8. Hæren på march – marchen mod Aabenraa

Ved daggry den 8. september drog hæren afsted fra Rendsborg, der oftest var udgangspunktet for togter ind i Slesvig. I de seneste 2 uger før denne dato var der kommet stadig flere soldater sydfra, hvor Wilhelms hververe havde indgået kontrakter med krigsfolk fra områderne syd for Elben. Det var for de flestes vedkommende gamle kendinge fra tidligere togter. Det kunne være riddere og væbnere, der havde været med mod hussitterne i starten af 1420’erne, eller deltaget i kampe eller plyndringstogter i Slesvig eller op i Jylland. Desuden var soldaterne fra Lübeck og Hamborg ankommet – plus nogle af holstenerne.

     Kolonnen var lang og bevægede sig langsomt mod nord. Ruten gik langs Hærvejen, og i løbet af dagen var de fleste nået frem til byen Slesvig – eller rettere sagt der, hvor vejen passerede Dannevirke. Her mødtes de med resten af det holstenske opbud.

     De fortsatte nordpå over Isted, Siversted, Tarp, Oversø, Jaruplund og Oldemorstoft, og herefter ville styrken komme inden for rækkevidde af Nyhus, en borg der lå lidt vest for Flensborg. Hertug Wilhelm regnede dog ikke med angreb, hverken fra borgen eller fra Flensborg. Dertil var hans hær alt for stor.

     Der vides ikke meget om Hærvejens forløb fra Bov til Gejlå, men når broen over Gejlå var passeret, gik turen videre over Bjerndrup Mølleå ved Povlsbro. Her kan hæren være drejet mod nordøst og forbi Kliplev og derefter vest om Hostrup sø, og videre over Ensted, Årup Kapel og ned mod byen over Farversmølle og Rugkobbel.

     Dele af hæren har også kunnet følge Hærvejen mod Toldsted og herefter vejen over Årslev og Saltbjerg (nuværende Tøndervej) ind til Bulbro, der var en plankebelægning over noget af det sumpede område syd for byen. Vejen langs fjorden mod syd har kun været farbar i godt vejr. Den mest benyttede – og bedst farbare vej til Aabenraa gik dog over Rise, Brunde og ned ad Skedebjerg og landsbyen Kolstrup. Den vej har nogle af de tunge vogne måske taget.

Marchhastighed

Hvor hurtigt en hær kunne bevæge sig afhang af en lang række faktorer: terrænet, vejret, årstiden, vejene eller sporene; om hæren selv skulle transportere foder, mad, våben og belejringsudstyr, eller om disse ting - eller nogle af dem - kunne blive transporteret hurtigere ad floder eller over havet.

     Heste i skridtgang kan trække en vogn 6-7 km i løbet af en time, og afhængig af vejens beskaffenhed, vognens vægt, hestenes fysiske tilstand og vejret kan man sige, at 7 km i timen er den maksimale hastighed. En dagsrejse under helt optimale betingelser kunne derfor være 50-70 km.

     Der findes forskellige angivelser af marchhastigheder for hære – store som små, fx da Godfrey af Bouillon i 1096 skulle deltage i et korstog og rejste fra Köln til Konstantinopel. Her var den gennemsnitlige dagsmarch for hæren 15,5 miles eller 25 km. Den franske konge Louis VII havde en marchhastighed på 14,6 miles (23,5 km) pr. dag, da han i 1147 tog den samme rute til Konstantinopel. I jævnt terræn kunne der klares 18 miles om dagen. Det var altså tydeligt, at marchhastigheden afhang af terrænets beskaffenhed.

      Da hussitterne i 1429 angreb Tyskland fra Böhmen, sendte også Hamborg en styrke til kampen mod angriberne. Antallet af soldater i styrken kender vi ikke, men i en beskrivelse af rejsen får vi oplysninger om marchhastigheder, forplejning og indkvartering. Den 11. januar 1430 blev styrken sejlet over Elben ved Artlenburg. Det var 5 ½ mil fra Hamborg, en strækning på ca. 41 km. Senere strækninger var knap så lange. Den 12. jan. nåede gruppen Lüneburg, og på de 16 dagsmarcher, der er noteret, blev der tilbagelagt i alt 62 mil, eller en gennemsnitlig dagsmarch på knap 4 mil (3,86 mil) ca. 29 km. De længste dagsmarcher var på 4,5 mil eller knap 34 km. Styrken havde vogne og heste med, men det lader til, at ikke alle enten har redet eller er blevet transporteret i vogne. En post på regnskabet viser, at der i Lüneburg blev anskaffet trillebøre og sko, så det kunne tyde på, at nogle af deltagerne har måttet gå. Terrænet mellem Hamborg og Lüneburg har ikke været meget anderledes end i Slesvig, og formentlig kommer hårde veje i januar og tørre veje i september ud på ét, når vi snakker om fremkommelighed, men de registrerede dagsmarcher lå alle en del under de teoretiske 50-70 km.

      Bruges Ole Rømers opmålinger fra 1697 er der fra Rendsborg til Flensborg 8 mil (1 dansk mil 7,5 km (7532,5 m), fra Flensborg til Toldsted 3,5 mil, og fra Toldsted til Aabenraa 1,5 mil; i alt var der ca. 13 mil eller 97-98 km. Turen ad de andre ruter var ikke meget kortere. Var udgangspunktet for togtet Slesvig, var strækningen 3,5 mil kortere.

     Turen fra Slesvig til Aabenraa har så – med en marchhastighed på 30-35 km om dagen – kunnet klares på 3-4 dage for de fleste og for de hurtigste måske 2 ½ -3 dage.

Lejren

Ved ankomsten til Aabenraa skulle der etableres en lejr; en lejr der lå tilstrækkelig langt fra Brundlund til ikke at kunne beskydes med blider eller kanoner. Der skulle også være tilstrækkeligt med græsarealer til de mange heste. Etableringen af lejren foregik uden problemer; det var noget, langt de fleste havde prøvet mange gange før. Næsten alle heste og alle tomme vogne blev ført til landsbyen Kolstrup, der lå mod nordvest eller til landsbyen Hessel syd for byen i det nuværende Rugkobbel. Lejren blev etableret med telte til mandskabet, og proviantvognene placeret, så kokke, slagtere, bagere og deres medhjælpere kunne passe deres arbejde. Det samme gjaldt for kuskene, der skulle sørge for hestene, der formodentlig har været på græs over et større område. Hele lejren kan have været omgivet af de mange vogne, som var med; noget som hussitterne havde gjort kendt, og som andre lærte af ikke kun under kampe i felten, men også som en beskyttelse mod angreb på lejren.

     Som vi så på provianteringslisten fra Nürnberg 1449-50 (se s. 54) var der (spise)skåle til alle, men nogle af hertug Wilhelms folk kan også have medbragt deres egne spisegrejer. Det kan have været træ- eller lerskåle, bægre, skærebrætter, kander, krukker, potter og pander. Alle disse ting har været opbevaret enten i en pose eller en trækiste, måske sammen med tøj, våben og personlige hygiejneartikler.

     Efter at teltene var blevet rejst, blev de medbragte taburetter, stole, feltsenge(?) og personlige ejendele sat derind. Olielamper og vokslys har de også haft med.

    Kokkene og deres medhjælpere har lavet bålsteder, og en gryderet med saltet kød er blevet sat over. Saltet kød - der ikke var røget eller tørret - blev ofte anvendt i sammenkogte retter for at tage noget af den stærke saltsmag. Maden "nede i rækkerne" var enkel, rugbrød, kål, grød, suppe og gryderetter med saltet kød. Det kan dog også være, at nogle okser er blevet slagtet og stegt. Det var kun fersk kød, der blev stegt. Måske har det været forbeholdt nogle få. Hertug Wilhelm og hans nærmeste har sikkert – som erbern – fået deres egen tilberedte mad.

     Alle var nu klar til at begynde belejringen af Brundlund.