1. Indledning

Under kampen 1410-1435 mellem den danske konge Erik af Pommern og de holstenske grever om magten over hertugdømmet Slesvig fik hertug Wilhelm af Lüneburg i 1429 20.000 mark lübecksk af hansestæderne Lübeck, Hamborg og Lüneburg for i 4 uger at føre krig mod den danske konge. Han valgte at forsøge at erobre Aabenraa og borgen Brundlund.

Når belejringen og indtagelsen af Aabenraa og Brundlund nævnes i forbindelse med kampen om Sønderjylland, er det som regel i få sætninger eller som en del af beskrivelsen om erobringen af Flensborg i 1431. Dette gør sig gældende for både den danske og tyske historieskrivning.

I 1851 skriver Waitz: “Herzog Wilhelm von Braunschweig zog für Sold auf vier Monate nach Schleswig und half den Holsten Apenrade und das benachbarte Schloss Brunlund erobern (Septemb.), das diese dann aufs neue befestigten und zum Stützpunkt für weitere Streifzüge machten“.

Hos Erslev i 1901 findes den længste skildring: ”Fredsmødet i Nykøbing var næppe endt, før Stæderne Lübeck, Hamburg og Lüneburg traf Aftale med Mægleren, Hertug Vilhelm, om at han og hans Broder skulde træde i deres Tjeneste; med tre hundrede Glavind skulde de 4 Uger igennem hjælpe dem mod Kong Erik og derfor have 20 000 Mark lybsk. Med disse Tropper kom Hertugen nu Holstenerne til Hjælp, og Kampen i Slesvig tog derved et nyt opsving. Tyskerne trængte frem langt Nord paa og indesluttede Staden Aabenraa med det derved liggende Slot Brunlund; efter fire Ugers Belejring blev Slottet taget med Storm og endnu stærkere befæstet end tilforn. Det var et vigtigt Fremskridt, ikke mindst fordi de Danskes Forbindelse med Flensborg over Land derved blev lukket eller i det mindste gjort meget vanskelig. Efter dette i September vundne Resultat forlod Hertug Vilhelm atter Sønderjylland.”

Daenell skildrer angrebet på denne måde i 1902: [  ]“entschlossen sich die Städte nun zu kräftiger Unterstützung der Holsten. Lübeck, Hamburg und Lüneburg gewannen durch weitere groβe Zahlungen zu dem Zwecke die kriegerische Hilfe Wilhelms von Lüneburg mit 400 Gleven auf einen Monat. Mit diesen und einem holsteinischen Aufgebot unternahm er Mitte September einen Glücklichen Vorstoβ nach Norden, der die Stadt Apenrade und das nahe gelegene Schloβ Brunlund nach tapferem Widerstande der dänischen Besatzung in die Hände der Holsten brachte.”

I et større værk som Sønderjyllands Historie. Fremstillet for det sønderjyske Folk fra 1956 står der: [  ]”og Kampen i Sønderjylland blussede som Følge deraf op paa ny. De forenede tyske Styrker lejrede sig foran Aabenraa, og efter fire Ugers Forløb lykkedes det dem at storme det nærliggende Slot Brundlund og sætte sig fast her.”

Geschichte Schleswig-Holsteins fra 1984 skildrer det således: “Dieser [Herzog Adolf] hatte nämlich gemeinsam mit lüneburgischen Soldrittern einen Vorstoβ weit in das nördliche Schleswig hineingewagt und dabei die Stadt Apenrade und das bei ihr liegende Schloβ Brundlund erobern können (1429). So besaβen die Herzöge nun einen Stützpunkt im Rücken Flensburgs“.

Bogen Aabenraas ældre historie fra 1992 beskriver det lidt anderledes: ”I 1429 blev Aabenraa overrendt af en hanseatisk lejetrophær, der plyndrede byen for alt af værdi. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå, og mod vest nedbrændte kirken i Ønlev (senere afløst af Hjordkær kirke), samt landsbyerne Årslev og Søst. Det lille bondesamfund Hessel i det nuværende Tøndervejskvarter forsvandt for stedse og mindes nu til dags kun som gadenavn.”

I Sønderjyllands Historie I. Indtil 1815 fra 2008 står der kort: ”I 1429 blev Aabenraa erobret af holstenerne, [  ]”.

Den seneste skildring, jeg har fundet, er denne fra 2010 fra en bog om Aabenraas 750-årsjubilæum: ” [] Desuden skulle slottet forsvare byen mod indtrængende fjender. I 1429 blev det endnu forholdsvis unge slot indtaget af holstenerne i deres krig mod den danske konge Erik af Pommern. Det skete ved en længerevarende belejring, hvorunder besætningen blev sultet ud og borgen erobret."

Kilderne til belejringen er forskellige dokumenter og krøniker, der henviser til eller kort beskriver indtagelsen af Åbenrå og Brundlund. Centralt står en kontrakt, der bestemmer, at hertug Wilhelm af Lüneburg skal have 20.000 mark lübecksk af de 3 hansestæder Lübeck, Hamborg og Lüneburg for i 4 uger at føre krig mod den danske konge Erik af Pommern. Hertug Wilhelm skulle selv sørge for alt: mandskab, proviant, transportmidler, redskaber af forskellig art, ammunition, belejringsredskaber, mulighed for reparation af udstyr osv.      

Det er oftest resultatet – sejren eller nederlaget – der bliver beskrevet, mens forberedelserne, omkostningerne, belejringen og indtagelsen af borge sjældent bliver skildret i enkeltheder. Den følgende undersøgelses mål er derfor at forsøge at beskrive – ved hjælp af analoge slutninger, ”forbedrede skøn” eller ”vidensbaserede spekulationer” – hvordan krigstogtet kan være foregået, og hvordan et fiktivt regnskab for togtet kan have set ud. Der vil med et mere moderne udtryk blive forsøgt en form for ”augmented rekonstruktion” af belejringen og omkostningerne. Dækkede de 20.000 mark lübecksk hertug Wilhelms omkostninger, og var der måske ovenikøbet et overskud til ham selv?

Priser på alskens varer findes der i kildesamlinger og i litteraturen en del spredte oplysninger om. Det kan volde problemer og give unøjagtigheder, når priserne ikke alene er fra forskellige år, men også fra områder eller byer, der ligger langt fra Slesvig eller Holsten, ikke mindst når beløb skal omregnes til sammenlignelige størrelser. Vil det derfor være muligt at finde tal, der kan være med til at anskueliggøre, hvilke omkostninger, der kan have været forbundet med de 4 ugers krigstogt til Aabenraa? 

Hvordan kan belejringen og indtagelsen af Brundlund være foregået, og hvad kan hertug Wilhelms samlede omkostninger for en måneds krigstogt have været?

Baggrund for aftalen med hertug Wilhelm

Den væbnede konflikt mellem den danske konge Erik af Pommern og de holstenske grever om Slesvigs tilhørsforhold havde varet siden 1410. Krigshandlinger, våbenhviler og forhandlinger afløste hinanden, og de fattige holstenere havde den danske konge i 1429 endnu ikke kunnet besejre på trods af de store ressourcer, han havde til sin rådighed.

For at forstå baggrunden for konflikten er det nødvendigt at gå tilbage til tiden efter kong Valdemar Atterdags død i 1375, hvor holstenerne udnyttede den uafklarede situation omkring, hvem der skulle efterfølge ham. I løbet af kort tid besatte de store dele af Sønderjylland, og ved at støtte hertug Albrecht IV af Mecklenburg i hans kamp for at blive valgt til dansk konge, håbede de også at kunne opnå legitim ret til hertugdømmet.

Kampen om den danske trone endte dog med valget af den norske Oluf, hvis mor, Valdemar Atterdags datter Margrete, blev valgt til hans formynder. Hun stod imidlertid over for flere store opgaver: kronens finanser var i en miserabel forfatning, og i Sverige forestod en svær kamp mod kongen, den mecklenburgske Albrecht III. Oluf kunne gøre krav på den svenske trone efter sin bedstefar Magnus, som Albrecht havde fordrevet.

Forleningerne 1386 og 1396

For ikke at skulle kæmpe på flere fronter måtte Sønderjyllands forhold ordnes – foreløbigt. Eller som Holstenerpræsten udtrykte det: "På den Tid vilde nævnte Dronning, der var en meget snedig kvinde, ikke på en Gang samtidig antænde flere Ilde”. På en hansedag i Lübeck i 1386 blev det aftalt, at holstenerne skulle besidde hertugdømmet Slesvig arveligt mod til gengæld at gøre lenstjeneste for Danmark, og at der af den holstenske greveslægt altid kun var én, der skulle være her­tug i Slesvig. Den 15. august 1386 blev grev Gerhard VI på et Danehof i Ny­borg forlenet med hertugdømmet Sønderjylland.

Oluf døde pludseligt i 1387, og det lykkedes Margrethe at få valgt sin grandnevø Bugislav til dansk konge under navnet Erik af Pommern. Retsligt set var det derfor nødvendigt med en ny forlening af Sønderjylland, og denne fandt sted i Assens i 1396.

”Begyndelsen til fremtidige ulykker”

I 1404 angreb holstenerne Ditmarsken, og hertug Gerhard og flere hundrede af hans mænd blev dræbt. Hans enke Elizabeth sad tilbage med tre mindreårige sønner, og hun søgte derfor hjælp hos dronning Margrethe, som straks så de muligheder, der her bød sig. Erik af Pommern blev værge for de tre sønner, og Margrethe begyndte, ved hjælp af køb eller pant at erhverve store områder i Sønderjylland. I 1409 fik Erik af Pommern også holstenerne til at pantsætte Flensborg for 10.000 mark lübecksk. Forskellige episoder førte dog efter kort tid til åben kamp mellem parterne. Holstenerne fik forstærkning fra Elizabeths brødre fra Lüneburg, og også nordfriserne kom til hjælp, og en stor dansk hær, der var sendt ud fra Flensborg, blev i 1410 slået af holstenerne og deres allierede ved Eggebek lidt syd for byen.

I marts 1411 blev der sluttet en femårig våbenstilstand, og dronning Margrete fik, foruden det hun allerede var i besiddelse af, den nordlige del af hertugdømmet med Flensborg, Tønder og de frisiske områder i pant. De følgende fredsforhandlinger skulle foregå i Nyborg, og striden afgøres efter dansk ret. Kunne man ikke blive enige, skulle afgørelsen overlades til den tyske kejser Sigismund, men dommen skulle stadig afsiges efter dansk ret.  

I den følgende tid provokerede Erik af Pommerns opførelse af en ny borg uden for Flensborg holstenerne til et angreb. Det lykkedes for en af de førende holstenere, Erik Krummedige, at erobre Flensborg by i 1412, men den nyopførte borg på Mariebjerg lykkedes det ham ikke at indtage. Efter en voldgiftskendelse måtte holstenerne udlevere det erobrede igen, og Margrethe og Erik af Pommern blev hyldet af byens borgere. "Fiktionen om pantelen og lignende tidsbestemte ordninger var da for længst forladt. Nu var der udelukkende tale om flensborgernes forhold til Danmarks konge og rige". Få dage senere, den 28. oktober, 1412 døde dronning Margrethe ombord på sit skib i Flensborg fjord.

Dommen i Nyborg og nye kampe

I sommeren 1413 indkaldte Erik af Pommern til Danehof i Nyborg. Her anklagede han holstenerne for feloni, det vil sige de havde ført krig mod lensherren, og dommen var klar: Hertugdømmet Sønderjylland blev frakendt Elizabeth og hendes tre sønner som tilbagefaldet len på grund af brudt troskabsed. Holstenerne rettede sig dog ikke efter dommen.

I 1415 var der indkaldt til et koncil i Konstanz (for bl.a. at løse Kir­kens problem med lidt for mange paver), og en af de mange ting, der blev forhandlet ved siden af, var striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever. I en dom bekræftede kejser Sigismund kendelsen fra Nyborg. Det kan ikke undre; Erik af Pommern støttede Sigismund under koncilet, og desuden var Sigismund hans fætter.

Én ting var at have juraen i orden, en anden var at have magt til at sætte den igennem. Militært stod kongen stærkt, hvilket var årsag til, at en række af de holstenske adelige, der havde besiddelser i Sønderjylland, gik over på kongens side. Borgen ved Flensborg blev kraftigere befæstet, og der blev i 1415 opført en række befæstninger tværs over landet.

Holstenerne bøjede sig ikke for Sigismunds afgørelse, og efter våbenstilstandens udløb i 1416 fortsatte kampen. De åbnede havnene for sørøvere/kapere, de såkaldte vitaliebrødre, og midt om vinteren 1417 kom hertug Wilhelm af Lüneburg sammen med andre adelige fra Nordtyskland til Holsten. Hele den vestlige del af Sønderjylland blev angrebet; Tønder slot indtaget, og holstenerne lod sig hylde i de omkringliggende frisiske herreder. En dansk styrke, der prøvede at vinde det tabte tilbage, blev slået tilbage af friserne.

Også med hertug Albrecht af Mecklenburg, søn af den tidligere konge i Sverige, indgik holstenerne i 1417 et forbund. Områder i Sønderjylland, der måtte blive erobret, kunne holstenerne beholde, mens den mecklenburgske hertug skulle have, hvad der ellers blev erobret. I sommeren 1417 kom han til Holsten med 400 glever.

Situationen blev dog yderst alvorlig, da Erik af Pommern den 18. juli 1417 indtog Slesvig by. Hertugernes onkel, den gamle grev Heinrich, tog hurtigt til Hamborg, hvor det lykkedes for ham at få indbyggerne til at indgå et forbund med holstenerne. Kongen forlod kort tid efter byen igen.

I november 1417 lykkedes det for de 6 vendiske hansestæder Lübeck, Hamborg, Rostock, Stralsund, Lüneburg, og Wismar at få sluttet en 1-årig våbenstilstand, der senere blev forlænget til september 1420. Inden udløbet blev kampene dog genoptaget, og Erik af Pommern indtog i sommeren 1420 Femern, hvor hans tropper anrettede et veritabelt blodbad.

Kongens stilling blev udfordret, da Sønderjyllands største jordbesidder, Klaus Limbek, i 1421 gik over til holste­nerne. Hans borg Tørning blev belejret af danske styrker, og holstenerne sendte en hær til undsætning. Ved Immervad, nogle kilometer syd for Tørning, led de danske styrker på ny nederlag til holstenerne og deres forbundsfæller, og i følge et gammelt vers fik danskerne "et fandens bad".

I 1424 afsagde Kejser Sigismund igen en dom, der bekræftede, at Sønderjylland var en del af det danske rige, og Erik af Pommern tog på pilgrimsrejse til Jerusalem. Året efter var han tilbage og gjorde forberedelser til at genoptage kampen, men det lykkedes for hansestæderne at få kongen til at gå med til endnu et mæglingsforsøg.

Hansestædernes indtræden i konflikten

I løbet af konflikten havde Erik af Pommern flere gange forsøgt at få Lübeck og de andre hansestæder til at støtte sig i kampen om Sønderjylland. Foruden hansestædernes handel i de tre nordiske riger, var der endnu et område, hvor hansestæderne og kongen havde fælles interesser. De holstenske vitaliebrødre var stærkt generende for handelen både i Østersøen og i de indre danske farvande. Både i 1416 og 1417 udrustede de vendiske hansestæder (hvor de vigtigste var Lübeck, Hamborg, Wismar, Rostock, Stralsund og Lüneburg) såkaldte fredsskibe, men uden den store succes.

Lübecks modvilje mod at gå ind i krigen på Erik af Pommerns side havde flere grunde. For det første var byen overhovedet ikke interesseret i at have den danske konge "lige uden for døren", og det samme gjaldt for Hamborg, der under hele konflikten havde stået på holstenernes side. Begge byers borgere havde tætte økonomiske forbindelser til Holsten, hvorimod nogle af de andre hansestæder mente at kunne få mere ud af det, hvis de gik i forbund med den danske konge. Stralsund og Wismar frygtede problemer for deres skibsfart gennem Øresund og deres handel i Norden, samt at det ville skade forholdet til de pommerske fyrster i deres bagland, da disse havde nære forbindelser til den danske konge. 1423 lykkedes det så endelig for kongen at få stæderne til at indgå et forbund med ham. Den lübeckske borgmester Jordan Pleskow havde dog fået indbygget mange muligheder i traktaten for at kunne forsinke en even­tuel militær støtte.

I juni 1426 påbegyndte kongen igen krigshandlinger med en belejring af Slesvig by og Gottorp, og forinden havde han opfordret hansestæderne til at overholde det forbund, der var indgået. Svaret var meget henholdende.

Holstenerne var tilsyneladende på ny i vanskeligheder, og de fik igen hjælp fra friserne og Hamborg, men den største hjælp kom dog fra en helt anden side. Hertug Heinrich tog kontakt til de vendiske stæder, og efter at disse forgæves havde forsøgt at få en fredsaftale i stand, indgik de den 27. september 1426 et forbund med de holstenske hertuger. Holstenerne kunne hermed også få hjælp fra søsiden. En hjælp de fik straks efter traktatens indgåelse, hvor kongen måtte rømme Slesvig by for ikke at blive indesluttet.

I 1427 sendte forbundet en stor hær mod Flensborg, der blev belej­ret fra land- og søsiden. Natten efter et forgæves stormløb skabte nogle fordrukne soldater uro i den holstenske lejr, og hertug Heinrich fik den opfattelse, at hansestædernes tropper selv ville storme byen, og ilede afsted for at være den første, der kom ind i byen. Han havde ikke fået en ordentlig pansring på og blev dødeligt såret, da han satte en stige til muren. Hans bror hertug Adolf overtog ledelsen, og holstenerne trak sig tilbage fra Flensborg.

Året efter foretog hertug Adolf sammen med flere nordtyske fyrster et plyndringstogt op i Jylland uden at støde på synderlig modstand, og det store bytte, de bragte med sig tilbage, skal bl.a. have bestået af 30.000 (læs mange) stk. kvæg.

I begyndelsen af 1429 fik hertug Wilhelm af Lüneburg af hansestæderne til opgave at mægle mellem parterne, og efter hans forslag skulle Erik af Pommern forlene holstenerne med både Sønderjylland og Holsten, men dette faldt ikke i god jord hos kongen. I 1460 var det dog dette forslag, der dannede grundlaget for en løsning på striden om Sønderjylland, da kong Christian I i Ribeprivilegiet lovede holstenerne at sikre en nær forbindelse mellem de to hertugdømmer.

Efter store tab til søs gik hansestæderne over til at støtte krigen på landjorden i Sønderjylland, og hertug Wilhelm blev engageret af hansestæderne.  Dette skete allerede den 6. december 1428, som det fremgår af et brev fra Rostock til Lübeck.

Flensborgs erobring og fredsaftalen

Med Brundlunds erobring i 1429 var landforbindelsen til Flensborg nærmest umuliggjort, og det blev klart, at udfaldet af kampen om Sønderjylland ville afhænge af, hvem der havde magten over denne by. To gange tidligere var det ikke lykkedes holstenerne at indtage Flensborg, men nu forsøgte man sig med en list. Den 25. marts 1431 sørgede en holstensk lejesoldat Curd up der Lucht for, at en vogn kørte fast midt i en byport, og soldaterne kunne herefter trænge ind i byen. Byen var nu i holstenernes besiddelse, men borgen kunne de ikke indtage. Det lykkedes at spærre Flensborg fjord, så der ad denne vej ikke kunne komme forsy­ninger frem, og snart overgav forsvarerne sig mod at få fri afmarch for alle.

Den 22. august 1432 blev der indgået en 5-årig våbenstilstand i Horsens, og kongen opgav næsten alle sine krav. Sigismunds dom fra 1424 skulle ophæ­ves, og hansestæderne have alle deres privilegier i Danmark tilbage. Den endelige fredsaftale blev beseglet i Vordingborg den 15. juli 1435, hvor Erik af Pommern sluttede fred med hertug Adolf, den sidste overlevende af de tre holstenske hertuger. Efter 25 års kamp var den opgave, hans grandtante dronning Margrethe havde brugt så mange kræfter på, endt med et fuldstændigt nederlag.

Hertug Wilhelm af Lüneburg

Hertug Wilhelm blev født i år 1400, og da hans far døde i 1416, overtog han selv styret, selvom han ikke var myndig. I begyndelsen af 1417 tog han imod en invitation fra de holstenske grever og deltog i et plyndringstogt op gennem Slesvig til Tønder, hvor borgen blev indtaget. I august samme år var han tilbage i Holsten for sammen med andre nordtyske styrker at hjælpe holstenerne, da Erik af Pommern havde erobret Slesvig by.

Wilhelm var, på trods af sin unge alder, en person som begge parter i krigen havde stor respekt for og tillid til. Han blev første gang udnævnt til at skulle være mægler i konflikten om Sønderjylland ved et møde i Slesvig by i 1418; et møde, der dog endte uden resultater.

Den 5. august 1421 var han med i kampen mod hussitterne ved Brüx i Bøhmen, da disse led et af deres sjældne nederlag. Af hussitterne lærte Wilhelm utvivlsomt en masse om nye måder at kæmpe på, og hvordan forskellige våbenarter kunne indsættes og samarbejde.

Hvor vigtig hertug Wilhelm var i kampen om Sønderjylland, kan ses i 1426, da han havde problemer med ærkebispen af Bremen, men her lykkedes det for Lübeck, Hamborg og Lüneburg at mægle, og dermed kunne Wilhelm og hans mænd drage til Holsten og hjælpe i kampen mod Erik af Pommern. En vigtig grund til at kæmpe for hansestæderne og holstenerne kan have været, at Wilhelm havde finansielle vanskeligheder. I oktober 1426 måtte han fx pantsætte en sølvskat hos en borger i Braunschweig.

Sommeren 1428 var han i Danmark, hvor han, som mægler for holstenerne og hansestæderne i Nykøbing Sjælland, mødtes med Erik af Pommern. For sin indsats skulle han have 8000 mark lübecksk, 2000 til dækning af sine udgifter og 6000, hvis forhandlingerne førte til et gunstigt resultat. Dette skete dog ikke, men Erik af Pommern havde kun rosende ord om Wilhelms forsøg på at forhandle en fredsslutning.

Efter erobringen af Brundlund var Wilhelms rolle i kampen om Slesvig udspillet, men det var hans samarbejde med hansestæderne ikke. Den 1. januar 1430 var der hansedag i Lübeck, og hertug Wilhelm bad her hansestæderne om hjælp mod hussitterne – ”de bozen kettere”. Han var der som ”eyn godesbode unde nicht alse eyn vorste”. Han havde allerede sendt sine egne folk i forvejen, og de tre byer Lübeck, Hamborg og Lüneburg stillede nu mænd til hans rådighed. Hertug Wilhelm var altså ikke alene en efterspurgt mægler, men også en hærfører og soldat, som hansestæderne havde fuld tillid til.

I 1432 kom det til åben kamp mellem Wilhelm og hans bror Heinrich om opdelingen af hertugdømmet Lüneburg. Broderen følte sig forfordelt og erobrede nogle områder, mens Wilhelm var i udlandet (han var på pilgrimsrejse til Jerusalem eller engageret til at hjælpe den franske konge Karl VII. Hvilken af de to ting, han foretog sig, kan ikke verificeres).

I 1461 var det sidste gang hertug Wilhelm vandt en stor sejr på slagmarken, da han kom grev Gerhard af Oldenburg til hjælp. Broderen Heinrich døde i 1473 og Wilhelm kunne nu overlade en del af hertugdømmet til sine to sønner. Sønnerne havde han i de foregående år ellers haft mange problemer med. De sidste år af sit liv levede han stille og roligt og døde den 25. juli 1482.

Man kan kun være fuld af beundring for hertug Wilhelm. At leve så langt et liv, efter at have tilbragt så mange år med rejser og et liv i felten, må siges at være noget af en præstation. Hertug Wilhelm var en adelig, der oplevede, at sådan som han og andre adelige havde lært at kæmpe på, blev udfordret af organisatoriske og teknologiske forandringer. Han havde oplevet, hvor velorganiserede hussitterne var og hvilke nye militære ideer, de havde introduceret, og han havde oplevet, hvordan krudtvåben blev stadig vigtigere.

Kontrakten med hansestæderne

Efter den sædvanlige indledning med hilsener til kontraktens modpart lovede hertug Wilhelm og hans broder Heinrich (de vigtigste punkter):

1. At tjene de 3 stæder (Lübeck, Hamborg og Lüneburg) med 300 lanser (gleven)
2. At tjenesten skete på egen risiko og chance:
    - både hvad angår mistede heste, skader på heste – fx hovslag – og hvad man ellers vil kalde skaderne. Til gengæld er alt bytte Wilhelms og hans mænds.
3. At forplejning og foder sker for egen regning.
4. At varigheden af aftalen er 4 uger. Skulle togtet tage længere tid (8-10 dage), er det for Wilhelms regning, men skulle det – efter aftale med holstenerne og stæderne – blive afkortet, sker der ingen reduktion i betalingen.
5. For disse 4 uger modtager hertug Wilhelm 20.000 mark lübecksk.

Betalingen af solden

Pengene skulle afdrages i 4 rater: 6.000 mark lübecksk på førstkommende skt. Pantaleonis dag (27. juli 1429), 5.000 mark lübecksk til førstkommende skt. Mikkels oktav (fra den 29. september og de følgende 8 dage); 5.000 mark lübecksk til kyndelmisse (2. februar 1430), og sidste rate på 4.000 mark lübecksk til påskedag (16. april 1430).

Den 20. september 1429 kvitterede borgmesteren i Lüneburg Johann Schellepeper for 2000 mark lübecksk udbetalt af Lübeck - dels i kontanter og dels i varer.

[ ] to deme ersten vijff laste botteren vor verhundertvundeynvndseuentigh mark twolff schillinghe vnd negen penninge lub., item twe laste erweten vor sossevunddertich mark lub., item ene halue last gorte vor elfftehalue mark lub., van aller welker ware de summa ouerall tosamende maket vijffhundertachteyn mark veer schillinge neghen penninge lub. Item hebbe ich entfanghen an redem ghelde verteynhundertvndeeynvndachtentigh mark twolft schillinge und neghen penninge lub., welke summen van ware vnd van redem ghelde alletosamende maken twedusent mark lub. [ ]

[  ] for det første fem læster smør til 471 mark lübecksk 12 skilling og 9 penning, 2 læster ærter til 36 mark lübecksk og en halv last gryn til 10 mark lübecksk 8 skilling.  (elfftehalue må betyde 10 mark lübecksk 8. skilling), som tilsammen giver 518 mark lübecksk 4 skilling 9 penning, og modtaget i rede penge 1481 mark lübecksk 12 skilling og 9 penning, hvilken sum i varer og rede penge tilsammen giver 2000 mark lübecksk [  ] Lægger man beløbene sammen giver de ikke 2000, men læser man negen penninge ikke som 9 penninge, men som ”ingen penninge” passer regnestykket (negen kan betyde både ni og ingen).

Til borgmesteren udbetaltes også Lübecks næste rate af solden, nemlig den 22. nov. 1429, hvor han fik udbetalt 1666 mark lübecksk 10 skilling og 8 penning.

For den rate, der skulle udbetales til kyndelmisse, har vi ingen dokumenter.

Den 5. marts 1430 anmodede Wilhelm og Heinrich rådet i Lübeck om, at fjerde rate, der skulle falde til påsken 1430, ville blive udbetalt til Johan Schellepeper. Han var - foruden borgmester – også sydemester i Lüneburg, og han skulle have 1333 mark lübecksk 5 skilling og 4 penning udbetalt, enten til sig selv eller én, han sendte.

Tælles beløbene, som Lübeck udbetalte, sammen, har de 3 byer tilsyneladende hver skullet betale en tredjedel. Det kan synes mærkeligt, da det normale ellers var, at hver by skulle yde til fællesskabet efter størrelse, fx hvor mange soldater de forskellige vendiske hansestæder skulle stille med. Ved aftalen fra den 20. januar 1428 skulle Lübeck stille med 2000 mand, Hamborg, Rostock, Wismar og Stralsund med hver 1000 og Lüneburg med 800. Eller aftalen fra den 22. september 1426, hvor Lübeck, Hamborg og Stralsund skulle stille med 500 væbnede og Wismar, Rostock og Lüneburg med hver 300 væbnede.

For de to andre byers vedkommende er oplysningerne mere sparsomme. Hamborg betalte i 1429 4267 pund 6 skilling og 4 penning til hertug Wilhelm, og i regnskabet for 1430 står opført et beløb på 1066 pund 13 skilling og 4 penning. Lægges beløbene sammen – og man husker, at 1 pund er lig med 20 skilling og 1 mark er lig med 16 skilling – giver det samlede beløb godt og vel en tredjedel af solden på de 20.000 mark lübecksk. For byen Lüneburgs vedkommende er der ingen dokumenter, der viser, hvordan byens andel er blevet betalt til hertug Wilhelm. Man kunne måske skele til måden Lübecks bidrag blev betalt. Her blev pengene jo udbetalt til borgmesteren, og man kunne gætte på, at hertug Wilhelm havde lånt penge af byen Lüneburg, og byens andel af solden er blevet modregnet.