7. Forplejningsregnskabet

Hertug Wilhelm skulle have proviant med til sine 300 glever i alle 4 uger. Gleverne havde et antal ekstra hjælpere med vogne til transport af våben, telte og andre ejendele (se s. 94), og kan så have udgjort i alt 940 mand. Hertil kom andet personel, og ikke mindst et stort antal kuske, der skulle transportere al proviant og udstyr. Anslået har der i alt skullet medbringes proviant til 1400-1450 mand. Dette antal baserer sig på opgørelsen fra kapitel 4, beregningerne i dette kapitel og fra kapitel 11.

 

Minimumsudgifter til forplejning

Et ”regnskab” for forplejningen kan laves på to måder. Den enkleste er den, hvor man ser på, hvad et mindstebeløb til forplejningen pr. mand kunne være. Her fortæller fx tal fra den lübeckske kæmnerbog, hvad indsatte i byens fængsel kostede i forplejning, og man kan gå ud fra, at der ikke blev ruttet med pengene her. 3 optegnelser fortæller, hvad det kostede:

1. I 1456-57 blev der for en fængslet englænder betalt 8 skilling lübecksk per uge, knap 1 skilling 2 penning per dag. Det bliver til ca. 18 ½ rhinske gulden om året eller 1 ½ rhinske gulden for 4 uger.
2. I 1460 blev der brugt 9 mark lübecksk på 35 sørøvere, der sad fængslet i 34 uger. Det giver 9 penning per person per dag. Det er på årsbasis knap 12 rhinske gulden eller 1 rhinsk gulden for 4 uger.
3. I 1476-77 kostede 4 børn og en tjenestepige i 34 uger hver dag 10 penning per person. Omregnet omkring 12,7 rhinske gulden om året eller lidt mere end 1 rhinsk gulden for 4 uger.

(Beregnet med en kurs for rhinsk gulden på 23 skilling lübecksk for punkt 1 og 2 og en kurs på 24 skilling lübecksk 6 penning for punkt 3).

     Et andet eksempel på, hvad der blev betalt for forplejning er fra krigen mod hussitterne, hvor fyrstedømmet Straubing i 1420’erne betalte 14 pund 7 skilling og 21 penning til kost og foder for 40 mand og heste i 11 dage. Hvis vi bruger kursen på 57 penning for en rhinsk gulden, giver det 63 rhinske gulden for de 11 dage eller ca. 5,7 gulden per dag.  Det bliver for hver soldat og hest 0,14 gulden. Hvis det antages, at halvdelen af udgiften går til hesten, er den daglige udgift til soldaternes kost 0,07 gulden eller for 4 uger knap 2 rhinske gulden. En anden trop på 65 mand og heste kostede 34 pund 5 skilling og 13 penning for en måned. Det giver 2,2 rhinske gulden for hver soldat og hest. Her har udgifterne til soldaternes forplejning altså kun været lidt mere end 1 rhinsk gulden for en måned – forudsat at fordelingen mellem mand og hest var den samme – uden at det oplyses, hvorfor der var den store forskel.

     I Nürnberg var prisen for en ”krigsfanges” kost i 1449-50 sandsynligvis 4-5 penning om dagen.  Det var på årsbasis ca. 10-12 rhinske gulden, eller ca. 1 rhinsk gulden per måned.

     Skal man prøve at komme frem til et rimeligt niveau for forplejningsudgifterne, må sørøvernes kost i Lübeck have været det absolutte minimum. Sådanne måltider har det bestemt ikke været muligt at servere for hæren, da lejesoldaterne og alt andet personel har forventet den bedste forplejning lige fra den første dag; god og fuld forplejning bestod i senmiddelalderen af 4 måltider: morgenmad med grød eller brød, middagsmåltid, aftensmad og ”Nachtmal”.

     En udgift på lidt mere end 1 rhinsk gulden per person for 4 uger må anses for at kunne dække udgifterne til en hæderlig forplejning af hæren foran Brundlund, mens 2 rhinske gulden ville kunne give en ganske glimrende kost, og beløbet er måske lidt i overkanten. Det vil sandsynligvis være et passende bud, når hertug Wilhelms udgifter til kost skal beregnes. I alt en udgift for 1400-1450 personer på 2800-2900 rhinske gulden eller mellem 3150 mark lübecksk og 3262 mark lübecksk 8 skilling. (med kursen fra 1427).

 

Udgifter til forplejning: ”De reelle”

    En anden måde at lave ”regnskabet” på, er ved at bestemme, hvad der kan være blevet indkøbt af forskellige varer og til hvilken pris. Til dette kan det være nyttigt at se på, hvad der forskellige steder blev indkøbt, medbragt og serveret for de soldater, en by eller fyrste havde engageret.

     Når Nürnbergs soldater havde været på togt under krigen 1449-50 og kom tilbage til byen, fik de et tegn, der kunne afleveres i køkkenet, hvorefter de så fik udleveret et halvt pund (ca. 237 g) kød i bouillon, et halvt maβ (ca. ½ l) hirsegrød og 2 brød (à ca. 282 g). Ifølge Sander skulle det kun være middagsmåltidet, og han lægger derfor til, hvad fanger ”i tårnet” får leveret af køkkenet hver dag: hver morgen et stykke kød, ½ l hirsegrød og 2 brød og om aftenen hirse og 1 brød. Han kommer frem til, at en dagsration for soldater kunne bestå af 1½ l hirsegrød, 3 ½ brød, ½ pund kød og ½ l øl.

     Det er meget hirsegrød, også når man tænker på, at almindelige mennesker normalt kun spiste hirsegrød til festmåltider. Forklaringen på den megen hirsegrød findes dog i Nürnbergs forordninger for krigen: ”Item in diesem krig was gar vil hirs[ ]”, altså i denne krig var der meget hirse, og som det senere beskrives, blev det solgt billigt. En halv liter øl om dagen må siges at være meget lidt, medmindre de også har fået udleveret vin.

      Den omfattende proviant- og materielfortegnelse fra Nürnberg 1449-50 (se s. 49ff.) har givet mulighed for at lave nogle beregninger. Hver soldat skulle ifølge Dirlmeier have 3 brød om dagen, det var 846 g, og hver soldat skulle have 0,113 l ”mus” om dagen lavet af de 3 sümer hirse, hvede, havremel og 2 sümer ærter, der er nævnt i fortegnelsen. (1 sümer var lig med 330-340 pund). Hver soldat skulle have ½ til 1 pund kød om dagen, hvor byens egne soldater fik ½ pund og schweiziske lejesoldater fik 1 pund. Af de 6 centner spæk og fedt i fortegnelsen kunne hver soldat få 20,3 g pr. dag. Her er der en forskel, hvis vi regner på det. 600 pund (à 475 g) er lig med 285 kg, mens 20,3g x 8 dage x 2000 mand er lig med 324,8 kg. Forklaringen må være, at 1 centner har været mere end hundrede pund. Kød mangler på listen, men det har nok ”transporteret sig selv”, eller man har regnet med at kunne ”rekvirere” det undervejs. Desuden mangler øl og vin, som soldaterne uden tvivl også har fået at drikke.

     Kilden giver også et indblik i de forskelle, der var på forplejningen til ”høj og lav”. Erbern (de ærværdige) fik fisk, æg, ost og krydderier i maden, selvom 20 æg til lørdagen kan synes vel rigeligt (1000 æg til 50 erbern).

     Til sammenligning findes en opgørelse fra Danmark, hvor der i 1520 opstilledes et budget for, hvor mange fødevarer, der skulle til for at holde 100 mand indkvarteret – i borgeleje – som det hed i ét år. Det daglige forbrug per mand per køddag var ca. 1,7 kg kød, 0,7 kg brød, 100 g byggryn og 200 g ærter, og for fastedagene 1,6 kg fisk, 190 g smør, 0,7 kg brød, 100 g byggryn og 200 g ærter. De meget store mængder kød og fisk er uforklarlige og må være en fejl, mens mængdeangivelserne for de andre fødevarer er rimeligt troværdige.

     I opgørelsen kan vi også få en fornemmelse af, hvor meget øl der blev drukket. Efter Kjersgaards udregning, var der 784 tønder malt til rådighed, og af disse kunne der brygges forskellige mængder øl. ”For hvert pund korn skal regnes tre tønder øl,” og kornpundet var lig med to tønder malt. Det var forholdet for godt øl, at af 2 tønder malt kunne der brygges 3 tønder øl. Af almindeligt øl – svende-, spise- eller madøl kunne man brygge 2 tønder for hver tønde malt, og skibsøl gav 3 tønder øl per tønde malt. Endnu ringere var koventes (dansk kavent), der blev brygget på denne måde: ”når urten var siet fra, slog brygmesteren en spand på mæsken for at pine endnu nogle potter ud af den”, som Kjersgaard udtrykker det. De 784 tønder med malt kunne altså give 1176 tønder godt øl, og hvis vi antager, at denne øltønde var rostocktønden på ca. 120,6 l, giver det ca. 3,6 l per mand per dag. For svendeøl giver det ca. 5 l per mand per dag og for skibsøl ca. 7,5 l. Det er altså rimeligt at antage, at hver soldat har fået mellem 4 og 5 l øl om dagen. Det lyder som en masse øl, men der skulle noget til at skylle al den salte mad ned med.

     Til sammenligning kan to andre provianteringslister fra 1700-tallet vise, at mange af de fødevarer, som soldaterne fik udleveret, var de samme som i det 15. årh. En dagsration for en almindelig svensk soldat var 300 g brød, 666 g kød (2 kg hver tredje dag), 233 g smør eller flæsk (700 g hver tredje dag), 1,5 l tørrede ærter eller gryn og 2 ½ l alkoholsvage drikke.

     Under Berings og Spangsbergs ekspeditioner til Sibirien i 1725-43 fik mændene følgende kost: ”Sømandens månedlige ration var: 2 kilo oksekød, 2 kilo svinekød, 18 kilo beskøjter, 4 kilo ærter, 6 kilo gryn, 2 kilo fisk, 2 kilo smør, 84 liter øl, 3,5 liter vin, 0,1 l eddike og 615 g salt”. Det giver med 30 dage per måned 200 g kød/fisk, 600 g brød, 333,3 g ærter/gryn, 66,6 g smør, 2,6 l øl, 0,2 l vin og 20,5 g salt plus en lille smule eddike per dag. Eddiken har de brugt, når de spiste fisk (sikkert stokfisk eller klipfisk) og beskøjter (bagt af rugmel og vand og tørret til de var hårde som sten). Beskøjterne blev blødt op til en slags grød, som blev spist med fx klipfisk og lidt eddike.

Overblik over de forskellige dagsrationer

    

De foregående provianteringslister og oplysninger om dagsrationer til soldater viser, at der var nogle fødevarer, der gik igen i alle optegnelser, hvilket også er logisk, da holdbarhed og mulighed for praktisk transport altid har været det vigtigste, når der skulle medbringes fødevarer til et længere tidsrum.

     Inden vi ser på, hvad der blev indkøbt af proviant til togtet mod Aabenraa og Brundlund, og hvad den kostede, er det nødvendigt først at opstille nogle forudsætninger/betingelser. Da målet var en belejring og ikke en march gennem et område, forudsættes det, at al proviant til de mange deltagere i togtet blev medbragt, dvs. at plyndringer af mad, korn, kvæg, svin etc. ikke indgår som en del af provianteringen og regnskabet. Det har sikkert ikke helt været tilfældet, som kilde 7 viser; kvæg og andre fødevarer er blevet ”rekvireret”, i hvert fald på Løjt (frisk stegt kød smager altså bedre end en sammenkogt ret med salt kød!). Hvor omfattende disse plyndringer har været, er det dog svært, næsten umuligt at sige noget om.

     En opgørelse over, hvad der skulle indkøbes og medtages af fødevarer – og hvad de kostede – kunne se sådan ud:

     Brødet har været det vigtigste at have styr på, og det er derfor nødvendigt at vide, hvor meget korn (rug) der var brug for at medtage for at kunne bage en bestemt mængde brød.

     Her kan forholdene i Nürnberg under krigen 1449-50 være til hjælp. I byen var der problemer med at få bagerne til hver gang at levere det samme antal brød (med den rigtige vægt) af det korn, man leverede til dem. Derfor blev det bestemt, at der af en sümer korn skulle fremstilles 600 brød. Dirlmeier har på baggrund af dette lavet nogle beregninger. Nürnbergs krigsforordninger sagde, at soldater skulle have brød for 1,825 sümer korn om året. Antagelsen er, at der i hver sümer var 430-440 pund korn, og det gav ca. 170 kg brød, da forholdet mellem korn og brød i middelalderen normalt angives til, at man af 100 kg korn gennemsnitligt kunne få 80 kg brød. Da hver sümer skulle give 600 stk. brød, gav det ca. 282 g per brød. Hver soldat skulle have 3 brød om dagen, hvilket gav en dagsration på ca. 846 g.

     Togtet til Brundlund fandt sted efter høsten, så det har været muligt at ”finde” korn i Aabenraa og omegn, men da det er nærmest umuligt at fastsætte hvor meget, antages det, at hæren har haft al brødkorn med. Korn og mel kan være blevet brugt til fladbrød bagt over åben ild, men alle har nok foretrukket brød bagt i en transportabel ovn eller i de ovne, der var i Aabenraa. Her kunne der bages brød med gær. På hjørnet af Store Torv og Søndergade er der fundet rester af bageovne helt tilbage fra starten af 1300-tallet. I 1400-tallet var der bygninger med bageovne.  

     Der skulle være rigeligt med (rug)brød per person per dag. Den høje dagsration i Nürnberg kunne skyldes den lille mængde ”mus”, så en mængde på 600-700 g brød per dag per person må anses for at være ”et godt bud”. Til 1400-1450 personer skulle der bages mellem 840 og 1015 kg brød per dag, eller for 4 uger mellem 23.520 kg og 28.420 kg. Det var en masse brød, og da der skulle 100 kg rug til 80 kg brød, ville hertug Wilhelm have skullet indkøbe 29.400 til 35.525 kg korn(rug). 

     Priserne på korn varierede meget, og en høj pris er ofte blevet fortolket som følge af et ringe høstudbytte, men også andre faktorer som udbud og efterspørgsel, social uro og krig spillede en rolle. Prisforskelle kunne også skyldes kvaliteten af kornet, og om det var før eller efter høsten. Ligeledes kan vandindholdet have haft betydning for prisen.

     Det har været dyrt at indkøbe det brødkorn og den havre, som hæren skulle have med, som priser fra 1428 og 1429 indikerer. 5 forskellige priser på rug fra 1429 viser, at en skæppe kostede mellem 3 ½ og 6 skilling lübecksk To af priserne stammer fra Rostock, og burde nok korrigeres for forskellen mellem Lübecks og Rostocks skæpper. De 3 holstenske priser stammer fra klostret i Preetz´ mølle, der solgte korn til 4 skilling lübecksk per skæppe. Det kan meget vel have været markedsprisen, da salget var til håndværkere, der arbejdede på klostret, og til klostrets ansatte. Kornbehovet på 29.400-35.525 kg rug svarer afrundet til 1164 til 1407 lübeckske skæpper, og hvis vi accepterer en pris på 4 skilling lübecksk per skæppe, var prisen på kornet mellem 291 mark lübecksk og 351 mark lübecksk 12 skilling.

     Spørgsmålet er, om kornet blev transporteret i tønder eller sække. Hvis det fx var i rostocktønder, der kunne rumme 120,6 l eller 85,6 kg, skulle der bruges mellem 344 og 415 stk. til transporten. Hertil kom tøndernes vægt (tara), der lå på 2 ½-3 lispund (ca. 17-20 kg). En almindelig vogn med 2 heste og en kusk kunne transportere 500-650 kg, eller 6-7 tønder. Det krævede altså 55-64 vogne for at transportere kornet. Transportere korn i tønder over længere afstande var dog problematisk. De enkelte korn udviklede gennem en kemisk proces varme, der endog kunne føre til selvantændelse. Normalt blev korn altså transporteret i sække (eller i løs vægt), så hvis det antages, at der kom lige så meget korn i hver sæk som i en tønde, kan vi se bort fra tøndernes vægt (tara), og transporten kunne klares af 45-53 vogne. (prisen for transporten bliver behandlet i kapitel 11). Som nogle provianteringslister viste, medbragtes korn og ikke mel, så det ses der bort fra.

     Alle deltagerne i togtet har ønsket kød på bordet. Provianteringslisterne viser, at et halvt til 1 pund kød om dagen må være realistisk, og det er snarere 1 pund end ½ pund. Soldater var sultne, og når de havde tilbragt en hel dag – under beskydning – på at komme borgen nærmere, var de sikkert ikke tilfredse, medmindre de fik noget ordentligt at spise og drikke.

     Nu var det ikke alle dage, der blev serveret kød, og for at finde antallet af køddage er der nogle fastedage, der skal fratrækkes. Togtet foregik i september og her lå den såkaldte tredje quatember, der betød, at onsdag til lørdag var fastedage. Hertil kom de normale fastedage onsdag, fredag og lørdag, i alt var der for disse 4 uger 13 fastedage. Spørgsmålet er, om reglerne for faste blev overholdt i en krigssituation, men det lader til at have været tilfældet andre steder; sådan var det fx under den såkaldte Soester fejde 1449.

     1 pund kød om dagen til alle betød, at 1400-1450 mennesker spiste 679-703 kg om dagen, eller 10.185 -10.545 kg for 4 uger (15 køddage).

     For at kunne afgøre, hvor mange okser og svin der skulle indkøbes, vil det være nødvendigt at kende slagtevægten, der er dyrets vægt minus hud, indvolde og klove. Den angives hos Dirlmeier for okser til 300 pund, køer 225 pund, og for svin 75-85 pund. Abel angiver slagtevægten på denne måde: ”Hvor meget okser vejede er svært at sige, men i slutningen af det 18. årh. lå vægten på en okse på 150-250 kg og slagtevægten på det halve. Slagtevægten har altså været på gennemsnitlig 100 kg”. Fritze angiver slagtevægten noget lavere til 160 pund (77,6 kg) for en okse, 80 pund (38,8 kg) for et svin og 15 pund for et får. Andre vægtangivelser: ”En gris vejede gennemsnitlig 50-55 kg, og et får gav 25-30 kg kød”, og ”38 kg for et svin og for får og geder ca. 15 kg”. Fra Soester-fejden 1449 angiver Bäumker en okses slagtevægt til 80 kg. Der er altså en vis forskel på disse slagtevægtangivelser, så der er ingen vej udenom at komme med et bud, og slagtevægten i de følgende beregninger bliver 90 kg for oksekød og 39 kg for svinekød.

     Antager vi, at halvdelen af det fornødne kød har været oksekød og halvdelen svinekød, og igen, at halvdelen af oksekødet (2546-2636 kg) er ”gået selv”, har der skullet indkøbes 28-29 okser. Der findes adskillige priser, der kan give et indtryk af, hvad hertug Wilhelm har måttet betale. Fra klageskrifterne er der priser, der går fra 1 mark lübecksk 13 skilling til 5 mark lübecksk 5 skilling per okse, og priser fra klostret i Preetz i 1473 siger 2-4 mark lübecksk. Antager vi, at priserne har ligget på gennemsnitlig 3 mark lübecksk, har 28-29 okser kostet 84-87 mark lübecksk.

     Hvis resten af oksekødet er blevet transporteret på vogne, har det været i form af saltet eller røget kød, som fx i Nürnberg i 1449, hvor man forberedte sig på en krig og mulig belejring. Her blev 200 okser saltet i vintønder og andre 150 røget, i alt ca. 35.000 kg kød.

     Røget eller saltet oksekød kunne i Rostock i 1427 købes for 3 mark rostocksk 12 skilling eller 1 mark lübecksk 14 skilling per tønde, og det må have været som et færdigt produkt, altså inklusive omkostningerne ved slagtning, røgning og/eller saltning. Accepteres det, at priserne i 1427 og 1429 i både Rostock og Holsten ikke har afveget meget fra hinanden, kan der enten ikke have været meget mere end 45-50 kg kød i tønderne, eller prisen på okserne ovenfor er blevet sat for højt. Med 50 kg kød per tønde har der skullet indkøbes 51-53 tønder til en samlet pris på mellem 95 mark lübecksk 10 skilling og 99 mark lübecksk 6 skilling. Inklusive vægten af tønderne har der skullet bruges 5-6 vogne til transporten.

     For svinekødets vedkommende er udgangspunktet den formodede (gennemsnits-) slagtevægt på 39 kg for et svin, og da det halve af kødforbruget som ovenfor beregnet var 5092,5 -5272,5 kg og med en vægt på 19,5 kg per side, giver det ca. 261-270 halve svin, der skulle indkøbes.

     Her findes der en del flere priser. Rostockerne betalte omregnet 12 skilling lübecksk til deres flåde i 1418 pr. side spekkes (halvt svin), i 1427 betalte byen mellem 12 og 15 skilling lübecksk og i 1430, da hamburgerne drog afsted til krigen mod hussitterne, indkøbte de halve svin til henholdsvis 22 skilling lübecksk 4 penning og 28 skilling lübecksk. De var langt hjemmefra, og det var midt om vinteren, så de har uden tvivl betalt den overpris for kødet, der blev forlangt. I 1433-34 kostede et halvt svin i Rostock 20 skilling rostocksk eller 10 skilling lübecksk, og i Danzig kostede i 1438 1 side 1 mark preussisk 21 scot, eller omregnet 2 mark lübecksk 3 skilling (med omregningskursen fra 1436).   

     Priserne per side ligger temmelig langt fra hinanden; fra 6 skilling lübecksk til 28 skilling lübecksk, hvilket må have noget med kvalitet, størrelse (der var stor forskel på fede og magre svin) og tidspunkt for købet at gøre. For at anslå, hvad hertug Wilhelms folk har betalt, vil en pris på 12-14 skilling lübecksk for en side spekkes være et rimeligt bud. Det giver for 12 skilling et beløb på ca. 195 mark lübecksk 12 skilling til 202 mark lübecksk 8 skilling, og for 14 skilling et beløb på 228 mark lübecksk 6 skilling til 236 mark lübecksk 4 skilling.

     Men hov! Er der ikke noget galt, når svinekødet koster mere end oksekødet? Det er selvfølgelig muligt, men fx ved konciliet i Konstanz 1415 kostede 1 pund oksekød 3 penning, 1 pund svinekød 4 penning, og det dyreste svinekød skulle man betale 7 penning for, så helt usandsynlig er prisforskellen ikke.

      Med 50 kg per tønde skulle der transporteres 102-105 tønder, som blev transporteret på 10-11 vogne.

     Nu er der sikkert nogle, som vil protestere mod, at der bliver nævnt grisekød som noget, der blev medbragt, for svin blev normalt slagtet i månederne november og december og spist i løbet af vinteren, men proviantlisterne og provianteringen af fredsskibene fra Rostock i 1418 viser, at der blev medtaget både okse- og svinekød på krigstogter – også sommer og efterår. Det kan have været fra slagtningerne i nov.-dec., men kan også have været friske slagtninger.

     En gennemsnitlig dagsration på 200 g ærter/gryn må anses for en passende mængde, når det ses i sammenhæng med den anslåede ration brød og kød. Det er spørgsmålet, om der blev givet andet end ærter eller gryn på fastedagene, måske hvedebrød? En lille tvivl er der dog i forhold til mængden. De indkøb, der fandt sted i forbindelse med, at skibe skulle til belejringen af Flensborg i 1427 eller til angrebet på København, viser, at der kun i et af regnskaberne blev indkøbt en større mængde (18 tønder gryn).

     Hvis vi alligevel går ud fra, at der blev givet 200 g ærter eller gryn til alle dagene, skulle der i alt til de 1400-1450 mand indkøbes 7840-8120 kg – måske halvdelen ærter og den anden halvdel gryn.

     Der er forskellige priser, der kan være med til at beregne udgiften. I 1418 kostede 2 drømt (24 skæpper) ærter i Rostock 12 mark rostocksk, ½ mark rostocksk per skæppe eller 4 skilling lübecksk for en skæppe på 38,84 l. I 1429 kostede 1 last ærter (96 skæpper) 18 mark lübecksk, hvilket vil sige, at 1 skæppe kostede 3 skilling lübecksk, og da skæppen i Lübeck var ca. 35 l, var der ikke den store forskel i prisen, så en pris på 3-4 skilling lübecksk per skæppe for indkøb af ærter vil være et rimeligt bud.

     Prisudregninger for ærter er baseret på følgende tal: rumvægten for tørrede ærter er i dag 900 g/l, og da den i 1400-tallet måske var noget lavere, sættes den i udregningerne til 800 g/l, hvilket betyder, at en lübecksk skæppe indeholdt 28 kg ærter. Der skulle altså indkøbes ca. 140-145 skæpper, og til en pris på 3 skilling lübecksk per skæppe giver det et beløb mellem 26 mark lübecksk 4 skilling og 27 mark lübecksk 3 skilling, og for en pris på 4 skilling lübecksk et beløb på mellem 35 mark lübecksk og 36 mark lübecksk 4 skilling. Med 3 skæpper per tønde i alt 47-48 tønder ærter.

     1 tønde gryn kostede i 1427 2 mark rostocksk (omregnet 1 mark lübecksk), og hvis tønden har indeholdt 3 skæpper, og hvis det har været byggryn, hvor rumvægten kan have været 600 g/l, vil det sige, at en skæppe vejede 23,3 kg. (en rostocksk skæppe indeholdt 38,84 l). Var halvdelen af indkøbet (3920-4060 kg) gryn, ville det betyde, at der skulle indkøbes 168-174 skæpper til en pris mellem 56 mark lübecksk og 58 mark lübecksk 8 skilling, hvilket må siges at være en noget højere pris end for ærter. Med 3 skæpper per tønde bliver det 56-58 tønder.

     Hvad angår hirsen, som blev brugt i stor stil i Nürnberg i 1449-50, har vi desværre kun en pris fra 1473 fra klostret i Preetz, hvor der betales en pris på 3 penning lübecksk per pund. Det kan ikke siges at have været billigt, hvis man sammenligner med de andre produkter. Regner man det om til en skæppe hirse, bliver prisen lidt mere end 14 skilling lübecksk, så det er nok ikke alle, der har fået hirsegrød. Er der måske blevet indkøbt 3 tønder hirse, har udgiften været 7 mark lübecksk 14 skilling.

     Transporten af disse 106-109 tønder ærter, gryn og hirse har krævet ca. 16 vogne.

     For smør har vi to priser: fra 1428 på 2 mark lübecksk per tønde og fra 1429 på lidt mere end 7 mark lübecksk. Disse priser må være prisen på smør af forskellig kvalitet i Lübeck på dette tidspunkt. Den første pris er fra en skibsproviantering, og den sidste er fra en af raterne i betalingen af hertug Wilhelms kontrakt. Her ville en højere pris end markedsprisen ikke være blevet accepteret. Både i årene før og senere har prisen været noget lavere, fx 1418 og 1432 4 ½ mark lübecksk per tønde. Det lader til, at den ”normale” pris på en tønde smør i hele det 15. årh. har ligget på omkring 5 mark lübecksk, hvor 1429-30 var et år med meget høje priser på indtil 12 mark lübecksk per tønde.

     Hvor meget en smørtønde indeholdt varierede en del, men i Lübeck var en tønde smør 224 pund og indeholdt altså 108,6 kg, og hvis hver deltager i togtet i gennemsnit har fået 40 g smør per dag (der er uden tvivl nogle, der har fået masser af hvedebrød og smør), har der skullet indkøbes ca. 1568-1624 kg smør eller med andre ord 14-15 tønder, der med en pris på 7 mark lübecksk per tønde har kostet 98-105 mark lübecksk. Transporten har krævet 3-4 vogne.    

     Til fastedagene skulle der fisk – og æg – på bordet. Vi må gå ud fra, at disse fisk var saltede eller tørrede, selvom de fleste mennesker foretrak – som det var tilfældet med kød – friske varer. Aabenraa var en fiskerby: ”alle slags fisk som torsk, makreller, sild [ ] bliver fanget i overflod”, som der står i bykrøniken, men hvor mange friske fisk, der kunne hentes her, er ikke til at sige, så vi går ud fra, at der blev medbragt fisk til alle fastedage.

     Det er tidligere beregnet, at der var 13 fastedage i de 4 uger, og som for kødet er der blevet givet 1 pund fisk per person per dag, hvilket vil sige i alt ca. 8821,5-9136,5 kg. Det har hovedsageligt været sild, der er blevet medtaget, foruden evt. stokfisk og hornfisk. Denne sammensætning af fisk blev der også indkøbt en del af på de fredsskibe, som hansestæderne sendte til søs i 1418 for at bekæmpe vitaliebrødrene.

       Spørgsmålet er så, hvor stor en andel sild der kan have været tale om, men det har sikkert været den største andel – måske 75 %. Sildene er blevet købt i sildetønder (rostocktønder), og spørgsmålet er så, hvor mange kg sild en sådan sildetønde indeholdt?

  Ifølge Wolf var der 139,2 kg sild i tønden, da silds vægtfylde er 1,16 (120x1,16). Her er dog ikke taget højde for andelen af salt, som Witthöft angiver til at være mellem en fjerdedel og en tredjedel (35-46 kg) (se også Ekskurs 3 s. 151). Hvis dette forhold bruges, har der været mellem ca. 95 og 104 kg sild i hver tønde; hvis der ses bort fra, at sild faktisk blev solgt efter styk.

     Hvis vi derfor accepterer, at der har været ca. 100 kg sild i hver tønde, har der skullet indkøbes ca. 66-68 tønder (6616-6852 kg). Prisen på sild har sikkert ikke været udsat for så store udsving som fx korn, så de priser, vi har fra fredsskibene i 1418 og fra Rostock, vil kunne give et rimeligt bud på en pris på 4 mark lübecksk pr. tønde, og en samlet pris på 264-272 mark lübecksk. Transporten af de mange tønder sild har krævet 15-17 vogne.

     De sidste 2205,5-2284,5 kg fisk kunne som nævnt være stokfisk og hornfisk. Stokfisk fandtes i mange størrelser, og 1477 blev hansestæderne enige om 9 forskellige kategorier fra 233 g til 1801 g. For at finde vægten og prisen på stokfisk bruges Bäumkers gennemsnit på 1,47 kg pr. styk.

     Et bud på, hvor mange der kunne være tale om, er 1000 stokfisk (ca. 1500 kg) og 2000 stk. hornfisk, der vejer gennemsnitligt ca. 1,2 kg per stk., men i tørret form betydeligt mindre, så antallet synes passende. Hvis vi bruger priserne fra 1427 har udgiften til stokfisk været 50-60 mark lübecksk og for hornfisk 10-15 mark lübecksk. Transporten har krævet 2-3 vogne.

Der måtte under ingen omstændigheder mangle hverken øl eller vin, som det også fremgår af næsten alle provianteringslister. Øl i store mængder skulle der til, dels på grund af den salte mad, men også beklædning og anstrengelserne ved belejringen har gjort, at der var brug for væske – og det var ikke vand. De oplysninger, vi har fra proviantlister om udlevering af øl, viser, at der sandsynligvis er blevet udleveret mindst 3-4 l per dag, eller måske 1 Stübchen til hver? Øl har uden tvivl været en af de ting, der også er blevet plyndret i Aabenraa og omegn, men som ved de andre fødevarer forudsættes det, at alt øl er blevet medbragt. For 1400-1450 mand bliver et dagligt forbrug på 3 l mellem 4200 og 4350 l, og for 4 l mellem 5600-5800 l eller i alt 117.600 -162.400 l for 4 uger.

     Prisen på øl varierede meget, da der var stor forskel på kvaliteten; der var tyndt øl, billigt øl, godt øl og der var øl, der kom fra bestemte byer, som fx Wismar, der var kendt for at lave særligt godt øl. Fredsskibene i 1418 betalte 12-13 skilling lübecksk for en tønde godt øl og 8 skilling for skibsøl. De købte også ”fremmed” øl for 15 skilling per tønde. I Rostock kostede en tønde øl 1433-34 10-11 mark lübecksk og lidt bedre øl 15 skilling lübecksk i 1432-33, og der er priser fra 1430, der siger 16 skilling lübecksk for en tønde.

      Hvis vi har in mente, at kornprisen var høj i 1429, og ølproduktionen måske noget dyrere, vil en pris på 13-15 skilling lübecksk per tønde være den pris, hertug Wilhelms indkøbere har betalt. Som det kan ses i kapitel 3 kunne der være stor forskel på øltønder, og Stübchen enten på grund af tilpasning til eksportområder eller på grund af tradition.

     For Lüneburg var 1 Stübchen øl sandsynligvis ca. 3,766 til 3,81 liter fra omkring 1400 til anden halvdel af det 15. årh. Det passer med en oplysning, der ganske vist stammer fra Hildesheim 1468, at tønder her skulle laves efter sildetønden [  ] maken na der wise alsze sin de haringtunnen, alsze de tunnen vor 32 stoveken[  ] og indeholde 32 Stübchen. Det er en Stübchen på 3,77 l.

     Rostocktønder blev også brugt til øl, så med et indhold på 120,6 l, har der skullet indkøbes 975-1347 tønder (1225-1269 tønder ved 1 Stübchen per person per dag) Udgiften til øl var ved en pris på 13 skilling lübecksk per tønde mellem 892 mark lübecksk 3 skilling og 1094 mark lübecksk 7 skilling for 4 uger og ved en pris på 15 skilling lübecksk mellem 914 mark lübecksk 1 skilling og 1262 mark lübecksk 13 skilling.

     Noget af øllet kan også være transporteret med oksekærrer. Det var ikke nødvendigt, at alt øl var fremme i Aabenraa på samme tid. Transporten med oksekærrer tog betydeligt længere tid, for okserne skulle ikke fodres, men græsse hver dag. Det kan have været en løsning, der dog krævede, at der blev afsat tropper til at beskytte denne langsomme del af trosset. Det gælder også, hvis nogle af ølvognene har hentet øl sydfra i løbet af de 4 uger.

Under alle omstændigheder har det været en stor transportopgave. Øl til de første par dage er måske blevet udleveret inden starten, men transporten må ellers have krævet mindst 150 vogne. Holder vi os til, at øllet blev transporteret med hestevogn, kan en del af dette store antal kuske have været nogle fra andet personel, medhjælpere, tømrere og andre. 

     Det er påfaldende, at der sjældent nævnes vin i de ”nordlige” provianteringslister, hvorimod det i Sydtyskland er vin, der leveres i store mængder og kun mindre mængder øl. Fx angiver Dirlmeier vinforbruget til gennemsnitlig 250 l om året. Hvor meget vin, hertug Wilhelm har medtaget, forbliver derfor åbent, men mon ikke han har medbragt nogle fade vin til sine standsfæller ”erbern”.

     Krydderier m.m. nævnes ikke så ofte i provianteringslisterne, og vi har intet at hæfte forbruget op på, men lad os sige, at der er blevet indkøbt 50 pund peber, 3 pund safran, 5 pund nelliker, 200 pund mandler og 100 pund rosiner. De fleste af priserne for krydderier er fra klostret i Preetz i 1458 og 1473, og bruger vi dem, har indkøbet i alt kostet ca. 83 mark lübecksk. Dadler og figner har sikkert også været en del af måltiderne for ”de ærværdige” – hertug Wilhelm og hans følge – og de standsfæller, han uden tvivl har inviteret med på togtet; men hvor store mængder og til hvilken pris?  Er der blevet indkøbt 100 pund dadler, har der med en pris på 3 skilling lübecksk 6 penning per pund (pris fra 1448) kostet 21 mark lübecksk 14 skilling. Figner kostede i Danzig 1445 1 mark preussisk 12 scot for 1 kurv, og da 1 kurv indeholdt 2 ½ stein, svarer det til 22,08 kg.  Indkøbet af 4 kurve figner ville så koste 6 mark preussisk, eller – med kursen fra samme år på 24 scot – 6 mark lübecksk i Lübeck. Til sammenligning kostede 2 kurve i 1416 5 mark lübecksk 10 skilling, men er det de samme ”kurve”?

     Af mindre poster på regnskabet er der salt, eddike, sennep, ost, æg og grøntsager. Det har ikke været meget salt, der er blevet medbragt, hvis man tænker på det salte kød og den salte fisk, men der må være blevet brugt salt ved fremstilling af brød. Er der blevet brugt 2 % salt i brødet (som det er normalt i dag), har der været behov for 500-590 kg eller 4-5 tønder til en pris på 4 mark lübecksk 5 skilling 4 penning – 5 mark lübecksk 6 skilling 8 penning (med prisen fra 1429 og forudsat, at der var tale om 12 tønder).

     Eddike blev bl.a. brugt til fiskeretter og kostede i 1427 2 mark lübecksk per tønde, og har eddike i 1429 kostet det samme, og vi ”anslår”, at der har skullet bruges 7-8 tønder, har de kostet mellem 14 mark lübecksk og 16 mark lübecksk.

     3 tønder sennep blev der også indkøbt til en pris på 2 mark lübecksk 8 skilling.

     Provianteringslisterne har ost som en af de ting, der blev medbragt, hvilket er forståeligt. Den er nem at transportere og fordærves ikke så let. Bruges priserne fra Danzig fra 1428 på 5 mark preussisk per tønde, og der er blevet indkøbt 8 tønder ost, giver det en samlet pris på 48 mark lübecksk (med kursen fra 1430 på 20 scot).

     Salt, eddike, sennep og ost har tilsammen kostet 68 mark lübecksk 13 skilling og 4 penning til 71 mark lübecksk 14 skilling og 8 penning.

     Æg har været billige, fx kostede 100 æg i 1449 i Soest 2 skilling 2 penning. Grøntsager som kål og løg er der også blevet medbragt, men her er problemet, at der sjældent findes priser, hvor der også er mængdeangivelser.

     Alle disse krydderier, salt, ost, søde sager m.m. har krævet 3 vogne til transporten.

     Følger vi ”..was gehört zu speisen” har kokkene og deres hjælpere haft 3-4 vogne med alt køkkengrejet. Spørgsmålet er, om det er blevet indkøbt. Umiddelbart ville man mene, at det var noget ”man havde med hjemmefra”, men har det – eller dele af det – skullet indkøbes inden togtet, findes der enkelte priser, der kan vise, hvad køkkengrej kostede. Hertug Wilhelm har sikkert kun skullet betale, når noget af grejet gik i stykker eller forsvandt.

 

Dyrenes mad

 - Og det vil sige hestenes mad, hvilket er havre og hø/græs og rigeligt med vand. Såvel græsningsmuligheder som vand fandtes der rigeligt af i Aabenraa. Under marchen mod Aabenraa kunne man lade hestene få 3-4 timers græsning hver dag, eller der kunne medbringes havre og hø til hestene. Hvis hestene har fået havre under marchen, og måske også en del af tiden under belejringen, hvor store mængder kan der have været tale om?      

     Et regnskab for byen Rothenburg ob der Taubers krigstogt mod schweizerne i 1499 giver et fingerpeg om, hvor stor en andel af de samlede udgifter hestes forplejning udgjorde, og denne udgift var først og fremmest til havre, hvor en hest skulle have omregnet 11,73 l eller 5,12 kg om dagen. Disse 11,73 l kan sammenlignes med preussiske heste i slutningen af det 19. årh., der fik 12, 6 l havre om dagen. En forordning fra Straβburg fra slutningen af det 14. årh. siger 6,85 kg (15,7 l) om dagen pr. hest.

     Passer disse tal med moderne angivelser af en hests behov? Nu til dags skal en hest ved hårdt arbejde have 1,25 kg havre eller mere om dagen pr. 100 kg kropsvægt. En hest har også brug for fiberrig kost som hø eller græs til at sørge for en konstant spytproduktion. Lige så vigtigt er rigeligt med vand. En hest, der fx har et underskud på 2% væske yder 20 % mindre.

     En 500 kg stor hest skal altså dagligt have 6,25 kg havre eller mere og 5 kg hø, og den drikker 30-40 l vand. Ved at analysere rustninger i Royal Armories har det vist sig, at hestene havde en stanghøjde på 152-163 cm, og Museum of London kommer frem til, at en krigshest havde et stangmål på 142-152 cm. Sådanne stangmål giver heste med en vægt på 400-500 kg. Transporthestene har været mindre, og kan måske bedst sammenlignes med nutidens ponyer (heste med et stangmål under 148 cm). De har haft en vægt på 300-400 kg. De heste, der blev anvendt ved belejringen, har skullet have omregnet 4,5-6 kg havre om dagen alt efter størrelse.

     Antallet af heste har været meget stort. De 300 glever har været til hest, og andet personel har sandsynligvis også været til hest eller er blevet kørt på vogne, ligesom der har været brug for mange vogne til proviant og belejringsudstyr. Med det antal mænd Wilhelm havde med, og det belejringsudstyr, der har været medbragt, må antallet af heste have været omkring 1900. Antager vi, at hestene har fået havre under marchen til og fra Aabenraa – og måske nogle få dage ellers, har de fået fuldt mål havre i 7-8 dage, og resten af tiden har de været på græs. Har de gennemsnitligt fået 5 kg om dagen (11 l), har der skullet transporteres 66,5-76 tons havre (og som den opmærksomme læser har bemærket, er der ikke taget stilling til høet). Det har krævet omkring 102-116 vogne til transporten. Dette er uden vægten af tønderne, som havren blev transporteret i (eller måske i sække?), men de andre vogne har sikkert fået udleveret havre til de første par dage, som de selv har skullet transportere. Det er et rent gæt – men logisk, da man må gå ud fra, at hertug Wilhelm og hans stab har forsøgt at minimere omkostningerne til transport så meget som muligt.

     Det er en meget stor mængde havre, og man kan hurtigt regne ud, hvad det ville have betydet for antallet af vogne, hvis foder til hestene til alle 4 uger skulle have været medbragt.

     Prisen på havre har – som prisen på rug – været forholdsvis høj. Fx steg prisen på havre i Rostock fra 3 skilling rostocksk 5 penning i 1428 til 8 skilling rostocksk per skæppe i 1429. Nu kan en dårlig høst i Mecklenburg være et lokalt anliggende, men prisstigningerne har sandsynligvis også været gældende for Holsten og Lübeck. Det antages derfor, at prisen var noget højere end normalt, måske 3-4 skilling lübecksk per skæppe. Med en vægt på 22 kg per skæppe (se s. 23), har der til 1900 heste til 7-8 dage skullet indkøbes 3023 til 3455 skæpper havre.

 Har prisen per skæppe været 3 mark lübecksk, har havren kostet mellem ca. 566 mark lübecksk 13 skilling og 648 mark lübecksk. Med en pris på 4 mark lübecksk har havren kostet mellem 755 mark lübecksk 12 skilling og 863 mark lübecksk 12 skilling.

     Der er en mindre del af den proviant, der skulle indkøbes, som det ikke har været muligt at sætte priser på eller lave et rimeligt overslag over, som det fx er tilfældet med brød. Her kan bl.a. nævnes æg og grøntsager, men meget mere end 50-100 mark lübecksk kan disse varer ikke have kostet.

     En sammenfatning af beløbene til provianteringen viser, at der i alt for de nævnte varer

kan være blevet betalt – i afrundede tal – mellem 2867 og 3738 mark lübecksk.

     Udgiften til alle de vogne, der skulle transportere maden, udregnes i kapitel 11. Udgifterne til belejringsudstyr og logistik, og en gennemgang af de forskellige poster i ”regnskabet” vil blive foretaget i det sidste kapitel 12. Hjem igen. 

 

Oversigt over mængden af fødevarer og udgifterne hertil