de ejendele, der ikke var nødvendige for at forrette tjenesten, og arvingerne kunne heller ikke stille nogen former for krav. Skulle byen ikke i det halve år gøre brug af deres tjenester, skulle solden alligevel betales, men lige så snart, den var betalt, skulle de ikke længere kunne blive i byen. Det kunne åbenbart være svært at komme af med "gæsterne" igen, hvis aftalen ikke blev forlænget, eller hvis de ikke kunne finde arbejde andre steder.

     Indgik byerne en indbyrdes aftale blev udgifterne delt. I en aftale fra januar 1417 mellem de vendiske hansestæder kan vi se, hvad byerne var forpligtede til at gøre i tilfælde af angreb på en af de andre byer. Inden 14 dage skulle der gives besked til den angrebne, om man ville sende soldater eller penge ”mit luden edder mit gelde”. Hjælp i form af penge var 20 mark lübecksk for den "væbnede" (soldat til hest) og 10 mark lübecksk for en "skytte". Det var den halvårlige afløsesum, og pengene skulle falde ”sunder argelist” ”uden svig” inden for de første 3 måneder, og ellers så længe fejden varede. Soldaterne skulle være "wolgeperdet unde beharnisched". Det var - alt andet lige - kun 2/3 af solden fra 1409. En mulig forklaring kan være, at lejesoldaterne fra 1409 var ”udenbys”, mens soldaterne i 1417 var nogle af byernes egne ansatte eller indbyggere. Denne forskel i betalingen var fx tilfældet, da Nürnberg i 1449-50 engagerede lejesoldater, hvor skytter fra Egen fik 39 gulden plus forplejning om året, mens byens egne borgere fik halvt så meget –19,5 gulden plus forplejning.

     De henholdsvis 20 mark lübecksk og 10 mark lübecksk var den rene sold, som en aftale fra 1443 præciserede. Alle byer skulle selv udstyre deres mænd med forplejning til rejsen, men når de var ankommet, skulle byen, der havde bedt om hjælp, give dem kostforplejning og deres heste hø, havre og hovbeslag. De byer, der havde sendt hjælpen, skulle betale sold for de soldater, de sendte, betale eventuelle løsepenge og betale for mistede heste. Beløbet svarer til 3 mark lübecksk 5 skilling og 4 penning per gleve for en måned og 1 mark lübecksk 10 skilling og 8 penning per skytte.

     De samme bestemmelser findes i traktaten mellem holstenerne og hansestæderne fra den 27. sept. 1426. Her skulle holstenerne stille med 100 gewapent til krigen, og hansestæderne skulle betale for forplejning og foder, og holstenerne betale sold og skadeserstatninger.

     I Rostock fik 10 soldater i 1422-23 hver 12 skilling rostocksk for 14 dages tjeneste. Det svarer til 12 skilling lübecksk for en måned, hvis det forudsættes, at 14 dage er en halv måned.

     I Lübeck i 1457-58 fik 50 soldater 51 mark lübecksk 12 skilling til sold og kost for 8 dage. Det var 2 skilling lübecksk 1 penning per soldat per dag, eller for 4 uger 3 mark lübecksk 10 skilling og 4 penninge. I samme opgørelse fik 10 andre soldater for 8 uger 47 mark lübecksk 10 skilling og 4 penninge. Det var 1 skilling lübecksk 4 penninge per soldat om dagen, eller for hver soldat i 4 uger 2 mark lübecksk 5 skilling og 4 penninge.

     I 1483 var det beløb, som byerne skulle give i stedet for at sende soldater, 6 rhinske gulden for en gleve i en måned. Det svarede til 9 mark lübecksk.

     Solden kunne også afhænge af, hvor meget udstyr soldaterne kunne stille med. I en aftale mellem nogle hansestæder fra januar 1428, stod der, at en soldat med egen harnisk skulle have 12 skilling lübecksk per uge i sold; uden egen harnisk 8 skilling lübecksk per uge. For de armbrøstskytter, der ikke havde de foreskrevne 24 pile med sig, skulle solden reduceres med 1 skilling lübecksk per uge. Byerne skulle desuden sørge for, at der var tale om dygtige lejesoldater og søfolk. 12 skilling lübecksk om ugen svarer til 3 mark lübecksk for en måned (4 uger).

Den Tyske Ordens kontrakter

 Den Tyske Orden engagerede i 1409 lejesoldater til en krig mod Polen-Litauen. Antallet var 800 glever. De skulle gøre tjeneste i 2 ½ måned, og hver gleve skulle have 11 mark preussisk pr. måned. 1410 gav Ordenen 12 rhinske gulden pr. måned til glever, der kom længere borte fra, og det lader til, at solden blev hævet med 50 %, hvis soldaterne selv skulle stå for deres forplejning. Det skulle de pommerske soldater, og de fik så 18 rhinske gulden pr. måned.

     I 1410 fik Den Tyske Orden også 400 Schiffskinder til at gøre tjeneste på Marienburg efter ordenens nederlag til en polsk-litauisk hær samme år ved Tannenberg.

Schiffskinder var en betegnelse for alle hyrede ombord på et skib, og mange har ikke ”kun” været almindelige matroser, men også våbenkyndige udstyret med harnisk og dygtige til at bruge en armbrøst. Af et brev fra 1411 kan det ses, at de fik 1 mark preussisk per uge til kost og sold, det samme som en armbrøstskytte til hest fik. Det er 4 mark preussisk per måned, og anvender vi forholdet fra ovenfor er det 2 2/3 mark preussisk i ren sold. Lejesoldater var - af åbenlyse grunde - interesserede i at få solden udbetalt per uge og ikke per måned; de fleste steder var 4 uger dog lig med en måned.  

     I 1430'erne blev der igen hvervet Schiffskinder fra Danzig, og de fik nu 1,5 mark preussisk per uge. At de har været gode til at kæmpe, kan ses af forskellige rosende omtaler af deres indsats og kampevner. 1433 lover Højmesteren for Den Tyske Orden at betale 19-20 rhinske gulden per Spieβ (gleve) per måned. Desuden lover han frikøb i tilfælde af fangenskab. Senere på året stiger solden til 22 rhinske gulden per måned.

(Syd)tyske byers kontrakter

Da tyske byer i 1428 besluttede, at man skulle stille med lejesoldater til krigen mod hussitterne, blev det bestemt, at man ved 4 heste (4 perden) skulle forstå 3 bevæbnede og en hjælper (dreng). En sådan enhed skulle have 34 rhinske gulden i sold om måneden. Den høje sold må betyde, at de selv har skullet sørge for forplejningen.

     I 1423-24 var der fx i Basel en udgift pr. lejesoldat på 38,3 penning per dag, der er lig med 51 rhinske gulden pr. år. Kilderne fra andre sydtyske byer viser, at et års indkomst for lejesoldater i 1449-50 lå på ca. 48-52 rhinske gulden (afhængig af om 4 uger var lig med en måned eller ej). Et beløb der ikke ændrede sig meget i hele det 15. årh.

Oversigt over kontrakter med lejesoldater: omregnet til sold for 4 uger

Antallet af soldater og deres sold

Hertug Wilhelms sammensætning af sin hær var bestemt af den opgave, han havde indvilget i at udføre. Han skulle føre krig mod den danske konge, og hans mål for de 4 uger har været at indtage Aabenraa og Brundlund. Det har betydet, at mænd med erfaring i belejringer må være blevet engageret.

     Lad os begynde med dem, der skulle udføre angrebet – soldaterne. Når hertug Wilhelms kontrakt siger 300 glever, må vi først bestemme, hvad en gleve er, og hvor mange mænd, der her kan være tale om.

     Overalt i Vesteuropa var en gleve den mindste enhed i hæren, og bestod af en stærkt pansret rytter samt hans følge. Denne militære enhed havde mange betegnelser, i Frankrig homme d’armes, lance, glaive, armure de fer. For den engelske hærs vedkommende men-at-arms, homines ad arma, homines armati. De tyske betegnelser var Lanze, Spieβ, Gleve, Helm

eller gewapent. I Holsten også ”wapende lude” eller ”mannen mit helmen”.

     I Frankrig og England kunne antallet af mænd i en gleve variere en del; der kunne være lokale forskelle, og antallet ændredes også over tid, da rustningerne blev stadig tungere og krævede større heste og derfor flere hjælpere. Hertil kom, at begivenheder på slagmarken også kunne have indflydelse på størrelsen. Senest efter slaget ved Agincourt i 1415 blev skytter flere steder en del af enheden.

     Hos Den Tyske Orden bestod en Spieβ normalt af en Spieβfører, 1-2 armbrøstskytter og en hjælper. I Ordenens soldbog kunne en Spieβ dog også blot være en regneenhed, når 3 mand bliver omregnet til en Spieβ.

     I Holsten var en gleve i det 14. og begyndelsen af det 15. årh. en fuldt udrustet ridder til hest og én hjælper (Knecht - væbner). Hertil kom en dreng eller ung mand, der ikke deltog i kamphandlinger, men som skulle sørge for hestene, hvis der blev kæmpet til fods; alle var til hest. Hvor hjælperen tidligere ikke tog del i kampen, men kun hjalp med rustningen og våbnene, var dette nu tilfældet, uden at det dog kan ses på hvilken måde, han deltog. Hertil kom pakheste eller vogn til udrustning, proviant og foder. Dette har sandsynligvis krævet endnu én eller flere hjælpere.

    I hansestæderne lader det til, at begrebet gewapent har betydet det samme i det 15. årh. I Lübeck kan man af forskellige dokumenter se, at 1 gewapent er lig med 3 mand til hest, som i en aftale fra 1443 mellem en række hansestæder, hvor det aftales, hvad der skal ske, hvis en af byerne skulle blive angrebet. En gewapent er lig med tre heste (eyliken gewapent uppe dree perde gerekent). Som ovenfor nævnt forstod man ved ”4 heste” 3 lejesoldater og 1 hjælper, så derfor må/kan 3 heste betyde 2 soldater og 1 hjælper.

     I 1483 indgik en lang række hansestæder en aftale om gensidig hjælp, hvis en af byerne skulle blive angrebet. I aftalen præciseres det, at hjælp i form af 1 gewapent er lig med 3 soldater til hest. Sendes hjælpen i form af skytter (til fods) er 1 gewapent lig med 6 skytter. Kan en by ikke stille med det lovede antal mænd, kan den i stedet for en gewapent betale 6 rhinske gulden pr. måned.

     Til søs gjaldt der andre regler, her var 1 gewapent lig med 1 mand, og hvordan det så ud i Danmark kan ses i Ekskurs 1 s. 138.   

     Som man kan se af de foregående kontrakter og soldbetalinger, var der nogle forskelle. Hansestædernes soldbetaling var nogenlunde på linje med andre tyske byers, hvorimod Den Tyske Orden betalte en del mere, hvilket helt sikkert havde noget at gøre med den situation, ordenen befandt sig i efter 1410. Her er det også svært at afgøre, om en gleve bestod af 2 eller 3 kæmpende.

     Da hertug Wilhelms kontrakt blev indgået med 3 vendiske hansestæder med Lübeck i spidsen, kan vi dog med nogenlunde sikkerhed sige, at hertug Wilhelm havde 900 mand med sig; 600 der var udrustet til kamp og 300 hjælpere.

    Som det fremgik fik en soldat– med harnisk – i 1428 3 mark lübecksk eller ca. 3 1/3  rhinske gulden for 4 uger. Hertug Wilhelm har ikke kunnet betale mindre, end der blev betalt til de soldater, der blev engageret til kampen til søs mod den danske konge, så det må være mindstebeløbet, han har skullet betale. Sammenligner vi med, hvad der blev betalt til soldater i kampen mod hussitterne i 1428 – og godtager, at antagelsen om, at solden er uden kost og derfor skal reduceres til totredjedele – så giver det omkring 7 rhinske gulden per mand, men har de også selv skullet betale foder til hestene, så kommer den ”rene sold” ned i nærheden af det, hansestæderne betalte.

     Hvis vi antager, at solden har været mindst 6 mark lübecksk per gleve, så har solden til de 300 glever været 1800 mark lübecksk. Hvis hertug Wilhelm har skullet matche den betaling, som de tyske byer betalte i 1428 til kampen mod hussitterne, og vi kommer frem til, at den rene sold her var 5 rhinske gulden per soldat, har han skullet betale 3000 rhinske gulden for 4 uger. Hertil kan han have givet 2 ugers czerunge henholdsvis 900 mark lübecksk eller 1500 rhinske gulden, bliver det i alt en samlet sold for soldater på fra 2700 mark lübecksk til 4500 rhinske gulden (omregnet 4125 mark lübecksk).

     Nu står der i hertug Wilhelms kontrakt intet om armbrøstskytter eller ”hantbussen”-skytter, men der har uden tvivl været skytter af begge kategorier med ved belejringen. Skytternes andel kunne i hansestæderne være 20-25 % af det antal gewapent, der blev engageret. Der blev ofte direkte stillet krav om, hvor mange skytter, der skulle stilles med. Antallet af glever må sikkert forstås på den måde, at de tre hansestæder og hertug Wilhelm har været enige om, at antallet skulle være 600 godt udrustede og erfarne soldater. Det antages her, at det ikke har betydet noget for soldens størrelse.

Andet personel og deres sold

Hvad angår profession, antal, aflønning og arbejdsforhold findes der ikke så mange oplysninger, men enkelte kilder giver et lille indblik i, hvem der foruden soldater deltog i et krigstogt, og hvor forholdsmæssigt meget ”servicepersonel” det var nødvendigt at have med.

     En engelsk hær på 2400 mand, der i 1428 var på vej til Frankrig, havde 80 håndværkere med, bl.a. tømrere, murere og pilemagere.

     I 1431 sendte Nürnberg 150 ryttere og 150 fodsoldater til kampen mod hussitterne, og de fulgtes af 38 vognmænd (kuske) med 189 vognheste. Til pleje af hestene var der 1 overordnet, 1 fodermester, og 1 hovsmed med 2 hjælpere. Til køkkenet var der 2 køkkenmestre, 2 kokke og 1 køkkenhjælper. Der var 1 læge og hans hjælper og 3 præster, hvoraf 1 fungerede som skriver. Hertil kom 2 personer, der stod for brødforsyningen, og 2 der stod for vinen. De sidste 4 lader dog til også at have været soldater. Det vil sige, at der til at servicere 300 soldater har været 53 mand.

     En tredje beretning er også fra krigen mod hussitterne i 1431, hvor Regensburgs tropper tog afsted: [.. ] ”Spidsen dannedes af kaptajn Soller med 73 ryttere, derefter fulgte 71 armbrøstskytter med deres faner, så kom 16 skytter med deres håndbøsser. Efter dette mandskab kom præsten fra Ahlkirches vogn, og efter denne kom smedene, garverne, rustningssmedene, våbensmedene, skrædderne, kokkene og slagterne, i alt 284 mand”. Det giver 123 smede, kokke osv., men nogle af disse håndværkere har også skullet deltage i krigshandlingerne (se nedenfor). Det er tydeligt, at de to lister ikke er komplette, i den første mangler der håndværkere, og i den anden mangler der vogne og kuske. Det betyder dog ikke, at der altid har været håndværkere med på krigstogter, men vogne og kuske har der altid været med – og det i stort antal.

     Et fjerde fingerpeg kan gives af et brev, som de hanseatiske belejrere af Helsingborg i 1369 Bruno Warendorp og Thomas Morkerke sendte til rådet i Lübeck, der ikke kunne forstå, at de havde bedt om forsyninger til 2200 mand. Rådet mente, at der kun var omkring 300 soldater ved belejringen. Svaret var, at tallet 2200 var brugt for at narre fjenden, hvis de skulle opsnappe brevet; det rigtige tal var 1100, hvoraf 260 var soldater. Det vil sige, at der for hver soldat kan have været 4 ”servicemedarbejdere”. Disse 840 mand har ikke alle været med ved belejringen, da man må formode, at en (stor) del af dem har været søfolk, selvom søfolk også vidste, hvordan man skulle kæmpe, som det var tilfældet med Den Tyske Ordens engagering af Schiffskinder.

     Der er forskel på antallet af andet personel i disse kilder, men der er ingen tvivl om, at en belejring har krævet en del andre professionelle end kun soldater. Lige så vigtigt som antallet er det dog at bestemme, hvilke typer af håndværkere og andet personel, det var nødvendigt at have med:

     Til et krigstogt i 1444 medbringer Nürnberg ”[ ]en vogn med stiger, en vogn med forskelligt til køkkenet, 1 augustinermunk, 2 kokke, 2 trompeterer, 1 hovsmed, 1 læge[  ]”

     Krigsforordningerne fra Nürnberg 1449-50 siger, at der af andet personale skal medbringes en køkkenmester, tjenere, brødgivere[!?], kokke, skænkere, fodermestre, 6 slagtere, der udover solden, der er den samme som fodsoldater får, skal have huderne af de dyr, de slagter, 1 vognknægt, 2 smede, 40 tømrere og murere, og en præst og en munk. De mange håndværkere, der var med, fik samme sold som soldater til fods. De skulle så også deltage i krigsindsatsen. Dette gjaldt dog ikke for smedene, vognmagerne og slagterne. Hvilket virker meget logisk, slagterne havde travlt med at slagte røvet kvæg, smedene med at holde våbnene i orden, og vognmagerne med at reparere og holde vognene i god stand.

     Det var også nødvendigt at have læger med, og af og til dukker de op i kilderne. I Nürnbergs krigsforordninger 1449-50 nævnes læger – ”von der statt ertzten im krieg”. Byen skal stille med to læger ved større togter. Lægerne skal behandle alle – høj som lav, og lønnen er 1 gulden om ugen. Det svarer til 2 rhinske gulden. I 1426 nævnes der en Cirurgius i Kiel, og i 1453-54 sendte klostret i Preetz bud efter arsten i Kiel, han skulle tilse kapellanen, der var blevet bidt af hundene [!]. I 1457 boede der en wunnenarst – en sårlæge i byen.  

     Om der også var kræmmere og høkere – eller marketendere med hertug Wilhelms, Lübecks eller Hamborgs styrker er et godt spørgsmål. At der ofte var handelsfolk med på krigstogter, kan ses af forskellige forordninger, fx i 1427 og 1431, da kejser Sigismund drog i kamp mod hussitterne. Her befales det, at der indrettes frie markeder i lejrene for handlende. Det gjaldt åbenbart ikke kun for købmænd. Enhver kunne følge hæren, som der står i reglerne fra 1431 om dem, der kommer for at handle ”ein jeglicher, der in de here furet spise”[  ][70] Der kunne også gives afgiftslettelser – eller fritagelse – hvis de handlende leverede varer til lejrene, som det skete i 1474-75 i kampene mellem Burgund og kejser Friedrich III.  Også for Rostocks vedkommende er der en henvisning til, at marketendere drog med hæren på egen risiko.

     Der kunne dog være et problem med for høje priser. Under et felttog mod hussitterne i 1421 gav kurfyrsterne lov til, at der blev skabt et åbent marked, hvor alle kunne sælge deres produkter, men priserne lader til at have været særdeles høje, fx klagede en schweizisk lejesoldat over, at han skulle betale 30 pund for en Eimer landvin, mange gange over det normale.

     Marketendere kendes fra 30-årskrigen, ligeledes soldater, der medbragte hele familien. Lykkeriddere og prostituerede fulgte også med, men om dette var tilfældet i 1429 er ikke til at sige, men det er tvivlsomt. Fx skulle schweizerne ifølge deres kontrakter i 1449 med Nürnberg love ikke at tage kvinder med på togt og ikke at spille. Dette ville skabe splid.

     At hertug Wilhelm har overladt hele forplejningen eller dele heraf til handlende er ikke sandsynligt. Hele færden skulle kun strække sig over 4 uger, og der har ikke været råd til ikke at have helt styr på provianteringen. Vi går derfor ud fra – ved beregningerne af, hvad der er blevet medbragt af proviant – at hæren har medbragt alle fornødenheder, men at det samtidig har været muligt for soldaterne at foretage indkøb hos de købmænd – eller andre, der fulgte hæren.

     En anden gruppe, der kan være bedt om at hjælpe ved Brundlund, var friserne. Fra deres landvindingsarbejde i marsken var de eksperter i større jordarbejder, og ved belejringen af Flensborg i 1431 kom de holstenerne og hansestæderne til hjælp, men var der frisere med foran Brundlund, har de sikkert været med hos holstenerne.

     Hvilke professioner, der kan have været med, er det ikke så vanskeligt at udarbejde en liste over, men ud fra de foregående optegnelser er det ikke nemt at få svar på antallet. Det vil derfor være nødvendigt at forsøge at lave en liste, der afspejler, hvilket personale – og hvor stort et antal – det ville være nødvendigt og fornuftigt at medtage til en styrke, der skulle være i felten en måned og belejre og forsøge at indtage en borg.

     Der skulle bruges ”en lille hær” af tømrere, bagere, kokke, (hov)smede, forskellige typer af våbenmagere og våbensmede osv. Den følgende oversigt over antal og løn eller sold til andet personel er et ”vidensbaseret gæt”, lavet ud fra de foregående optegnelser og antallet af soldater, der var med, samt den opgave hertug Wilhelms hær skulle udføre med en belejring af Brundlund:

     Til selve belejringen var der brug for 10 tømrere, der skulle være med til evt. at fremstille lavetter til kanoner, reparere eller fremstille paveser, bygge katte (se s. 51), og de har også været med til opstilling af bliderne. Der var 4 hjulmagere med, der havde travlt med at holde alle vogne i orden. At mange af hestene har skullet have nye sko er der ingen tvivl om, så de 3 hovsmede har haft rigeligt at se til. Der var også to almindelige smede med. Selvom alle soldater fra starten selv var ansvarlige for deres våben og beskyttelsesudstyr, så sagde kontrakten også, at mistet udstyr skulle erstattes (repareres). Derfor havde Hertug Wilhelm engageret 2 våbensmede, 1 rustningssmed og 2 armbrøstmagere. Til at reparere sadler og seletøj var der 1 sadelmager og 1 seletøjsmager. Rigelig ammunition til armbrøsterne sørgede 1 pilstikker for. Fjernvåbnene har været styret af 2 blidemestre med 4 hjælpere og 2 bøssemestre med 4 hjælpere.

     Af ”lejrhåndværkere” var der 2 skomagere, 1 skrædder, 2 bødkere og 1 teltmager. Der var også 2 læger og en assistent og 2 præster, hvoraf den ene også var skriver.

     Til at sørge for maden var der 4 kokke og 2 køkkenmedhjælpere, og 3 bagere stod for de mange brød, der skulle bruges. Der var 2 slagtere til at slagte noget af det kvæg, der blev ”rekvireret”, og 1 garver til at tage sig af huderne.

      Trompeterer og murere – som det var tilfældet i Nürnberg – har nok ikke deltaget, men der har været en fodermester, der sørgede for tilstrækkeligt med havre og evt. hø til hestene. Her kunne kuskene selvfølgelig også hjælpe til.

     Det bliver 65 mand, men det virker naturligt, at de forskellige professioner også har haft flere lærlinge med, så med 21 lærlinge bliver det i alt 86 mand andet personel.

     Endelig er der spørgsmålet om antallet af kuske og deres betaling, og her er det nødvendigt at kende behovet for vogne (deres lasteevne). Dette behandles i afsnit 11. Kuskene blev aflønnet sammen med deres vogne og heste.

     De forskellige professioner har ikke fået den samme sold. Læger, blide- og bøssemestre har været dem, der fik en sold, der var lige så stor – eller større – end den soldaterne fik. Der er ingen grund til at tro, at håndværkerne ikke fik ”som en soldat til fods”, måske 12 skilling lübecksk om ugen, hvis de også arbejdede, hvor det var farligt, eller de har fået sold som en ”soldat uden harnisk” 8 skilling lübecksk? Andre steder, fx i Nürnberg 1449-50 fik håndværkerne den samme sold som en fodsoldat.

    Hvis vi begynder med dem, der ikke var direkte indblandet i angrebet –”lejrpersonalet”, dvs. kokke, bagere, slagtere, garvere og deres hjælpere har de fået 8 skilling lübecksk pr. uge, og det forudsættes her, at alle har fået den samme betaling. Det kan have været som med lejesoldaterne, at det var lederne (fx kokkene), der fik udbetalt solden og derefter har givet deres underordnede den løn, de havde aftalt med dem. Til tilberedningen af maden – plus slagtere og garver – var der med lærlinge 15 personer, der tilsammen fik 20 mark lübecksk i sold. Til at reparere våben var der 6 mand, der fik 18 mark lübecksk i sold. Til at holde vogne, seletøj og sadler i stand var der 6 mand, der tilsammen fik 18 mark lübecksk. Tømrere, stenhugger, smede og bødkere fik 54 mark lübecksk. Skomagere, skrædder og teltmager fik 8 mark lübecksk. En fodermester og hans hjælper fik 4 mark lübecksk. Løn til lærlinge er ikke taget med, idet det antages, at de var en del af mesterens hushold, men de skulle selvfølgelig have mad.

     De, der fik en højere sold, har været læger, præster og de efterspurgte eksperter som blide- og bøssemestrene. De har tilsammen fået 48 rhinske gulden, og deres hjælpere har fået 18 mark lübecksk. (se Bilag 5: Oversigt over andet personel og deres sold s. 134).

     Den samlede betaling til andet personel på 198,50 mark lübecksk (efter kursen i 1427) kan ikke siges at have været en stor udgift. Om håndværkerne – eller nogle af dem – har fået czerunge, kan vi ikke vide. Blide– og bøssemestrene har uden tvivl fået betalt deres hjemrejse, men hvis der er givet 2 ugers czerunge til alle, kan den samlede sold og løn til andet personel have været på 297,75 mark lübecksk.

     Den samlede soldbetaling kan i runde tal have været fra minimum 1800 mark lübecksk til 4125 mark lübecksk for lejesoldaterne, og mellem 198,5 og 297,75 mark lübecksk for andet personel. I alt et beløb til sold på mellem 1998,50 mark lübecksk 8 og 4422,75 mark lübecksk.